Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Nedlæg følgeforskningen, skriver lektor ved UCL Keld Skovmand.
Foto: Privatfoto

Nedlæg følgeforskningen, skriver lektor ved UCL Keld Skovmand.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Keld Skovmand: Lars Qvortrups tilgang til følgeforskningens resultater er helt ukritisk

Professor Lars Qvortrup drager meningsløse konklusioner om folkeskolereformens effekter, mener lektor Keld Skovmand.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Professor Lars Qvortrup (LQ) promoverer i et debatindlæg på Politiken Skoleliv følgeforskningsprogrammet for folkeskolen.

LQ er glad for tal: Der er foreløbig udkommet hele 51 rapporter, der tilsammen andrager mere end 5.000 sider. Det er meget omfattende, og det er, som om omfanget i sig selv borger for kvaliteten – for LQ.

Som Villy Sørensen engang bemærkede, kan man ikke kvantitere sig ind i det kvalitative. 5.000 sider er en ligegyldighed, hvis de ikke er værd at læse.

Man skulle have sikret et armslængdeprincip

Der er afsat 75 millioner kroner til følgeforskningsprogrammet. Det er et interessant tal.

Tallet 7 er også interessant - det var antallet af deltagere i følgeforskningsprogrammets styregruppe, da den blev etableret. Kredsen er snæver, og der er i vid udstrækning sammenfald mellem disse aktører og den kreds, der var med til at forberede, implementere og legitimere reformen: Danmarks Evalueringsinstitut, Rambøll, Aarhus Universitet (DPU og Trygfondens Børneforskningscenter), UC VIA og VIVE, som er en fusion af SFI og KORA.

Det er slet og ret useriøst. Det er den anden ting, vi ved om følgeforskningen

Vi taler overordnet set om to konsulenthuse og tre vidensinstitutioner, som administrerer en relativt stor pose penge. Begge konsulenthuse og det involverede universitet samt professionshøjskolen befinder sig i en prekær dobbeltrolle og har muligvis et habilitetsproblem. Det er den ene ting, vi med sikkerhed ved om følgeforskningen.

Nogen skal jo naturligvis have en sådan bevilling, når den nu engang er givet, men Undervisningsministeriet skulle måske have gjort sit til at sikre et vist armslængdeprincip. Ingen skal jo sættes til at evaluere effekten af noget, som de selv har været med til at foreslå og implementere.

Det virker utroværdigt, og troværdighedsproblemet forstærkes af, at der angiveligt ikke er nogen, der validerer eller evaluerer følgeforskningen. Det skulle man måske overveje at etablere et program for. Aalborg Universitet og UC Syddanmark kunne sidde i styregruppen for det. Der har de flere gode folk.

Det virker også utroværdigt, at det er LQ, der sammen med to unavngivne kolleger fra DPU, som har sæde i styregruppen, formidler overblikket over, hvad den omfattende følgeforskning viser. Det er svært at opfatte debatindlægget som udtryk for andet end strategisk institutionel interessevaretagelse og reformlegitimering.

Den manglende troværdighed forstærkes af, at LQ’s tilgang til følgeforskningens resultater er helt ukritisk. Der er ellers god grund til at være kritisk.

Der mangler belæg for påstande

I forbindelse med udfærdigelsen af min ph.d.-afhandling lavede jeg en kildekritisk gennemgang af følgeforskningsrapporten om brugen af Fælles Mål i folkeskolen.

I min gennemgang kontrollerede jeg alle de angivne kilder og konstaterede, at der mangler belæg for de 'forskningsudsagn', som rapportens undersøgelsesdesign baserer sig på. Rapporten er angiveligt peer reviewed, men det er uklart, hvilken form for fagfællebedømmelse, den har været igennem, og der synes at mangle en elementær kvalitetssikring af arbejdet. Rapporten er helt enkelt ikke valid.

Der fremføres vidtgående påstande om dobbelteffekten af dette og hint. Dobbelteffekten vedrører elevers læringsudbytte og trivsel, indsatsen er tydelige læringsmål eller det, der ligner:

»Passende læringsudfordringer (undervisningsdifferentiering) fremmer læringsudbytte og trivsel for alle elever,« står der eksempelvis.

Indsatsen er risikofri, gevinsten sikker: Hvis man blot formulerer tydelige, individuelle læringsmål, bliver alle elever både dygtigere og gladere. Den påstand er der intet belæg for, det siger sig selv. Det er slet og ret useriøst. Det er den anden ting, vi ved om følgeforskningen.

Evalueringssystematik?

LQ er optaget af effekter, men glemmer at nævne, hvad det er, skolereformen formelt skal vurderes på, nemlig fremgang i elevernes præstationer i nationale test. Her er målene, så vidt vides, et godt stykke fra at være nået.

LQ henviser til effekten af »klare mål«, som optræder i en rodekasse med elevernes relationer til læreren, ro i klassen, spændende opgaver og »tydelighed og klare mål«. Disse faktorer har en effekt, idet de udløser »større sandsynlighed for at opnå højere niveau af faglig deltagelse og trivsel«. Hvorvidt de også rent faktisk påvirker elevernes faglige niveau, oplyses ikke, og om der er tale om andet og mere end sandsynlighedsoptimering, får vi heller ikke at vide. Klart er det imidlertid, at der ikke er nogen evidens for nogen isoleret effekt af tydelige mål i forhold til hverken læringsudbytte eller trivsel. Det viser min forskning.

Qvotrups absurde konklusioner

LQ bruger sin gengivelse af følgeforskningen til at drage flere meningsløse konklusioner. For det første forstår han ikke, at lærerne i vigende grad bruger Fælles Mål, når forskningen nu viser, at klare mål har en effekt (hvad de så ikke har). Her er præmissen, at Fælles Mål faktisk er klare, hvad LQ ikke kan have undersøgt.

Fælles Mål indeholder således mange helt uklare målformuleringer, og mange af dem er på et lavt niveau. Mange uklare og uambitiøse mål i en læreplan vil sikkert kunne afholde, hvis ikke afskrække, en del lærere fra at bruge dem.

For det andet konkluderer LQ, at undervisningskompetencer er underordnet, fordi forskningen viser, at det ikke gør nogen forskel, om lærerne er uddannet i de fag, de skal undervise i (bortset fra i 6. klasse). Med andre ord betyder det ingen ting, om en lærer, der f.eks. underviser i engelsk i 9. klasse og skal føre en klasse til folkeskolens afgangsprøve til sommer, har modtaget undervisning i engelsk i sin læreruddannelse eller besidder tilsvarende kompetencer.

Konsekvenserne af dette »forskningsresultat« er både pædagogisk og politisk vidtgående. Undervisningsfagene i læreruddannelsen kan afskaffes, hvilket kan afkorte uddannelsen med minimum 1,5 år. Kommende lærere skal blot lære noget om relationsarbejde, ro i klassen, opgavestilling og tydelige mål – det viser følgeforskningen.

LQ mener også, at der skal øget fokus på almene »didaktiske færdigheder og kompetencer« i stedet for det misforståede fokus på fag. I tråd hermed vil man roligt kunne afskaffe folkeskolens fagrække og i stedet indføre en række almene kompetenceområder – f.eks. Ro og relationer.

I min bog Folkeskolen – efter læringsmålstyringen? foreslår jeg, at følgeforskningsprogrammet nedlægges. Jeg kan ikke se, hvad det gør godt for, og jeg synes, det er mange penge at bruge på viden, som der ikke er nogen sikkerhed for kvaliteten af. Det er noget andet, vi ved om følgeforskningen: At 75 millioner kroner er mange penge, og at vi ikke ved, hvad vi får for dem.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden