Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Privatfoto
Foto: Privatfoto

Carsten Hogstad er næstformand i foreningen Skolens Venner.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: I en presset skoledag kan frivillige skolevenner styrke læring og trivsel

Donationer og frivillige ildsjæle betyder, at flere børn får en frivillig skoleven. Voksne skolevenner er nødvendigt for at modvirke mistrivsel i en travl skoledag, skriver næstformanden for foreningen Skolens Venner.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politiken Skoleliv omtalte i forbindelse med skolestarten for 60.000 nye elever i august, at det for de fleste er en spændende start med nye oplevelser og venner, men at et mindretal af eleverne på cirka 11 procent ikke vil trives.

Det er netop det forhold, som vi i foreningen Skolens Venner vil ændre på, ved at flere børn får en frivillig skoleven. De frivillige skolevenner består hovedsageligt af pensionister, der kan se et formål og et indhold i pensionisttilværelsen ved at være frivillig i en klasse.

På den måde kan børnene trives i deres skolestart - uden at det koster samfundet yderligere midler, men blot ved hjælp af de ressourcer, der findes i civilsamfundet. Det er noget, vi alle sammen vinder på.

Vores mål er, at de voksne skolevenner bidrager til, at flere børn trives i skolen. Det er afgørende, at så mange børn som muligt mærker, at de bliver set og hørt og oplever at få positiv opmærksomhed i skoledagen. Og det er vel at mærke ikke altid, at det sker i en presset skoledag.

De første år i fokus

Skolens Venner sætter fokus på særligt indskolingen, selv om vi har skolevenner på alle klassetrin. Det sker, fordi grundlaget for børns skolegang og uddannelsesliv dannes tidligt. Det ved vi blandt andet fra en ny analyse, som Vive (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) har lavet.

Her fremgår det, at børn, der har trivselsproblemer eller på anden måde er sårbare, når de starter i skole, klarer sig generelt dårligere senere i deres uddannelsesforløb. Jo flere udfordringer elever har ved skolestart, jo højere risiko er der for, at de ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er en alarmerende tendens.

Skolevennen er typisk i klasseværelset mellem to og fire timer om ugen og fungerer som en ekstra voksen, der »giver en hånd med« i klassens aktiviteter. Skolevennen har tid til at snakke med børnene om deres oplevelser, glæder og bekymringer og tilbyder et supplement til den lærerstyrede undervisning.

Det er vores klare overbevisning, at skolevennerne med deres personlighed hæver trivslen ved at skabe større voksenkontakt i klasser med stadig flere elever og mindre tid for lærerne til den enkelte elev.

En win-win

Fordi skolevennerne ikke indtager en lærerrolle, men som nævnt kun er et supplement til lærerens undervisning, støtter Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen Skolens Venner, da organisationerne har indset, at brugen af skolevenner i klasserne for alle parter er en klar win- win- situation.

Nu håber vi derfor på, at vi kan udbrede vores arbejde endnu mere. Skolens Venner fik i 2018 1,1 million kroner af Trygfonden til at udbrede konceptet og lave en undersøgelse af værdien af frivillige skolevenner i klasserne samt undersøge de frivilliges motivation for at påtage sig arbejdet som skoleven. En ny donation på 1,2 millioner kroner Egmont Fonden skal bruges på at opbygge en robust og økonomisk bæredygtig organisation, der løbende kan tilpasse sig ønsker og behov.

Skolens Venner er endnu i sin vorden, men vi håber i løbet af de næste år at kunne udbrede konceptet til hele landet. I skrivende stund er der lokalafdelinger i syv kommuner, serviceret og supporteret af landsforeningen. Vi håber, det bliver til mange flere. For både elever og frivilliges skyld.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden