Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Rolf Hvidtfeldt kommenterer på Lene Tangaards debatindlæg om indlægssedler og bivirkninger i pædagogik.
Foto: Privatfoto

Rolf Hvidtfeldt kommenterer på Lene Tangaards debatindlæg om indlægssedler og bivirkninger i pædagogik.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Indsamling af information om bivirkninger i pædagogik ville gavne både praktikere og børn

Lene Tangaards analogi til sundhedsvidenskab i sit nyeste debatindlæg om bivirkninger i pædagogik er god, men man kan få endnu mere ud af den, skriver ph.d. i videnskabsfilosofi Rolf Hvidtfeldt og præsenterer et forslag til en bivirkningshåndteringsstrategi.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lene Tanggaard (LT) skriver i Politiken Skoleliv den 25. februar om pædagogiske bivirkninger og efterlyser i den forbindelse strategier til at håndtere disse. Jeg har et forslag. Men før jeg beskriver dette, er det på sin plads at nævne følgende:

Jeg er fuldstændig enig med LT. Man bør altid læse indlægssedlen, der beskriver de potentielle bivirkninger i forbindelse med anvendelsen af pædagogisk forskning. I det hele taget bliver bivirkninger slet ikke taget tilstrækkeligt alvorligt i pædagogiske sammenhænge. Det er værd at tilføje, at det samme gør sig gældende i forhold til psykologisk forskning og meget af den forskning, der specifikt relaterer sig til læring på den ene eller anden måde.

Den oplagte indvending er selvfølgelig, at det kan være svært at læse indlægssedler, når disse ikke følger med. Man kan videre indvende, at det også er ganske svært overhovedet at skrive indlægssedler, når der ikke foregår nogen systematisk indrapportering af bivirkninger, utilsigtede effekter eller for den sags skyld fravær af positiv effekt. For sagen er jo nok desværre også den, at de af forskningen foreslåede tiltag og interventioner nogle gange simpelthen er virkningsløse.

Analogi til sundhedsvidenskab kan tages længere ud

Jeg synes, at LT's analogi til sundhedsvidenskab er god. Men jeg tænker også, at man kan få betydeligt mere ud af analogien, end LT gør i sit indlæg. Måske skyldes den manglende udnyttelse den tankegang, der tilsyneladende ligger bag en af LT's afsluttende bemærkninger. Hun skriver:

»Naturligvis kan man ikke forske på samme måde i bivirkninger eller performative effekter af pædagogiske interventioner i pædagogikken, som man gør det i medicinsk forskning. Genstanden er en anden. Kompleksiteten er på mange måder langt større i pædagogikken.«

Men er det nu helt rigtigt? Jeg mener, der er flere lighedspunkter end som så. Og måske er det slet ikke selvfølgeligt, at man ikke kan udføre temmelig tilsvarende forskning i pædagogiske bivirkningsprofiler.

Det er faktisk ikke i kontrollerede laboratoriestudier, at den betydeligste del af informationen om bivirkninger indsamles

For det første: Kompleksiteten er selvfølgelig også ret stor inden for sundhedsvidenskab. Dette inkluderer masser af performative effekter af både den ene og anden art. Det er for eksempel helt ukontroversielt, at patienter ofte oplever gavn af falske interventioner (placebo-effekter).

Det forekommer også ofte, hvilket måske er lidt mindre kendt, at patienter oplever bivirkninger uden at have fået den rigtige medicin (såkaldte nocebo-effekter). Diagnosticering er også forbundet med komplekse, performative (psykosomatiske mv.) effekter.

En reel og betydelig forskel mellem sundhedsvidenskab og pædagogisk forskning er, at det er meget nemmere at lave placebo-kontrollerede medicinske studier, simpelthen fordi det er nemmere at snyde folk med falske piller end med falsk pædagogik. Men det er faktisk ikke i kontrollerede laboratoriestudier, at den betydeligste del af informationen om bivirkninger indsamles.

Selvom det ikke er rart at tænke på, er det relevant at overveje, hvordan de mulige bivirkninger der står anført på medicinske indlægssedler faktisk indsamles. For mange bivirkninger opdages først, når medicinen er frigivet til almindelig brug.

Indsamlingen foregår i det, man kalder fase fire studier, hvilket betegner informationsindsamling, der foregår efter, at medicinen er kommet på markedet og således kan udskrives af praktiserende læger. I denne fase er det i vid udstrækning op til patienterne selv og deres praktiserende læge at bemærke bivirkninger, som lægen så kan indrapportere.

En bivirkningshåndteringsstrategi

Der er vel faktisk intet principielt til hinder for at etablere et system, hvor praktiserende pædagoger og praktiserende lærere systematisk indsamler information om pædagogiske bivirkninger eller fravær af positive effekter.

Eller det vil sige: Det ville jo forudsætte, at pædagogers og læreres vurderinger blev taget alvorligt. Altså alvorligt nok til potentielt at kunne undergrave pædagogiske forskeres ellers kvalificerede vurderinger. Det ville formentlig kræve en eller anden form for kompetenceløft, og i hvert fald en eller anden form for autoritetsløft.

Der er selvfølgelig flere udfordringer, der gør mit forslag svært at føre ud i livet. Også udover at det som alle andre ting koster penge og tid

Det følgende er altså mit forslag til en bivirkningshåndteringsstrategi: Inddrag erfaringer fra praktikerne på gulvet i evalueringen af forskningen. Skab en feedback-mekanisme, hvor gode og dårlige erfaringer fra den praktiske anvendelse af forskningen tages alvorligt og fører til genovervejelse, justeringer af anbefalinger eller evt. forkastning af forskningsresultater.

Lidt yderligere overvejelser viser radikaliteten og potentialet af dette forslag. Praktikere (altså dem 'på gulvet') modtager sjældent forskningsbaseret viden direkte fra kilden, men stort set altid via diverse mellemled som f.eks. interesseorganisationer, konsulenter, embedsmænd og PPR-medarbejdere mv.

Alle disse bidrager til at raffinere og forsimple informationen og i et vist omfang tilpasse den til egne formål og interesser. Konsekvensen er selvfølgelig, at der kan nå at ske meget med informationen, før den faktisk bliver bragt i anvendelse.

Dette foreslåede system kunne have den (positive) sideeffekt, at de forskellige transformationer, som informationen undergår undervejs gennem de forskellige formidlingsled, vil stå betydeligt mere frem. Forskeren selv vil som udgangspunkt have vejet sine formuleringer på en guldvægt før publicering, og vil derfor let kunne få øje på indhold der er ændret eller vredet ud af form.

Dette vil kunne bidrage til en tiltrængt kalibrering af anvendelsen af den pædagogiske forskning og vil gøre det sværere at slippe afsted med strategisk eller selektiv evidensbasering.

Effekten vil være positiv, men kameler skal sluges

Der er selvfølgelig flere udfordringer, der gør mit forslag svært at føre ud i livet. Også udover at det som alle andre ting koster penge og tid.

Noget af det mest centrale er, at forskere i dag ikke har mange incitamenter til at tage deres egen publicerede forskning op til kritisk genovervejelse. Dels fordi det er stort set umuligt at finde finansiering til at evaluere allerede publiceret forskning, dels fordi de færreste kan se fordelen i at investere energi i at fremhæve egne fejl. Den slags er på ingen måde karrierefremmende.

Konklusionen er, at det ville formentlig være godt for forskningen, praktikerne og måske endda børnene, hvis man etablerede systematisk indsamling af information om bivirkninger og manglende effekter af pædagogisk, læringsteoretisk og psykologisk forskning.

Men der ville skulle sluges en del kameler på mange forskellige niveauer.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden