Stresspanelets forslag om at sætte faget 'livsmestring' på skoleskemaet er et velkomment livtag med den præstationskultur, der har spredt sig i børnehøjde, og som medfører et stigende antal børn, som føler sig stressede, pressede eller forkerte og ensomme.
Imidlertid skal vi mere grundlæggende sætte spot på de professionelle voksnes arbejde med at styrke både selvtillid og selvværd hos børnene, hvis vi for alvor vil give børn tyngden til at stå imod. På Herfølge Skole og SFO har lærere og pædagoger i 100 dage givet børn i 1. og 2. klasse livsmestring – ikke som et fag på skemaet, men som en tilgang på tværs af fag og faglighed.
Præstation forudsætter selvværd
Skoler er til for, at børn lærer at vide og kunne og får en fornemmelse for, hvad de kan, og hvad de ved. Det styrker børns selvtillid. Selvtilliden kan dog også have en slagside.
Selvværd giver børn en evne til at imødegå udfordringer på en konstruktiv måde
Jan Stolzenbach Nielsen og Nana Scheibel
Børnene vokser op i en præstationskultur, hvor de føler sig pressede over at skulle leve op til omverdenens forventninger og krav. Hvor dét at lykkes og du i livet udelukkende knyttes til, hvad barnet formår at præstere. I vores optik kaster det kun lys på den ene dimension af det, der kræves for at kunne bevæge sig livsdueligt i en foranderlig verden.
Jan Stolzenbach Nielsen
Børn har brug for at være mere end deres præstation. I en præstationskultur er det i særlig grad børnenes følelsesliv og deres tanker om sig selv, der er under pres, og som ikke bliver luftet og set i fællesskabets lys.
Den anden dimension af 'at du i livet' er barnets selvværd. Det er hele forudsætningen for at kunne præstere, fordi selvværd giver børn en evne til at imødegå udfordringer på en konstruktiv måde.
Lad os kalde det livsduelighed
Kært barn har mange navne. Livsmestring, robusthed, livsduelighed. Vi foretrækker ordet livsduelig. At være livsduelig betyder grundlæggende 'at du i livet'. Det vil sige, hvordan det enkelte barn håndterer og klarer sig i forskellige situationer, hvor det oplever både med- og modgang.
Nana Scheibel
På Herfølge Skole og SFO har vi forsøgt at oversætte livsduelighed til et sprog, som også børnene forstår. Vi har derfor spurgt børnene, hvornår de oplever, de dur til noget. Vi har også spurgt ind til, om der er situationer, de finder vanskelige, men hvor de ikke giver op, og om hvad de laver, når de har det godt sammen med andre.
Livsduelighed er ikke noget, der bare skabes, én gang for alle. Den kan styrkes i de relationer
Jan Stolzenbach Nielsen og Nana Scheibel
Vi har brugt billedet af en tumlingedukke som en illustration på det livsduelige barn. Tumlingedukken, der med sin bredde og tyngde i bunden, formår at rejse sig igen, når den er blevet tippet omkuld. Toppen af tumlingen er barnets selvtillid – dets præstationer. Dét, som kan ses, vejes og vurderes.
Bunden i tumlingen er barnets selvværd. Det er barnets egen vurdering af dets tanker og følelser. Forskning i børns læring viser, at et godt selvværd og en positiv selvvurdering er et væsentligt fundament for børns læring. Hvis børnenes egen vurdering af, hvad der er vigtigt, forskyder sig til præstationen - toppen af tumlingen - så bliver tyngdepunktet for højt, og de vil have vanskeligere ved at rejse sig igen, når de oplever modgang eller manglende præstationer.
Voksne giver børn tyngden til at stå imod
Livsduelighed er ikke noget, der bare skabes, én gang for alle. Den kan styrkes i de relationer, der findes i familien, det sociale netværk, i fritidslivet, skolen og SFO’en. Men kun hvis vi voksne er opmærksomme på ikke kun at kaste lys på det børn kan og ved, men også hjælper dem til at give udtryk for, hvad de tænker og føler.
At arbejde med livsmestring, som et bevidst fokus i skolen og SFO’en er at tage relationerne alvorligt - livsdueligheden udvikler sig ikke bare af sig selv. Der kan og skal aktivt gøres noget for at stimulere den og højne både voksnes og børns opmærksomhed på, at værdierne i fællesskabet er et afgørende element for at skabe læring.
Efter 100 dage med livsduelighed på Herfølge Skole er lærere og pædagogerne blevet forundret over, hvad der kan ske, når de selv arbejder mere bevidst. Skole og SFO står ikke med et vellykket projekt, der har haft særlige ressourcer, og som nu skal skubbes ind i dagligdagen. Nej, i stedet er en praksis vokset frem i sprækker af anledninger for at styrke børns livsduelighed, og det er nærværende voksne har givet børnene tyngde til at stå imod.
Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk
Skriv kommentar