Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Straf og belønning kan ikke sidestilles, mener Mads Thomsen, der lektor på pædagoguddannelsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Selvfølgelig skal vi belønne - men straf bør undgås

Vi skal væk fra at bruge straf i skolen, men det har intet med belønning at gøre, skriver lektor i pædagogik Mads Thomsen i en replik til lektor Mathilde Nyvang Hostrup.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I et debatindlæg 8. november sætter lektor i pædagogik, Mathilde Nyvang Hostrup, spørgsmålstegn ved, hvorfor vi anvender belønning, straf og konsekvenspædagogik i skolerne. Hun skriver blandt andet:

»Når forældre eller pædagogiske professionelle anvender metoder som at give belønning, konsekvens eller straf for en bestemt adfærd, så må det være et udtryk for, at vi tror, vi kan ændre børns adfærd gennem ydre styring.«

Hun nævner i den sammenhæng også, at det er veldokumenteret, at brug af straffende metoder har mange utilsigtede implikationer som f.eks. lavt selvværd og dårlige relationer til de voksne. Hvad Mathilde Nyvang Hostrup ikke nævner, er eventuelle problemer med at bruge belønning i pædagogikken, og det er der en god årsag til – der findes nemlig ingen videnskabelige undersøgelser, som i den forbindelse har dokumenteret uhensigtsmæssige bivirkninger.

Ikke en sammenhængende metode

Ikke desto mindre får Mathilde Nyvang Hostrup sidestillet brugen af belønning med straf og (negative) konsekvenser. Det skyldes sandsynligvis, at de oprindelige forskere på området, Edward Lee Thorndike, og hans efterfølger, Burrhus Frederic Skinner, tilbage i omkring 1900-tallet i teoriens spæde start, anvendte både belønning og straf i deres eksperimenter med adfærdsmodificering.

Vi ved om brugen af belønning, at den er motiverende og intensiverer den adfærd, der belønnes

Men forskerne forlod hurtigt brugen af straf, fordi de opdagede både de adfærdsmæssige og psykiske bivirkninger. Således har Skinner dedikeret et helt kapitel i sin omfangsrige bog fra 1953, ’Science and Human Behavior’, til at advokere for, at man i opdragelsen og pædagogikken ikke skal anvende straffende metoder, ej heller negative konsekvenser. På trods af denne pointe, har belønning og straf klistret sig til hinanden i en uundgåelig mytebaseret symbiose som yin og yang.

Hvad siger forskningen så egentlig?

Forskning gennem de sidste 100 år slår fast, at den menneskelige hjerne har brug for og er styret af belønning - både den, der relaterer sig til vores drifter, og den af social karakter. Brugen af straf og negative konsekvenser har som nævnt mange både utilsigtede bivirkninger og etiske implikationer. Hvorfor har vi så brug for belønning?

Når vi belønnes, udløses de vigtige indlæringsstoffer endorfiner. Det er vigtigt, når vi skal lære nyt i skolen, men det er også centralt for vores velvære og følelse af lykke. De fleste af os kender oplevelsen af at få succes med noget, stort som småt. Det kan være, det lykkes at få fikset et vandrør derhjemme, at få klaret sin træning, at udgive en bog, der bliver taget godt imod, eller at se sin løn gå ind på bankkontoen.

Brugen af belønning i pædagogisk regi handler i bund og grund om at skabe succesoplevelser for dem, der skal lære

I skolen ændrer denne oplevelse sig ikke for eleven – hjernen udskiller stadig endorfiner, når den oplever belønning, uanset hvordan det foregår. Det kan være i form af systemer med klistermærker, der gives for at komme til tiden, ros for at hjælpe en klassekammerat, anerkendelse for at prøve at lave matematik, når det er svært, et smil eller skulderklap fra læreren.

Hjernen diskriminerer ikke mellem disse oplevelser, selvom visse teoretikere hårdnakket postulerer, at eksempelvis anerkendelse ikke er det sammen som ros. I et forskningsmæssigt perspektiv er spørgsmålet derfor ikke, om vi skal belønne, men hvordan vi skal belønne.

Hensigtsmæssig belønning

Vi ved om brugen af belønning, at den er motiverende og intensiverer den adfærd, der belønnes. Vi ved også i et pædagogisk perspektiv, at det gælder om at belønne indsatsen og ikke produktet eller resultatet. Det vil sige, at elever, der eksempelvis har svært ved matematik og derfor muligvis forbinder det med nederlag og negative følelser, har (særligt) brug for at opleve belønning eller succes ved blot at prøve.

Brugen af belønning i pædagogisk regi handler i bund og grund om at skabe succesoplevelser for dem, der skal lære, uanset om der er tale om en personlig, social eller faglig læring. En anden central og vigtig pointe er, at hjernen ikke skelner mellem et point på en tavle for en indsats eller en positiv interaktion med læreren, hvor han eller hun anerkendes – det er samme fænomen.

Det er positivt, at Mathilde Nyvang Hostrup slår et slag for, at vi skal væk fra de ældgamle magtmidler i de straffende metoder såsom skældud, sanktioner og fysisk intimidering, der medfører mange uheldige bivirkninger og etiske implikationer, men dette har intet med belønning at gøre. Derfor skal straf og belønning ikke sidestilles.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden