Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Arkivfoto
Foto: Arkivfoto

Den svenske skoleelev og miljøaktivist Greta Thunberg er symbolet på den angst, som har bredt sig til børn helt ned i 1. klasse, skriver skolelærer Pia Henriksen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Klimaangst har bredt sig til børn helt ned i 1. klasse

Når røgen fra valgkampen har lagt sig, og klimaet ikke længere står øverst på dagsordenen, skal vi huske, at selv helt små børn har en frygt, som ikke forsvinder, mener skolelærer Pia Henriksen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Forleden kiggede et barn i 1. klasse på mig og spurgte med forsigtig alvor:

»Hvad sker der egentlig, når verden snart går under på grund af klimaforandringerne? Hvad skal vi så stå på? Hustage?«

Selvom jeg længe har været vidne til den voksende klimaangst blandt børn og unge, var det første gang, at det ramte mig, hvor tidligt det starter. En angst, som ikke kun knytter sig til frygten for fremtiden eller mangel på samme, men også til den utryghed, der opstår i børn, når de føler, at de voksne ikke tager ansvar.

Den svenske skolepige og miljøaktivist Greta Thunberg har netop besøgt København i  forbindelse med den store klimamarch, og det har givet anledning til en heftig debat, som har ulmet, siden den 16-årige blev verdenskendt for sine skolestrejker.

Uanset hvad man mener om den modne følgerskare, pigen, hendes mor eller deres nye bog, så er Greta blevet fakkelbærer for en hel generation af børn og unge. De genkender de følelser, som hun repræsenterer og behovet for selv at prøve at finde løsninger i afmagt. Hun er symbolet på den angst, som har bredt sig til børn helt ned i 1. klasse.

Det er vores forbandede pligt ikke at vende det blinde øje til Greta, når hun sidder på sit strejketæppe

Samtidig har hun startet et spirende børneoprør. Blandt andet ved at gøre det værste, man kan forestille sig i en tid, hvor børn skal sprænge alle rammer for, hvad en generation kan lære. Nemlig at blive væk fra skolen en dag om ugen.

For børnene er det ikke bare modigt. Det er også med til at vække deres slumrende drøm om frihed fremfor udsigten til en forudbestemt vej fastlåst af nødvendighedens politik. En vej, som de alligevel føler, fører dem lige lukt ind i klimahelvedes flammer.

Vi må ikke vende det blinde øje til Greta

Når røgen fra valgkampen har lagt sig, kan man godt frygte, at den store, grønne, politiske interesse hurtigt bliver glemt, når hverdagen melder sig på Christiansborg og i Europaparlamentet.

Tilbage sidder børnene med en frygt, som ikke forsvinder, og det er vores forbandede pligt ikke at vende det blinde øje til Greta, når hun sidder på sit strejketæppe. Uanset om vi ønsker klimaindsatser eller ej.

Hvis vi skal tage de børnestemmer alvorligt, som hun afspejler, så skal vi forstå hende som en daglig påmindelse om den utryghed, som børnene oplever, når de voksne svigter.

Da jeg selv var 16 år i 1992, blev der afholdt klimatopmøde i Rio. Dengang rakte min barnlige og politiske uskyld ikke længere end til, at jeg forestillede mig, at de voksne ansvarligt ville lave en ambitiøs aftale og overholde den. Den blinde tillid til voksne er ikke nutidens børn og unge forundt. De er både tidligt oplyst om den politiske dagsorden og tror, at ansvaret for at redde verden er placeret hos dem.

Det pres er de vant til fra andre områder af deres dagligdag. Der bliver f.eks. hele tiden grebet ind i deres børneliv med henblik på, at de skal blive dygtigere, mere målrettede, innovative og digitale genier, hvis vi som land skal opretholde velfærd og kunne klare os i den globale konkurrence. Barndommen har brug for asyl.

Efter en kort samtale med det lille barn i 1. klasse, spurgte jeg, hvem der dog havde sagt, at jorden ville gå under.

»Det siger de andre børn i klassen,« lød svaret, »men jeg sagde også til dem, at de skulle stoppe med at tænke på det, for vi er jo bare børn.«

Ja, det er nemlig lige, hvad de er. Børn.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden