Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er som om, at alt muligt andet end pædagogik fylder skolen, mener professor Lene Tanggaard.
Foto: Lisbeth Holten

Det er som om, at alt muligt andet end pædagogik fylder skolen, mener professor Lene Tanggaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lene Tanggaard: Hold fast i lærergerningen, det er vigtigere end nogensinde før

Skolen vader rundt i psykologiske logikker og diagnoser og er ved at miste grebet om pædagogikken. Vi trænger til at løse pædagogiske problemer med pædagogiske teknologier og værktøjer, skriver professor Lene Tanggaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En af mine bekendte er netop vendt tilbage til folkeskolen som lærer efter fem år i en anden branche. Hun savnede den i grunden meget meningsfulde lærergerning. Hun savnede undervisningen, hverdagen og kollegaerne. Hun er på alle måder et mønstereksempel på det, alle kalder på.

Folkeskolen skal opleves som en attraktiv arbejdsplads, og det er godt at få erfarne kræfter tilbage i skolen.

»Der er dog et men,« sagde hun, da jeg talte med hende om jobskiftet.

»Noget er helt ændret. Den første dag på jobbet måtte mine kollegaer fortælle mig om den ene pige efter den anden i klassen og på årgangen med en angst- eller depressionsdiagnose. Hvad sker der?«

Min bekendte fortalte om elever, der begrunder ulysten til at gå en tur på fem kilometer med deres angstdiagnose

Ja, det er der naturligvis mange velmenende bud på. Der er sådan set mange årsager til - og eksempler på diagnoser: præstationspres, perfekthedskultur, karakterræs, et mere finmasket diagnosesystem; det faktum, at der simpelthen bare er mere angst og depression, flere eksperter og ressourcer til at beskrive problemerne som psykologiske- eller psykiatriske problemstillinger, manglende robusthed, manglende opdragelse og nærvær fra forældrene, alt for megen skærmtid og SoMe; s0m læser kender du sikkert diskussionen til hudløshed.

Det, vi til gengæld taler meget lidt om, er pædagogiske forklaringer og løsninger på de åbenlyse problemer. Det er som om, at alt muligt andet end pædagogik fylder skolen. Eksperter, forskere og konsulenter med benene plantet solidt uden for skolen og med helt andre fagligheder end den specifikt pædagogiske byder sig til med hver deres udmærkede forslag og forklaring.

Sagspædagogik er nøglen

Der er helt sikkert en flig af sandheden i alle ovennævnte forklaringer på diagnoseepidemien, men vi savner for mig at se at tale om skolens indre liv i den forbindelse. For det er jo f.eks. ikke sikkert, som min bekendte formulerede det, 'at der er brug for endnu en pigesnak'.  Måske er der brug for ganske enkle pædagogiske greb.

Min bekendte fortalte om elever, der begrunder ulysten til at gå en tur på fem kilometer med deres angstdiagnose. Eleverne kan endda finde på at ringe hjem til forældrene for at få dem til at forklare læreren, hvorfor en gåtur på fem kilometer ikke er muligt for deres barn (endnu en grund til at lade mobiltelefonen forstyrre mindst muligt i undervisningen).

Min bekendte fortalte om, hvordan hun helt enkelt var begyndt at forklare eleverne, at man ikke dør af at gå en tur på fem kilometer. Heller ikke selvom man lider af angst. Hun fortalte om at udfordre eleverne på, om deres mor virkelig skulle med ud at gå? Hun fortalte om ikke at give eleverne og deres diagnoser opmærksomhed, men i stedet give dem anerkendelse for at lykkes med at gå en tur. Hun fortalte om at lære eleverne, at det ikke drejer sig om dem selv, men om at finde værdi i at være fælles om noget. At finde noget at engagere sig i i verden.

Det er det, jeg kalder sagspædagogik. Jeg tror ærlig talt, at det er langt vigtigere end mere diagnoseopmærksomhed eller relationskompetence. Min bekendte er jo netop ikke relationskompetent, men saglig og opgaveorienteret. Hun lader eleverne vokse i og igennem skolens opgaver. Hendes elever bliver ikke fikseret i sig selv, men får lov at baske med opgaver, som de måske knap nok tror, at de formår at løse, men som de vokser i kraft af.

Behøver jeg i øvrigt at tilføje, at hun er en af de mest kærlige mennesker, jeg kender.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden