Sæt to voksne på i alle indskolingstimer og gør skoledagen kortere, lyder opfordringen fra skolelærer Jan Hansen. (Arkivfoto)
Foto: Joachim Adrian/Ritzau Scanpix

Sæt to voksne på i alle indskolingstimer og gør skoledagen kortere, lyder opfordringen fra skolelærer Jan Hansen. (Arkivfoto)

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Det er mig en gåde, at alle skal have lov til at blande sig i folkeskolen

Mindfulness og høreværn er symptombehandlinger på en presset hverdag i skolen, som vi ikke kan være bekendt, skriver skolelærer Jan Hansen.

Debat

Jeg er muligvis gammeldags og snæversynet. Jeg forstår ikke, hvorfor alle skal have lov til at komme med bedrevidenhed og utidige indblandinger i, hvad der skal laves af ting i folkeskolen.

Jan Hansen, skolelærer
Foto: Privatfoto

Jan Hansen, skolelærer

Udfordringerne i skolen er forskellige. Tag for eksempel støj. I de små klasser er lydintensiteten relativt høj. Nogle elever oplever et lydniveau, som ligger tæt på larmen fra en trafikeret gade inde i klassen.

Det er derfor ikke overraskende, at nogle af de små børn er udfordret i klasseregi. Støjen er udfordrende og trættende i længden. For nogle letter det, når man giver dem høreværn på. Et hjælpemiddel, som var helt utænkeligt for føje år siden. Men en nødvendighed nu!

Bombardement af sanseindtryk

At børnene er udfordret kommer også til udtryk i de nyligt publicerede trivselsmålinger. Hver femte elev i 2. klasse oplever ikke, at der er ro til at arbejde i klasserne. Jeg arbejder selv i indskolingen og har med egne øjne set, hvor udfordret de støjfølsomme elever er. Jeg har gennem de seneste tre år kigget mange bekymrede forældre i øjnene. Og deres budskab har været næsten enslydende:

»Jan, det kan godt være, at han fungerer godt i klassen. Men han er hårdt ramt hjemme. Han er træt, sur og tvær. Oftest har han hovedpine. Og det er vores oplevelse, at det skyldes alle de indtryk, som han møder i klassen.«

Jeg har stor forståelse for de børn og deres problemer. De har antennerne ude i forhold til deres klassekammeraters ve og vel. De er på overarbejde, fordi de ikke kan filtrere inputs fra hinanden. Deres sanseindtryk bombarderes fra alle sider. Det gælder fra klassekammerater til pædagoger og lærere. Og nogle børn fylder desværre bare alt for meget i klasselandskabet. Ikke kun for underviseren. Men også for klassekammeraterne.

Kæden hopper af

Min overbevisning er, at børnene rammes, fordi de har alt for mange timer i folkeskolen. Helt op til 35 timer, hvilket lægger sig tæt op af de voksnes arbejdsuge på 37 timer.

De sidste par år har jeg med vantro blandt andet set mindfulness i folkeskolen

Selvfølgelig skal læreren og pædagogen sørge for, at børnene lærer alle klassens trafikregler. Tydelige rammer skal vise eleverne, hvordan man agerer i et klasserum. Det er bare ikke alle børn, som kan lære intentionerne bag reglerne. Enten på grund af umodenhed eller specifikke udfordringer hos det enkelte barn. Endelig kan jeg også konstatere, at vi ikke havde den type af følsomme børn i folkeskolen før skolereformen. Og hvis vi havde, så var det slet ikke i den mængde, som vi har i dag.

Der, hvor kæden hopper af, er, når nogle af de mere moderne indtog kommer. De sidste par år har jeg med vantro blandt andet set mindfulness i folkeskolen. Begrundelsen var, at eleverne skulle have nogle redskaber til at opnå en bedre forståelse af ro og nærvær. Nærmere betegnet, at eleverne skulle stoppe op og mærke sig selv. Prøv at forestille jer, hvordan mennesker omkring folkeskolen ville have taget imod sådan en inspiration fra den alternative verden for få år siden.

Jeg forstår godt, at børn og unge mennesker føler, at de er presset. For vi har presset dem ned i nogle rammer med mange indtryk over lang tid. En løsning på impulsstyring kan være høreværn eller mindfulness. Det er symptombehandlinger på noget, som vi ikke kan være bekendt.

Skær ned for kvantiteten og op for kvaliteten. Giv eleverne færre timer. Hvis politikerne virkelig ønskede, at børn skulle lære med stor effektivitet, så skulle der være to voksne i alle indskolingstimerne. To voksne til at lære børn at gå i skole, læse og regne. En god ballast til resten af skoletiden. Og det ville være rigtig godt givet ud, hvis børnene fik reduceret deres skolelængde, så de også havde kræfter til, at være børn efter skoletid.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden