0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ivan Riordan Boll / Politiken / Ritzau Scanpix
Foto: Ivan Riordan Boll / Politiken / Ritzau Scanpix

En uge føles som en måned og en måned som et år, og hvert sekund tæller til sidste, skriver Rebekka Sø Svendsen, der er elev på Ollerup Efterskole. Billedet viser elever fra Smededal Efterskole, og har ikke noget med debatindlægget at gøre.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Efterskoleelev: For os er to måneder en livstidsdom

Tiden går langsommere, når man er på efterskole, og endnu langsommere, når man ikke kan vende tilbage. I virkeligheden er to måneder ikke længe, men for os føles det som en evighed, skriver efterskoleelev Rebekke Sø Svendsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Lad efterskoleeleverne komme hjem.«

Det lyder det samlede budskab fra de mere end 400 efterskoleelever og forældre, der gennem Facebook-gruppen ’Brug efterskoleeleverne som forsøgskaniner for covid-19’ har bidraget med tanker, følelser og frustrationer til det her debatindlæg.

De fleste skriver, at man kun er på efterskole én gang. At det kun er en gang i livet, at man får lov til at bo, leve og ånde efterskole, og at det er dybt frustrerende, at vi ikke kan få lov til det lige, og sågar ikke ved, om vi kommer tilbage.

Efterskolerne er vores hjem, og mange beskriver følelsen af hjemve

Vi er nemlig rigtigt bange for, at vi slet ikke kommer hjem igen. Og jeg mener virkelig ’hjem’. Det er nemlig præcis det ord, som mange vælger at bruge. Efterskolerne er vores hjem, og mange beskriver følelsen af hjemve. Af at man går rundt og mangler noget, at man føler sig tom. For der er noget, der mangler. Vi mangler det fællesskab, som vi har bidraget til og været en del af i syv måneder. Og vi vil gerne tilbage.

En uge føles som en måned og en måned som et år

Det kan nok være svært at forstå, hvorfor det ikke bare kan være lige meget med de to måneder. To måneder er ikke lang tid i det store billede. Men når man er på efterskole føles hver uge som en måned og hver måned som et år. Og samtidig går tiden alt, alt for stærkt. Derfor er hver en dag, uge og måned på skolen kostbar. Og som vi nærmer os skoleårets afslutning sætter vi pris på hvert minut og hvert sekund i hinandens samvær.

Rebekka Sø Svendsen går på efterskole i Ollerup

To måneder sidst på året føles derfor som en evighed. En livstidsdom. De sidste to måneder er fyldt med energi, glæde og smil. Det er der, vi virkelig bare kan være os selv og nyde det stærke fællesskab, vi har bygget op. Det er det, vi er rædselsslagne for at gå glip af.

Politikerne skal huske, at alt ikke kan gøres op i kurver og økonomi. At vi er et land, der består af mennesker. Individer som lider under karantænen. Det gælder også efterskoleelever - måske endda i særlig grad efterskoleelever. For selvom at der ikke er den store økonomi i at sende efterskoleeleverne tilbage, er der stor menneskelig værdi.

Som vi nærmer os skoleårets afslutning sætter vi pris på hvert minut og hvert sekund i hinandens samvær

Man går nemlig ikke på efterskole for at lære at gange med tocifrede tal eller skrive et godt essay. Man går på efterskole for at udvikle sig som menneske. For at opleve hvordan det er at være et sted, hvor man kan være fuldstændig sig selv. Man tager på efterskole for at komme ud af den kasse, som nogen er krøbet ind i gennem deres folkeskoletid. Det er så vanvittigt værdifuldt. Og det kan ikke gøres op i kroner og øre. Det er det, der bliver taget fra os.

Da Mette Frederiksen sagde, at vi ikke kunne komme tilbage til efterskolen før tidligst 10. maj begyndte jeg at græde.

Og jeg var ikke den eneste.

Der var rigtigt mange efterskoleelever, som følte det som et svigt. Og en stor sorg. For vi har mistet noget. Og på det pressemøde mistede vi endnu mere. Og den sorg må ikke underkendes. For den er helt valid. Vi har mistet en tid, og selvom det kun er fire uger mere, føles det som uendeligt lang tid for efterskoleeleverne. Vi skal hjem.

Allersenest 10. maj.

Men meget gerne før.

Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden