Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Det er i folkeskolen, at børn skal lære at have en god kultur omkring mobiltelefoner, og derfor er et mobilforbud ikke vejen frem, mener Nik Vistisen fra Danske Skoleelever.
Foto: Privatfoto

Det er i folkeskolen, at børn skal lære at have en god kultur omkring mobiltelefoner, og derfor er et mobilforbud ikke vejen frem, mener Nik Vistisen fra Danske Skoleelever.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Danske Skoleelever: Gør samfundet en tjeneste og giv os vores mobiler tilbage

Flere og flere folkeskoler har indført den mobilfri folkeskole. På kort sigt virker det som en god idé, men set i et større samfundsperspektiv er et mobilforbud ikke vejen frem, skriver Nik Vistisen fra Danske Skoleelever.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På det her tidspunkt i historien bør der ikke være nogen tvivl om, at vi lever i en digital tidsalder med et digitalt samfund. På arbejdsmarkedet, på uddannelser og på ungdomsuddannelser er papiret byttet ud med digitale værktøjer.

Sådan er det også i grundskolen, bare lige med en undtagelse. På mange skoler er mobilen forbudt, og på lang sigt er det uhensigtsmæssigt, ikke bare for eleverne, men for samfundet generelt.

I det moderne samfund er det ganske simpelt umuligt at undgå mobiltelefonen, og det er her, problemet med mobilforbuddet i grundskolen kommer ind

Mobiltelefonen er alle vegne. Den er der på jobbet, på uddannelsen, og selv på ungdomsuddannelsen. I det moderne samfund er det ganske simpelt umuligt at undgå mobiltelefonen, og det er her, problemet med mobilforbuddet i grundskolen kommer ind.

At have en mobil på sig er distraherende, men det vil det også være for os grundskoleelever, når vi kommer videre på en ungdomsuddannelse. På ungdomsuddannelsen er det lige pludseligt tilladt at have sin mobil på sig, men kan man forvente at vi ved, hvordan vi bruger mobilen, hvis vi ikke har lært det? Det siger lidt sig selv, at det kan man ikke.

Selv om det ikke er markant, har mobilforbuddet gavnet fællesskabet i de fleste klasser. Men sådan bliver det bare ikke ved med at være.

I en artikel trykt i Fyens Amts Avis den 30. oktober, udtalte Jesper Tække, som er lektor i medievidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, at han ikke heller ikke ser et forbud som vejen frem:

»Vi lever hele tiden sammen med denne her nye teknologi, så det er ikke et problem, man kun kan afgrænse til skolen. Tværtimod er det eneste sted, hvor eleverne kan opnå en dannelse og en hensigtsmæssig adfærd i forhold til deres mobilforbrug,« udtalte han.

Mobilforbud skubber problem videre

Hvis vi som skoleelever i 10 år ikke har haft mulighed for at have telefonen med os i undervisningen, træder vi ind i en helt ny verden på vores ungdomsuddannelse. Her har alle deres mobiler. Alle kan dermed bruge den frit i pausen, og i de fleste tilfælde har eleverne deres distraherende telefoner liggende på bordet, når de har undervisning.

Men hvis ingen har fortalt os i folkeskolen, at vi skal sætte telefonen på lydløs og lægge den i tasken, når timen starter, og hvis ingen har vist os, hvordan mobilen bruges i en relevant sammenhæng, kan vi heller ikke vide det. Det er simpel logik.

På gymnasierne er der tilsyneladende heller ikke den store opbakning til mobilforbuddet. Da undertegnede i januar snakkede med en rektor på et af landets større gymnasier, var der ingen tvivl om holdningen.

Der er rigtig mange muligheder for at forme fremtidens samfund positivt, men et mobilforbud er ikke vejen frem

I samtalen med rektoren blev der sat ord på de forskellige problematikker med den mobilfri folkeskole. Ifølge rektoren skal den moderne teknologi inddrages i skoletiden, og på den måde skal eleverne lære at bruge det fornuftigt. Rektoren mener samtidig, at skolen skal tage ansvar, for ellers ligger ansvaret udelukkende hos forældrene, og det er der ikke mange, der synes er nemt.

Denne holdning tyder altså på, at mobilforbuddet bare skubber problemet videre til ungdomsuddannelserne.

Mobilkultur skal læres i folkeskolen

Mobilkulturen i det moderne samfund er ikke særligt god. På arbejdspladsen bliver voksne mennesker, ligesom unge, forstyrret af deres mobiler, og på de sociale medier er det næsten umuligt at få gang i en ordentlig debat, hvor folk ikke sviner hinanden til. De tendenser stammer fra, at de folk ikke har haft mulighed for at bruge mobilen som barn, og derfor ikke har haft mulighed for at lære om en ordentlig mobilkultur.

I folkeskolen har vi mulighed for at ændre den kultur. Her er der mulighed for at lære unge, hvordan vi opfører os på nettet - allerede fra en meget ung alder. Det vil være med til at gøre vores samfund et bedre sted at leve i, og det vil bygge et samfund, hvor folk har lært at respektere hinanden online.

Der er rigtig mange muligheder for at forme fremtidens samfund positivt, men et mobilforbud er ikke vejen frem. Det er et stort skridt tilbage.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden