Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Alexander von Oettingens bog 'Pissedårlig undervisning' er både selvmodsigende, skyldig i misforståelser, og den undsiger en hel profession, nemlig lærerprofessionen, mener Lars Qvortrup.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lars Qvortrup i svar til von Oettingen: Vi kommer længere med forskning end med pissedårlig undervisning

Evidensforskning kan sige, hvad der virker bedst i 90 ud af 100 tilfælde. At bruge den viden i den professionelle praksis er et langt bedre udgangspunkt end det, Alexander von Oettingen foreslår i sin bog – nemlig at vejen til god undervisning er dårlig undervisning, skriver Lars Qvortrup.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I min kommentar mandag 9. september, hvor jeg tog udgangspunkt i Alexander von Oettingens bog Pissedårlig undervisning, stillede jeg tre spørgsmål:

Er pissedårlig undervisning et vilkår, vi ikke kan undgå?
Er tanken om at styrke lærernes og skolernes professionelle kapital bare et skjult business gimmick? Og hvor efterlader det den læreruddannelse, din egen institution bidrager med?

I sin kommentar 10. september svarer von Oettingen ikke på et eneste af spørgsmålene. I stedet slår han ned på det, han kalder evidens- eller effektforskningen og påstår rask væk, at den er »et fupnummer«.

Lad mig nævne et eksempel: I en hel del år har mange danske kommuner brugt masser af millioner kroner på såkaldt 'turbolæring': At man med utraditionelle midler hjælper især drenge med at sætte turbo på fag, de havde det svært med. For et års tid siden undersøgte nogle af mine kolleger, om disse indsatser levede op til forventningerne. Svaret var - meget firkantet formuleret - at det gjorde de ikke. Derfor går man i dag andre veje: Man inddrager i langt højere grad indsatserne i den almindelige undervisning.

Pointen er, at forskningen ikke kan sige, hvad der hver gang virker bedst, men den kan sige, hvad der sandsynligvis virker bedst

Det var et typisk eksempel på evidens- eller effektforskning. Det gav vigtig og velinformeret feedback på en bestemt type indsatser. Det hjalp lærere og skoleforvaltninger i arbejdet med, at alle børn, uanset baggrund og forudsætninger, får bedst mulig gavn af skolen.

Er det »et fupnummer«? Nej, naturligvis er det ikke det. Det er et vigtigt bidrag til lærernes og forvaltningernes arbejde med hele tiden at skabe den bedst mulige skole.

Evidensforskning kan sandsynliggøre

Jeg har selv, igen og igen, fremhævet, at evidens- eller effektforskning ikke er svaret på alt. For det første fordi der er masser af andre former for vigtig forskning: Filosofisk, almen- og fagdidaktisk forskning osv. osv. For det andet fordi man aldrig kan slutte direkte fra et alment forskningsresultat til den unikke undervisningssituation.

At bruge den viden i den professionelle praksis er efter min mening et langt bedre udgangspunkt end det, von Oettingen foreslår i sin bog, nemlig at vejen til god undervisning er dårlig undervisning

Men det, forskerne forsøger at gøre, er at styrke lærernes professionelle dømmekraft, som - hvis jeg tør bruge ordet - ifølge forskning, nemlig velanskrevet professionsforskning kan beskrives i tre dimensioner: Viden, kunnen og villen. Man vil noget, dvs. arbejder ud fra professions-etiske idealer. Man kan noget, dvs. arbejder på basis af alle de erfaringer, man har gjort sig. Men man ved også noget, dvs. bruger den form for viden, som blandt andet forskning kan bidrage med.

Derfor prøver forskere at »identificere, hvad der sandsynligvis virker bedst«, skrev jeg – med en formulering, som von Oettingen vender og fordrejer. Pointen er, at forskningen ikke kan sige, hvad der hver gang virker bedst, men den kan sige, hvad der sandsynligvis virker bedst.

Den kan sige, hvad der virker bedst i 90 ud af 100 tilfælde, selv om det måske ikke virker bedst i de sidste 10 tilfælde, fordi omstændighederne her er anderledes.

At bruge den viden i den professionelle praksis er efter min mening et langt bedre udgangspunkt end det, von Oettingen foreslår i sin bog, nemlig at vejen til god undervisning er dårlig undervisning, at det i øvrigt er lige meget med dårlig undervisning, fordi eleverne jo kommer igen i næste time, og at det i øvrigt er »en livsløgn«, at eleverne kan lære noget af lærerne. Disse opfattelser kan hverken skolen, lærerne eller eleverne være tjent med.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden