Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Inklusion bliver aldrig opnået til perfektion, skriver Andy Højholdt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lektor: Vi må acceptere, at vi aldrig finder inklusionens rette leje

Når vi taler om inklusion, må vi godt lede efter helbredelsen, men vi er nødt til at acceptere, at problemet aldrig bliver løst, skriver lektor Andy Højholdt fra Københavns Professionshøjskole.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med årets netop gennemførte uddannelsesmøde på Sorø er inklusionsdebatten for alvor kommet tilbage på den uddannelsespolitiske dagsorden.

Absurditeten par excellence er derved blevet trukket ind i manegen. Inklusionsdebatten er nemlig ofte en absurd debat. Absurditetsfølelsen rammer, når man sammenligner den faktiske tilstand med de flotte visioner, som man ikke kan realisere.

Andy Højholdt er dagens debattør og lektor på Københavns Professionshøjskole.

Og den rammer, når man kigger på den store forskel, der kan være mellem ens reelle handlingsmuligheder og den

overmægtige omverden.

Oplevelsen af absurditeten kommer kort sagt, når man sammenligner drømme og virkelighed. Det kan, som den franske filosof Albert Camus konstaterer det, opleves som værende hårdt.

Men det er lige der, når absurditetsfølelsen rammer som et salg i ansigtet – når absurditeten fører til fortvivlelsen, at vi skal gøre os umage med at overveje, hvordan vi faktisk opfatter inklusion og svarer på inklusionsudfordringerne.

Inklusion bliver aldrig løst

Sandheden er på mange måder ubehagelig, for vi vil næppe nogensinde nå til en tilstand, hvor vi har fundet inklusionens rette leje.

Risikoen er her, at vi låser os fast i en tilstand, hvor vi (med rette) føler os spændt ud mellem idealistiske drømme, politiske visioner og den praktiske mulighed for at skabe inkluderende miljøer.

Her kan følelsen af absurditet ofte forstærkes, når svaret ikke kan findes. Men svaret skal heller ikke altid findes. Nuvel, vi skal prøve at finde bud på at løse de udfordringer, vi står over for – men vi skal vide, at de er foreløbige og kan diskuteres. Vejen ud af absurditeten er ikke absolutte svar. Kun fundamentalister tror på absolutte svar.

Man kan til tider være fristet til at afblæse inklusionsambitionerne og vende tilbage til tiden før Salamanca-erklæringen og inklusionsloven i folkeskolen.

Ved at afblæse inklusionsambitionerne kunne vi jo løse inklusionsproblemet – tilstanden ville igen blive normal

Det var dengang, hvor vi ikke som i dag talte så højt om at ville inkludere ’de særlige’. Dengang man ikke så ofte hørte ord fra et presset normalområde, som talte om inklusionsbørn, bogstavbørn, diagnosebørn.

Ved at afblæse inklusionsambitionerne kunne vi jo løse inklusionsproblemet – tilstanden ville igen blive normal, alt imens eksklusionen kunne forsætte: Inklusionsdebatten ville lide døden.

Både de inkluderede og de ekskluderede børn/unge/voksne fortjener imidlertid, at vi konstant leder efter konfrontationen: Om vi faktisk er inkluderende nok, om vi har høje nok ambitioner.

Gør vi nok for, at livet blandt landets borgere er værd at leve – og er inklusionsambitionerne faktisk ikke værd at bruge en del af vores sparsomme tid i vores liv på?

Camus hævdede, at filosofiens vigtigste spørgsmål var, om man skulle leve eller slå sig selv ihjel – resten var mindre mellemregninger. Nok rigtigt – men radikalt. Vi kan nøjes med mindre – Er inklusionen værd at bruge vores liv på. Hvilke drømme og håb kan vi med rette have til hinanden?

Lær at leve med inklusionens sygdomme

Det værste, der kan ske, er, at vi bliver ofre for vores egne sandheder. På inklusionsområdet kan vi se risiko for dette hele tiden – vi strømmer til hurtige løsninger, og de færreste kommuner er ikke blege for at bryste sig af nye kreative løsninger på inklusionsudfordringen.

Det er godt, for det kan inspirere andre – men de færreste kan bryste sig af at have fundet sandheden – og det er vigtigt at huske på konstant.

Det bliver aldrig helt godt nok – sådan er det!

Nogle gange må vi gøre, hvad vi kan for at slippe ud af vores egne sandheder. Det kan lykkes, og derfor tvangssteriliserer vi heller ikke ’tumper’ mere, derfor opfatter vi ikke længere homoseksualitet som en sygdom, derfor slår vi heller ikke børn mere. Det var sandheden dengang – men vi har forladt disse sandheder om vores praksisser og patologiske tækninger. Sådan vil vi formentlig også se tilbage på i dag om 20-30 år.

Det vigtigste råd, der kan gives til dig, som deltager i inklusionsdebatten, eller til dig som er en del af det system, som arbejder med at indramme de normale og udgrænse afvigerne, er, at du godt må lede efter helbredelsen, men du er nødt til at også at lede efter en måde lære at leve med vores ’sygdomme’. Det bliver aldrig helt godt nok – sådan er det!

Derfor må vi konstant lede efter måder at konfrontere os selv og andre på en konstruktiv måde. Derfor må vi altid fastholde en konstruktiv kritisk inklusionsdebat. Også selvom den kan opleves absurd!

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skoleliv@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden