For et par måneder siden mødtes jeg med to kolleger på DPU. Vi besluttede os for systematisk at gennemlæse alle de evalueringsrapporter om folkeskolereformen, der indtil nu er publiceret. Hvad ved vi om reformen og dens effekter? Hvad ved vi i det hele taget om den danske folkeskole i dag?
Svaret er: Vi ved en masse. Det er bare med at tage for sig af retterne. Indtil nu er der offentliggjort 51 rapporter. Hver rapport er på ca. 100 sider, så lige nu foreligger der ca. 5.000 siders evalueringer.
Hvordan gennemlæser man så mange rapporter systematisk? Man kan jo ikke bare lave et resumé af hver enkelt rapport og så klistre alle resumeerne sammen til et dokument. Derfor besluttede vi at udvælge ti temaer og læse ’på tværs’ af rapporterne. Temaerne var for eksempel elevernes faglige deltagelse, den længere skoledag, motion og bevægelse osv.
Ud af de uendelige mængder af viden i disse mange rapporter vil jeg gerne trække tre temaer frem, som alle har været genstand for en heftig debat i offentligheden.
1. Har klare mål en effekt?
Det ene tema omfatter tydelighed og klare mål i undervisningen. En af rapporterne dokumenterer, at der er større sandsynlighed for at opnå højere niveau af faglig deltagelse og trivsel, hvis eleverne oplever, at de har en positiv relation til deres lærer, at læreren sørger for ro i klassen og giver eleverne spændende opgaver, og at der er tydelighed og klare mål i undervisningen.
’Klare mål’ er med andre ord ikke noget, som fanden har skabt. De nytter. Men det skal også tilføjes, at den positive relation til læreren er vigtigere end klare mål.
I forlængelse heraf er det påfaldende, at en anden rapport viser, at i 2016 angav 9 procent af lærerne, at de ikke anvender Fælles Mål i undervisningen. I 2018 var andelen vokset til 22 procent Det er da interessant: Hvorfor vokser andelen af lærere, der ikke bruger fælles mål, når det nu virker? Skyldes det den offentlige debat? Er det ideologi og ikke viden, der styrer?
2. Lektiecafeer virker
Det andet tema handler om lektiehjælp. Mange husker nok, at lektiehjælp ikke var obligatorisk i reformens første år og i hele forløbet har været omstridt.
Jeg hæfter mig ved ét resultat: At for elever, der ikke oplever at kunne få hjælp til lektier uden for skolen, er der en positiv sammenhæng mellem deltagelse i lektiehjælpen og de faglige resultater ved eksamen i 9. klasse.
Som der står i forskningsrapporten: »Resultaterne peger i retning af, at de elever, som i mindre grad oplever at få hjælp til lektierne, får relativt mere ud af lektiehjælpen i både dansk og matematik, end de elever, som kan få hjælp af forældrene.« (Jensen, Arendt & Nielsen, VIVE 2018)
Det var jo det, der var ideen fra starten: Kan man ikke få hjælp derhjemme, er det vigtigt at kunne få den i skolen. Igen ser det ud til, at ideologi har været stærkere end viden.
3. Er kompetenceudvikling pengene værd?
Det tredje tema er kompetenceudvikling. Som led i folkeskolereformen blev der indgået en aftale om, at 95 procent af undervisningstimerne i folkeskolen i 2020 skal varetages af undervisere, som har undervisningskompetence eller tilsvarende kompetencer i faget, og der blev afsat 1 milliard kroner ekstra til kompetenceløft af lærere og pædagoger frem mod 2020.
Men kan det betale sig? For det første er det dyrt at give lærerne et fagligt kompetenceløft. For det andet koster det penge for skolerne, der skal vikardække. For det tredje giver det et dyrere skema, når det kun er lærere med faglig kompetence, der kan undervise på de pågældende fag.
Overfor det står, at effekten af undervisningskompetence er beskeden. Som der står i rapporten: »Lærernes undervisningskompetence har en positiv effekt på elevernes faglige præstationer i 6. klasse, når man sammenligner med lærere, der ikke har undervisningskompetencer (…). Effekten er dog beskeden og findes kun for 6. klasse og (…) ikke for 9. klasse.«
Så spørgsmålet er relevant: Kan denne indsats betale sig? Kunne man ikke bruge pengene på noget, der havde større effekt?
Et andet sted i samme rapport kan man læse, at »der er ingen overordnet sammenhæng mellem, om lærerne har undervisningskompetence og deres undervisningspraksis«. Der står også, at der ikke er nogen sammenhæng mellem lærernes undervisningskompetence og elevernes faglige interesse og deltagelse. (Bjørnholt et al., KORA 2017)
Det rejser et andet spørgsmål: Den udbredte tro på, at faget og den faglige kompetence er alfa og omega – er den forkert? Skal vi ikke først og fremmest se på de didaktiske kompetencer og færdigheder?
Som det fremgår: Der er masser af spændende læsning. Brug forskningen. Læs rapporterne. For naturligvis er undervisning og folkeskole også ideologi og politik. Men viden skader ikke.
Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk
Skriv kommentar