Den pædagogiske sundhed er mindst lige så vigtig som folkesundheden, mener professor Lene Tanggaard.
Foto: Lisbeth Holten

Den pædagogiske sundhed er mindst lige så vigtig som folkesundheden, mener professor Lene Tanggaard.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lene Tanggaard: Læs indlægssedlen i pakken, for pædagogik vil altid have bivirkninger

Alle pædagogiske interventioner, teorier eller metoder vil have både tilsigtede og utilsigtede bivirkninger. Når vi indtager medicin, er vi vant til, at der altid følger en indlægsseddel med. Dem skal vi have nogle flere af i den pædagogiske forskning og debat, skriver professor Lene Tanggaard.

Debat

Der er lidt røre i den pædagogiske andedam i øjeblikket. Kedeligt er det i hvert fald ikke.

Et af de aktuelle temaer er den angivelige udfordring med kvalitet i pædagogisk forskning. Der verserer sager om sjusk og fejlcitater, som er endt på forsiden af de toneangivende aviser. Nogle har ligefrem haft anledning til at bortdomme al pædagogisk forskning, fordi den tilsyneladende er ideologibefængt og markant fejlbehæftet.

Det politiske system synes også at have vanskeligheder med kvalitetsbedømmelsen. For slet ikke at tale om embedsmandsværket, kommunerne, KL. Ja, det gælder måske os alle sammen.

Jeg er af den overbevisning, at vi simpelthen skal blive meget bedre til at tale om de tilsigtede og utilsigtede bivirkninger af det, vi gør. Der vil altid være bivirkninger eller performative effekter af vores handlinger og herunder naturligvis også i pædagogisk forskning og intervention. Problemerne opstår, når man blindt stoler på forskning eller blot behændigt ser bort fra de om muligt negative konsekvenser, som en given intervention måtte have.

Hypotesen om bivirkninger

Det med bivirkningerne blev jeg selv mindet om forleden, da jeg dykkede ned i Steinar Kvales bog fra 1980 med titlen Spillet om karakterer i gymnasiet – elevinterviews om bivirkninger ved adgangsbegrænsning.

I bogen beretter Kvale om en forskningsbaseret interviewundersøgelse med 30 gymnasieelever og seks gymnasielærere i Aarhus, der senere blev fulgt op af en bredere anlagt spørgeskemaundersøgelse. Man havde i Danmark i 1977 indført adgangsbegrænsning til de videregående uddannelser, og Kvale fandt det mærkværdigt, at man i debatten ikke inddrog de erfaringer, man havde fra andre lande med hensyn til effekterne af adgangsbegrænsninger via karakterer.

Bogen er derfor en invitation til at tage disse erfaringer alvorligt, ligesom den altså rapporterer fra den danske interviewundersøgelse.

I undersøgelsen finder Kvale støtte den til såkaldte bivirkningshypotese ved karaktergivning. I modsætning til termometerhypotesen, der bygger på en antagelse om, at karakterer er objektive måleinstrumenter, som netop et termometer er det, så viser elev- og lærerinterviewene det modsatte.

Vi er enige om, at folkesundheden er afgørende i et land. Jeg vil vove at påstå, at den pædagogiske sundhed er mindst lige så vigtig

Karaktergivning har en række bivirkninger som f.eks. afhængighedsfølelse i relation til lærerne, konkurrence mellem eleverne, ændring af selvopfattelsen, hvor eleverne begynder at identificere sig med de karakterer, de får, tidspres, stress og en overvejende lønsomhedsmotivation. Karakterer opleves ligeledes af både elever og lærere at lede til overfladisk indlæring.

Det kunne være spændende at gentage undersøgelsen i dag og se, om resultaterne ville være de samme som i 1979, hvor undersøgelsen er foretaget. Mest interessant for nuværende er dog netop hypotesen om bivirkninger, og hvordan vi forholder os til disse. Som Kvale skriver, så er det ved hverken medicinske eller sociale ’indgreb’ almindeligvis muligt helt at undgå utilsigtede bivirkninger.

Brug for flere indlægssedler

Sundhedsstyrelsen stiller meget strenge krav til forskningsmæssig dokumentation: »Undervisningsministeriet kan derimod gennemføre omfattende reformer, som f.eks. en almen adgangsbegrænsning, uden at give nogen systematisk redegørelse for den eksisterende forskning omkring tænkelige virkninger på arbejdsmiljøet i gymnasiet« (Kvale, 1980, p. 17).

Naturligvis kan man ikke forske på samme måde i bivirkninger eller performative effekter af pædagogiske interventioner i pædagogikken, som man gør det i medicinsk forskning. Genstanden er en anden. Kompleksiteten er på mange måder langt større i pædagogikken, men lidt flere indlægssedler og forbehold ville nok være på sin plads. Strategier til at håndtere disse vil ligeledes være prisværdige.

Jeg skal ikke lade være usagt, at det koster penge at udvikle gode indlægssedler. Der skal naturligvis investeres tilsvarende i pædagogisk forskning. Vi er enige om, at folkesundheden er afgørende i et land. Jeg vil vove at påstå, at den pædagogiske sundhed er mindst lige så vigtig.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden