Debat: Krisen har vist, at samfundet har brug for skolen. Men skolen har også brug for samfundet

»Skolen vil ved afslutningen af dette århundrede være intet mere end et historisk levn. Jeg er overbevist om, at skolen vil være lige så ubetydelig for uddannelsesprocessen som heksedoktoren er for folkesundheden.«

Der er en nærmest profetisk klang i ordene fra filosoffen Ivan Illich, der i 1969 adresserede skolens fremtid ved universitetet i Puerto Rico. Om end det næppe var en global pandemi, som Illich havde i tankerne, har vi som samfund aldrig været tættere på at realisere hans skoleløse utopi.

Mens skolerne langsomt åbner igen, tilbyder sammenfaldet en oplagt mulighed for at gøre boet op. Hvorfor skal børn og unge overhovedet vende tilbage til skolen?

I lyset af de mange frustrerede forældre, der gennem de sidste uger har forsøgt at hjemmeundervise i matematik, naturfag og kommaregler, er det oplagt at svare dette spørgsmål med et bekræftende: Se selv!

Endelig får vi som samfund mulighed for at prissætte alt det, skolen kan, og som mange forældre ikke evner eller forstår sig på. Det er der al god grund til at gøre, når skolemadpakkerne igen skal pakkes. Men når forældre ikke længere oplever, at de kan bidrage meningsfuldt til skolen, rejser der sig bag de mange udmattede beretninger en anden, og mere generel, problematik. Hvilken form for skole er det egentlig, vi har indrettet, hvis forældre reelt ikke længere kan relatere til det, deres børn skal lære?

Skolens indhold er abstrakt

Som forskere i skolen forstår vi udmærket den afmagt, som mange forældre i dag oplever. Men som ugerne går, bekymres vi over den åbenlyse afstand mellem skole og hjem, som krisen har trukket frem i lyset.

Skolelukningerne har bekræftet mere end blot læreres vanskelige arbejde med at arbejde på tværs af utallige digitale platforme, der ikke altid holder, hvad de lover. De har frem for alt bekræftet, at skolen, i tiden siden Ivan Illich fremlagde sin profeti, er gået den modsatte vej af alt, hvad han og de andre progressive pædagoger havde håbet.

Skolens indhold forbliver abstrakt for de fleste elever og forældre. Dens metoder og rammer fortsætter langt hen ad vejen med at være styrede af kompetencemål og læringskrav, der stilles ovenfra. Hvad er der blevet af drømmen om skolen som et skole-samfund, hvis indhold og metoder tager udgangspunkt i de faktiske behov som dets medlemmer og umiddelbare omgivelser har?

Der findes en uendelig kilde til relevant og vedkommende læring på gåturen til brugsen, på legepladsen og i køkkenet derhjemme. Der findes gyngestativer, der kan repareres, ukrudt, der kan fjernes, og syge naboer, der kan have brug for hjælp til at handle ind. Og alligevel kæmper vi en desperat kamp for at fastholde skolen i dens eksisterende form.

Når skolerne langsomt åbner igen, skal vi som samfund ikke kun huske at værdsætte pædagogernes og lærernes udfordrende arbejde. Vi bør også bruge krisen som en anledning til at spørge, hvordan skolens indhold igen kan blive et relevant modsvar til de udfordringer og muligheder, der eksisterer i hjemmet og nabolaget.

De sidste par uger har vist, at samfundet har brug for skolen. Men skolen har også brug for samfundet.

Forfatterne bag debatindlægget har sammen oversat og redigeret den norske sociolog Nils Christies bog ’Hvis skolen ikke fandtes’, der udkommer på MIT Press til sommer.

Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link