Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Emil Kastrup Andersen
Foto: Emil Kastrup Andersen

Professor Lars Qvortrup rejser en kritik af prorektor Alexander von Oettingens bog, 'Pissedårlig undervisning', som udkom i juni.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lars Qvortrup: 3 spørgsmål til Alexander von Oettingen om 'pissedårlig undervisning'

Alexander von Oettingens bog 'Pissedårlig undervisning' er både selvmodsigende, skyldig i misforståelser, og den undsiger en hel profession, nemlig lærerprofessionen, skriver Lars Qvortrup.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I juni 2019 udgav prorektor på UC Syd, Alexander von Oettingen, en meget mærkelig bog med den bramfri titel Pissedårlig undervisning.

Hvorfor er bogen mærkelig? Det er den af tre grunde: Den er selvmodsigende. Den gør sig skyld i misforståelser. Og den undsiger en hel profession, nemlig lærerprofessionen.

Derfor har jeg tre spørgsmål til Alexander von Oettingen: Hvorfor disse selvmodsigelser? Hvorfor disse misforståelser? Og hvorfor denne karakteristik af lærerprofessionen? Men før du svarer, skal jeg jo nok uddybe mine påstande og spørgsmål en smule.

Bogen er selvmodsigende, fordi den ikke kan beslutte sig for, om pissedårlig undervisning (som jeg herefter bare vil kalde for PU) er et resultat af ydre omstændigheder eller et vilkår. I begyndelsen af bogen skydes skylden på alle mulige ydre omstændigheder: Lærerne er ikke gode nok. Indholdet i undervisningen er ligegyldigt. Skolelederne er for langt væk fra den pædagogiske praksis. Kommunerne styrer for meget. Forskningen er evidensinformeret og forsøger at levere effektevalueringer og viden om, hvad der virker. Alt dette fører angiveligt til PU.

Men senere i bogen synes PU at være et vilkår, der ikke kan undgås, ja som måske til og med skal hyldes.

»Pissedårlig undervisning er i udgangspunktet ikke noget dårligt, men vejen til den bedre undervisning. Man leverer ikke god undervisning, hvis ikke først man har oplevet dårlig undervisning,« skriver Alexander von Oettingen i bogen.

Derfor hjælper det »ikke med mere empirisk forskning eller praksisnær udvikling« . Og i øvrigt kan man aldrig vide, hvor det ender: »Enhver undervisning (kan) ende med at blive dårlig undervisning.«

Misforståelser

Bogen gør sig skyld i misforståelser. Blot ét eksempel: Hargreaves og Fullans indflydelsesrige teori om professionel kapital. I bogen om professionel kapital tager de to forfattere skarpt afstand fra økonomisk kapital og forretningskapital. Skolen er ikke en forretning, den skal ikke drives som en virksomhed. Den bygger på en helt andet form for kapital: Professionel kapital, nemlig menneskelig kapital (individuelle kompetencer), social kapital (gode former for samarbejde) og beslutningskapital (evnen til at træffe beslutninger i komplekse situationer, som al undervisning jo er fuld af).

Bogen undsiger lærerprofessionen

Men dette afficerer ikke Alexander von Oettingen – ikke det mindste. For når man taler om professionel kapital, bruger man »økonomiske begreber og økonomiske vækstmodeller til at beskrive skolens undervisning«. Og når først det er slået fast, får associationerne frit løb: »Det kan kun føre til pissedårlig undervisning i millionklassen, når lærerne ikke længere skal være lærere, men vækstmotorer for professionel kapital (…). Øjensynlig er pissedårlig undervisning big business,« står der i bogen.

Undsiger lærerprofessionen

Bogen undsiger lærerprofessionen. Ikke blot er skolen angiveligt fuld af pissedårlig undervisning, men det gør tilsyneladende ikke så meget: »Konsekvenserne er til at overse. Eleverne kommer igen i næste time, og så kan man korrigere.« Og i øvrigt kan det være lige meget, for »forestillingen om, at lærerne kan lære eleverne noget, og at eleverne kan lære noget af lærerne« – denne forestilling er en »livsløgn«, står der.

Gad vide om andre professioner ville tale sådan om sig selv? Nej, Alexander von Oettingen: Børnene går kun i grundskolen én gang i livet. Det er lærernes pligt at sørge for, at undervisningen er så god som mulig, og det er der tusindvis af lærere, der knokler med hver eneste dag.

I forhold hertil spiller forskerne en vigtig rolle: Vi prøver at identificere, hvad der sandsynligvis virker bedst, og gennem evalueringer bidrager vi til at lære af de fejl, der begås, alt sammen naturligvis med blik for undervisningens kompleksitet og paradokser og med ønske om at udvikle nye, spændende og velfungerende teorier om læring, undervisning og uddannelse.

Så, Alexander von Oettingen: Er pissedårlig undervisning et vilkår, vi ikke kan undgå? Er tanken om at styrke lærernes og skolernes professionelle kapital bare et skjult business gimmick? Og hvor efterlader det den læreruddannelse, din egen institution bidrager med? Skal den levere »metafysiske drømme eller urene fantasier«?

Eller skal den bidrage med viden om, hvad der sandsynligvis virker bedst i undervisningen, og hvordan man i praksis fremmer elevernes trivsel, motivation og læring – i en verden, der er kompleks, og som hele tiden kræver improvisationer og justeringer?

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden