0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat

Pia Henriksen, lærer i Albertslund og nej-stemmer til arbejdstidsaftalen, stiller op som formand for Danmarks Lærerforening.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Formandskandidat: Vi skal være arbejdstidsaftalens vagthund

Pia Henriksen stemte nej til arbejdstidsaftalen. Nu stiller hun op som formand for Danmarks Lærerforening, og hun mener, at foreningen skal blive bedre til forstå den politiske kontekst, foreningen arbejder under, skriver hun.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Siden man politisk i 2013 afmonterede forhandlingsmodellen, har Danmarks Lærerforening stået overfor en splittelse hos medlemmerne, som er blevet kategoriseret og italesat som de sure nejsigere og de naive jasigere.

Det billede er naturligvis langt mere broget, men fortællingen lever.

Når vi samtidig bevæger os længere fra det centrale mod det lokale, forstærker vi splittelsen gennem fortællingen om alle de andre kommuner, skoler, ledere og lærere, som godt kan finde ud af at samarbejde sig til ordentlige arbejdsforhold uden, at lærerne bliver syge af stress eller går rundt, som skygger af sig selv for at overleve arbejdslivet.

Enhver konflikt rummer et udviklingspotentiale

Dem, vi ikke kender, men hører rigtig meget om.

Til sidst lever vi i en tid, hvor individualisering løsriver os fra fællesskabet. Vi er ansvarlige for at skabe vores egen succes, men også ansvarlige for vores egen fiasko. Det er helt indlysende, at foreningen står overfor en kæmpe opgave med at samle de kollektive kræfter i kampen for det, som vi er enige om.

I sidste ende vil lærerne det samme. De vil have levende skoler under nogle rammer, som får både børn og voksne til at gro fremfor at visne. Vi er bare ikke enige om vejen, så vi skal finde ud af, hvordan vi mødes.

Strejke eller overgivelse

I den sammenhæng er det naturligvis svært at komme udenom den nye arbejdstidsaftale. På den ene side skal vi respektere, at flertallet ønsker at gå videre ud ad samarbejdssporet. Det skal forenes med det meget store mindretal, som synes noget andet.

Der er fejlagtigt opstået et splitfelt mellem to poler – nemlig strejke eller overgivelse, men så enkelt er det ikke. Enhver konflikt rummer et udviklingspotentiale, og konflikten kan både være højrøstet, men også stille.

DLF skal i fremtiden blive dygtigere til at scanne det politiske landskab og søge djævlen i detaljen

Vi bevæger os stadig i et konfliktfyldt rum på trods af aftaler med ord som tillid og samarbejde. Det gør vi blandt andet af den årsag, at magtforskydelserne skaber ubalance. Det skal vi bruge til noget. Det skal vi bruge til at samle os om at gøre DLF til vagthund for aftalens indhold.

Opstår der utilsigtede sideeffekter af aftalen, skal de samles hurtigt op, og målet kan kun være at arbejde mod mere centrale bindinger i fremtiden. Set i lyset af både arbejdstidsaftalen og den føromtalte splittelse, har DLF en stor opgave i at kommunikere til sine medlemmer, at konflikt og samarbejde ikke nødvendigvis udelukker hinanden, indenfor de rammer, som vi har bundet os til.

Vi skal bygge på indignation

DLF skal i fremtiden blive dygtigere til at scanne det politiske landskab og søge djævlen i detaljen. I mange år har vi haft gudsbenåede forhandlere og kompetente fagforeningsfolk i toppen, men vi er også kommet for sent med analyserne af det politiske bagtæppe.

Jeg ser for mig en forening, der bliver bedre til at forberede og væbne sig mod både smiger og angreb ved at observere strømninger og tendenser i tide. Vi ved i dag, at selv politikere, der går til valg på et slogan som: Tillid til lærerne kan have meget urent mel i posen. Der bliver ikke tid til hvile. Heller ikke selvom vi har sagt farvel til lov 409. Det er helt afgørende, at vi fremover bliver bedre til at læse modpartens intentioner, så vi griber momentum rettidigt.

Til sidst skal vi fokusere på billedet udadtil. Det er ikke lærernes opgave at tale skolen op. Det er lærernes opgave at lave så god undervisning for børnene, som er muligt under de rammer, som udstikkes. De rammer er ganske enkelt ikke gode nok, som det er i dag, og det ansvar skal placeres, hvor det hører til.

Fagforeningen skal selvfølgelig bygge på en indignation, som medlemmerne kan spejle sig i og samtidig skal den favne andre skoleinteressenter. Det kræver, at man på den ene side ikke bekræfter lærerfordomme samtidig med, at man fastholder, at lærerne ved mest om at være lærere. Det kræver en helt særlig opmærksomhed på, at vi ikke taler samme sprog og ikke har samme forståelse af skolen, som mange af de politikere og embedsmænd, der har magten over den.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden