Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ifølge skuespiller og cand.pæd.pæd.psyk Susanne Bøgeløv Storm, vil et fokus på drama og teater, som didaktisk redskab, gavne børn og unge både menneskeligt og fagligt. (Arkivfoto)
Foto: Casper Holmenlund Christensen/POLFOTO/Scanpix

Ifølge skuespiller og cand.pæd.pæd.psyk Susanne Bøgeløv Storm, vil et fokus på drama og teater, som didaktisk redskab, gavne børn og unge både menneskeligt og fagligt. (Arkivfoto)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Drama kan skabe magiske læringsøjeblikke

Teater og drama fortjener mere opmærksomhed i skolen, for drama kan noget særligt, både som et selvstændigt fag og som et didaktisk redskab, skriver Susanne Storm.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En flok elever i en 9. klasse er ved at udarbejde et rollespil. Undervejs er de flere gange ved at flække af grin, men indimellem afløses grinene af alvorlige koncentrerede miner, mens det lille rollespil tager form omkring dagens undervisningstema: Demokrati.

Susanne Bøgeløv Storm
Foto: Bertil Kau Petersen

Susanne Bøgeløv Storm

Eleverne udforsker emnet med den interaktiv dramametode ’forumteater’, hvor de med små iscenesættelser undersøger forskellige læringstemaer. De laver ’body-storm’, hvor de bruger hinanden til at forme visuelle skulpturer af begreber som deltagelse og retssikkerhed, og dedebatterer emnet gennem vurderingsøvelser; en debatform, hvor de aktivt flytter sig rundt i lokalet, alt imens de tager stilling til forskellige emner.

Drama er god, gedigen rundkredspædagogik - i den allerbedste forstand

Med teaterarbejdet bliver både krop og hoved aktiveret i et laboratorielignende læringsrum, og eleverne har på én og samme tid både fået skabt en fælles fortrolighed samt fået uddybet et læringstema.

Drama er for alle

I dag er der flere og flere entusiastiske undervisere, der enkeltvis har set værdien i at arbejde med drama- og teateraktiviteter i mange forskellige sammenhænge på vores uddannelsesinstitutioner: i folkeskolen, på gymnasier og HF, på Social- og Sundhedsskolerne, hos præsterne i skoletjenesten, på flere af pædagog-, lærer- og sygeplejerskeuddannelserne, i HR-afdelinger i det private erhvervsliv og på erhvervsuddannelserne for blot at nævne nogle af områderne.

Der er en bevægelse i gang af undervisere, der ønsker at udvikle nye undervisningsmetoder, der gør brug af de æstetiske og kreative læreprocesser. Til det formål er drama- og teaterfaget en uvurderlig og uundværlig medspiller.

Det glemte fag

Når man ved, hvad drama- og teaterarbejde kan skabe af læring, motivation, fællesskaber og ikke mindst faglig udvikling, er det bemærkelsesværdigt, at vi i Danmark ikke er mere opmærksomme på at få så meget som muligt af dette fags aktiviteter ind i både folkeskolen og på de øvrige uddannelsesinstitutioner.

I forbindelse med regeringens nylige opprioritering af både billedkunst og musik i folkeskolen, har også Dansk Teater og Skuespillerforbundet undret sig over, at drama- og teaterfaget ikke er med i den pulje.

Af politikernes svar fremgår det, at man slet ikke har tænkt på, at det skulle ind i varmen. Faget har været ude så længe, at man har glemt, at det eksisterer. Men, som Dansk Teater pointerer, så vil de fleste mennesker i løbet af deres arbejdsliv bl.a. få brug for at kunne præsentere indhold på møder eller i større forsamlinger, hvilket netop er en af de mange kompetencer, der udvikles gennem drama- og teaterfaget.

Forskningen er massiv

Der er massiv forskning, der viser, at udvikling af det 21. århundredes kompetencer kan hentes direkte fra undervisning i drama og teater. I flere år har vi talt om den store motivationskrise blandt de unge i vores uddannelsessystem, men det internationale forskningsprojekt DICE (Drama Improves Lisbon Key Competences in Education) viser, at elevernes motivation for at lære noget i skolen øges markant, når eleverne regelmæssigt deltager i drama- og teateraktiviteter. Projektet konkluderer yderligere, at de bliver mere tolerante over for andre mennesker, og at eleverne øger deres evne til at læse.

Andre forskningsprojekter konkluderer, at eleverne ligeledes udvikler deres kreativitet, samarbejdsevner, kommunikative færdigheder, kritiske tænkning og deres fleksibilitet bare for at nævne noget. Hvorfor?

Fordi drama og teater handler om intersubjektivitet og levet liv. Det er ikke noget, vi blot hører, læser eller taler om. Drama er noget, vi gør. Sammen. Vi rejser os fra stolene og er kropsligt nærværende tilstede med hinanden. Det er levede kroppe i bevægelse i diverse lege, øvelser, aktiviteter og fiktive universer.

Fiktionen skaber magiske læringsøjeblikke

Drama og teater kan, som så mange af de øvrige æstetiske fag, være med til at skabe magiske læringsøjeblikke, der opstår, når vi mindst venter det. For i arbejdet med det fiktive rum skruer vi ned for kontrolknappen og op for vores sanser.

Ofte fordyber vi os i arbejdet i en sådan grad, at vi helt glemmer vores mobiltelefon! For hvem har tid til at tjekke sms´er, når Marie i 0. klasse som en anden Jedi-ridder, med bind for øjnene og med et avissværd i hånden, er ved at lytte sig ind på modstanderen i en ’sværdkamp’?

Eller når Hassan i 6. klasse er i fuld gang med et rollespil, som handler om mobning, og Oscar, der er publikum, giver sit bud på en løsning af problemet ved at indtage en af rollerne? Eller når Kia på en professionsbacheloruddannelse er midt i en improvisation, hvor hun i samarbejde med sine medstuderende undersøger, om virkeligheden er socialt konstrueret?

Faglighed og fællesskab

Gennem drama- og teaterprocesser udvikler og undersøger eleverne både personlige og faglige temaer. Det er ikke uden grund at det græske ord for teater, theatron, kommer samme sted fra som ordet theoria. Når vi laver teater, stiller vi så at sige handlinger til skue (skuespil) med det formål at kunne betragte vores liv og teoretisere over virkeligheden i et forsøg på at forstå den.

Drama er god, gedigen rundkredspædagogik - i den allerbedste forstand. Her handler det ikke om at sidde på række og lytte og hytte sit eget skind. For drama og teater er et arbejde med fokus på læring gennem fællesskabet. Så enkelt kan det siges.

Fokus på drama og teater som didaktisk redskab vil få vores børn og unge mennesker til at blomstre både menneskeligt og fagligt.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden