0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mads Claus Rasmussen/Ritzay Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzay Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Erik Schmidt: Skolen i dag styres som en koncern – ’rekvireret’ skoleledelse kan være løsningen

Der er brug for en ny ledelseskurs i skoleverdenen, så det bliver nemmere at være lærer. Såkaldt ’rekvireret’ skoleledelse kan være svaret, skriver tidligere skolelærer Erik Schmidt.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er blevet sværere at være lærer i folkeskolen og endnu sværere at være en glad, selvstændig og tillidsfuld lærer.

Én af grundene er paradoksalt nok den form for styring og ledelse, som med brask og bram blev sat igennem med skolereformen og arbejdstidsloven i 2013-14. Paradoksalt, fordi skolelederen kun kan lede gennem læreren, der står med nøglen til den gode undervisning og dermed skolens kvalitet.

Måske kan ’rekvireret skoleledelse’ være svaret. Men hvad er spørgsmålet?

Spørgsmålet er, hvordan vi genskaber tilliden i skolen.

Indgribende styring

Skoleledelse og styring har siden indførelsen af arbejdstidsloven og skolereformen i 2013-14 ændret sig mærkbart i teknokratisk og autoritær retning.

Styringen af skolen var tidligere præget af flade hierarkier med lav magtdistance, fordi der allerede for mere end 200 år siden var skolefolk, der var klar over, at »undervisningens held ustridigt beror på lærer og lærlings vilje« og ikke alt mulig andet.

Af samme grund har pædagogikken i folkeskolens mere end 200-årige historie tilhørt lærerne, der også har haft stor indflydelse på beslutninger om skolens indretning og dagligdag.

Men det er slut. I hvert fald hvis den nye S-regering ikke afgørende skifter kurs. Efter indførelsen af internationale målesystemer og benchmarking-lister (PISA o.a.) mistede politikerne tilliden til lærerne, hvilket allerede var undervejs med indførelsen af New Public Management.

Det er en karikatur af skoleledelse, at den skal styre på baggrund af data og dessiner fra forvaltningen

Styringsformen blev indført i forlængelse af, at Firkløverregeringen i 1983 fremlagde et moderniseringsprogram for den offentlige sektor, der skulle fremme markedsstyring og publikumsbetjening.

Ifølge den nye styringsform ville de offentligt ansatte altid forfølge egne interesser, og derfor var der brug for mere indgribende styring. Skoleledelse blev en integreret del af skoleforvaltning.

En karikatur af skoleledelse

Så fulgte balladen i 2013-14 med Socialdemokratiet i en meget lidt flatterende brutal rolle, og i de socialdemokratisk ledede kommuner København og Aalborg besluttede B&U-forvaltningerne endda i 2017 at styrke den ledelsesform, der sætter system og data over stedets pædagogik og personlig dømmekraft.

De to kommuner er nemlig gået i samarbejde med Handelshøiskolen BI i Oslo om uddannelsesinstitutionens omstridte skolelederuddannelse. Ledere fra en væsentlig del af kommunens skoler er med millionstøtte fra A.P. Møller Fonden i gang med at uddanne sig efter det Osloinspirerede uddannelsesøkonomiske koncept med standardiserede test, konkurrence på alle niveauer, regelmæssig kortlægning af elevernes læringsresultater og konstant evaluering og opfølgning.

På den måde er skellet mellem styring og ledelse blevet forplumret, fordi skolelederne i alt for høj grad er blevet et redskab for styringen.

Skoleledelse handler ideelt set om noget andet end styring. Det handler om at samle skolens interessenter om den store opgave, det er at få skolen som kulturinstitution til at virke og få lærere og pædagoger til at yde deres bedste i kundskabernes og fællesskabets ånd. Skoleledelse er at beskytte undervisningen i bred forstand mod alt det, der står i vejen. Og skoleledelse er at oversætte demokratisk skolepolitik til skolehverdag.

Men det er en karikatur af skoleledelse, at den skal styre på baggrund af data og dessiner fra forvaltningen. En god skoleleder skal være på sin skole og under hensyn til skolens ressourcer, økonomi og ansatte gerne usynligt katalysere dynamikker, energier, evner, kapaciteter i flugt med folkeskolens og fagenes formål.

Luk munden og hold på kunderne

Ved en paneldiskussion på Folkemødet i år om ledelse og styring i folkeskolen blev begrebet ’rekvireret ledelse’ drøftet. Klaus Majgaard, der både har været forvaltningschef og højskoleforstander og nu underviser på Copenhagen Business School, gjorde det synspunkt gældende, at ledere gerne må være tilbageholdende og først og fremmest skal træde til, når de bliver rekvireret af lærere og pædagoger.

Altså således at ledelse primært bliver et svar på et synligt opstået behov. Det er et ganske forfriskende synspunkt.

Men det kolliderer med moderne, strategiske styringssystemer, hvilket Majgaard selvfølgelig godt ved. Det gør ikke hans synspunkt mindre interessant.

Folkeskolen styres i dag som en koncern, der skal klare sig bedst muligt i internationale målinger og ’holde på kunderne’ i konkurrence med de private og frie skoler

Folkeskolen styres i dag som en koncern, der skal klare sig bedst muligt i internationale målinger og ’holde på kunderne’ i konkurrence med de private og frie skoler. Derfor bliver omdømmet og brandingen et konkurrenceparameter. Kritik og dårlig omtale stiller koncernen ringere end andre udbydere.

Når politikere og forvaltning ikke har tillid til lærerne, styres der hen over hovedet på den faggruppe, der skal udføre de til tider upopulære beslutninger og lægge ryg til fejldispositioner og foranstaltninger, der ikke virker. Det skaber kritik, og når det sker, har vi balladen, for styringsrepræsentanterne vil forsøge at inddæmme den for at opretholde magt og momentum.

Derfor er der væsentligt flere tjenstlige samtaler med lærere, der fremfører intern kritik. Skoleledere bruger det i højere grad som et aktivt ledelsesredskab, der kan lukke munden på kritiske eller besværlige lærere. Der er da også kun en tredjedel af lærerne, der tør sige, hvad de mener på møder inden for skolens fire vægge, og kun en fjerdedel af lærerne mener, at de har frihed til at ytre sig offentligt om skolehverdagen.

Det er ikke godt, for det betyder, at beslutninger gennemføres på et mindre oplyst og informeret grundlag.

Bullshit og dobbeltbudskaber

Sproget er magt. En vigtig sidedisciplin til moderne styring går ud på at iklæde upopulære og kvalitetsminimerende handlinger en sproglig dragt, der får dem til at fremstå tilforladelige eller endda fordelagtige. Eller som får medarbejdere til at rage ud i uoverskuelige eller uløselige dilemmaer, der ender med, at de som nederste led i styringskæden, står tilbage med problemet. Det er det, som fagfolk kalder for bullshit.

Det er en slags dobbeltbudskaber, der skaber mistillid og gør det vanskeligt for medarbejdere i det offentlige at agere. Det er f.eks. et strategisk dobbeltbudskab, når formanden for Rådet for Børns Læring, den tidligere direktør for Dansk Industri Charlotte Rønhof, ved én lejlighed siger:

»Lærerne har tudet rigtig meget og sat sig selv i en offerrolle.«

Og ved en anden lejlighed siger:

»Heldigvis har vi masser af dygtige og engagerede lærere, der hver dag løfter en samfundsopgave, vi aldrig nogensinde kan overdrive betydningen af.«

Rønhof benytter sig af en dobbelt strategi, der på én gang skal mistænkeliggøre lærernes adfærd, men samtidig skal bekræfte hendes position og strategisk holde en dør åben til lærerne, der dog udgør en slags nødvendighed i skolen.

Dobbeltbudskaber og dobbeltbinding skaber stress og udbrændthed hos lærere og andre offentlige ansatte. Psykologen Nadja Prætorius betragter det som en form for systemmobning, hvilket hun har beskrevet i sin bog Stress - det moderne traume. Det er en ganske alvorlig sag.

På tide at ændre kurs

Vi står med en styring og en afledt ledelsesform, der med udgangspunkt i 1980’ernes inspiration fra den vestlige økonomiske organisation OECD er baseret på en opfattelse af, at skole og uddannelse er varer på et marked. Det er derfor, fælles standarder er blevet vigtige.

Organisationen, der står bag PISA-listerne, arbejder sammen med store, private edu-business-firmaer som Pearson, der er det største, globale forlag, der producerer læringsprogrammer og alt andet inden for uddannelse.

Varegørelsen af uddannelser handler i sidste ende om at flytte uddannelserne fra de samfundsmæssige, kulturelt-politiske områder til den globale markedsplads, skriver Lejf Moos i sin bog Pædagogisk ledelse i en læringsmålstyret skole?.

Han hæfter sig også ved A.P. Møllers indtog i folkeskolen med donationen på 1 milliard, som hverken regeringen eller KL har indflydelse på.

Den danske folkeskole er blevet offer for en uddannelsesøkonomisk styring, der har indbygget markedslignende dynamikker. Styringen baseres på data og digital teknologi, og forestillingen om at internationale metaundersøgelser af læringseffekt kan skabe evidens og danne baggrund for politiske beslutninger har tilsyneladende ført til ny-autoritære ledelsesformer.

Det er former, der instrumentaliserer pædagogikken og benytter sig af afvæbnende, strategisk kommunikation (dobbeltbudskaber og inddæmning af kritik), hvilket ofte medfører stress hos dem, der har en professionel opgave og et fagligt og personligt engagement.

Det er på tide at ændre kurs.

Men skal der så ikke styres og ledes?

Jo.

Der er brug for styring, men med Klaus Majgaards ord må det gøres dialogisk, sensitivt og autentisk. Og der er brug for skoleledelse, men skolelederen må, som Lejf Moos skriver, være en bro, en katalysator eller en translatør mellem skolens omverden og skolens indre verden.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden