Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mange elever er dygtige, men alligevel frygter de eksamen. (Arkivfoto)
Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Mange elever er dygtige, men alligevel frygter de eksamen. (Arkivfoto)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Det er mig en gåde, hvorfor alle unge ikke får individuel uddannelsesvejledning

Når vi som samfund lægger større og større pres på børn og unge, skylder vi dem også, at de kan få noget ordentlig individuel vejldning - også selvom, de er uddannelsesparate, skriver skolelærer Anders Thorsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jamen, var du da aldrig bange for din fremtid, da du var 14?«

Det spørgsmål stillede en 8. klasseselev forleden. Spørgsmålet faldt i en dansktime, hvor klassen arbejdede med ungdomsromanen De hvide mænd, som handler om et samfund, hvor unge skal have et karaktersnit på mindst 9,6 for ikke at blive slået ihjel. Kun med et snit over, er den unge nyttig nok for samfundet.

Anders Thorsen, skolelærer

Anders Thorsen, skolelærer

Selvom jeg i øjeblikket blev paf over spørgsmålet, overraskede det mig ikke, at en del unge frygter fremtiden. Op til 1. december fik landets 8. klasseselever at vide, om de er uddannelsesparate eller ej. De bliver målt på deres faglige, sociale og personlige kompetencer, og for mange elever kan det føles som at være en besejret gladiator i Colosseum, der venter på, om kejserens tommelfinger vender op eller ned. Det er deres fremtid, der er på spil!

Inden uddannelsesparathedsvurderingen får klasserne det, der kaldes kollektiv uddannelsesvejledning, hvor en vejleder kommer på besøg i en dobbeltlektion for at fortælle om ungdomsuddannelserne, ligesom eleverne får lejlighed til selv at vurdere deres egen uddannelsesparathed.

Individuel vejledning gavner alle

Selvom uddannelsesvejlederne er super professionelle og gør en god indsats, er det mig en gåde, hvorfor alle unge ikke får lov til at få individuel uddannelsesvejledning. Det er nemlig sådan, at det kun er de ikke-uddannelsesparate elever (det er heldigvis de færreste) og deres forældre, som bliver inviteret til individuel vejledning.

Samfundet har over de seneste år lagt større og større pres på børn og unge. Fra de er helt små, testes og måles deres evner i mere eller mindre ubrugelige nationale tests. Nu uddannelsesparathedsvurderes de også, afgangsprøverne ændres til mere afgørende eksamener, ligesom deres karakterer får større og større indflydelse på, hvilke uddannelser de kan tage.

En konsekvens af sparsom vejledning er, at for mange unge vælger det, de anser for det sikre uddannelsesvalg

Jeg er bestemt ikke imod at have mange forventninger til de unge, og det er fint at få dem til at forholde sig til, hvad de vil i fremtiden. Men når vi som samfund lægger så meget pres på, så skylder vi dem eddersparkeme også, at de kan få noget ordentlig, individuel vejledning. Det er ligegyldigt, om man er superdygtig, middel eller fagligt svag, så kan man have brug for at tale med nogen, der kan hjælpe dem med at træffe et vanskeligt uddannelsesvalg.

Den pige, som spurgte, om jeg aldrig var bange for fremtiden, er en skidedygtig elev, der naturligvis er uddannelsesparat, men hun fortalte mig senere, at hun bare ikke aner, hvad hun vil efter 9. klasse. Derfor er hun bange, for alle har jo tilsyneladende styr på, hvad de vil! Hun og andre som hende får ikke automatisk tilbudt individuel vejledning, men får i stedet at vide, at de da bare kan gå ind på en hjemmeside for at undersøge mulighederne.

Det er simpelthen ikke rimeligt, at vi gør hendes uddannelsesvalg til et individuelt ansvar, når vi som samfund og uddannelsessystem burde støtte hende og de andre unge i deres valg. I stedet fortæller vi dem: »Det ordner I lige selv, ikke?«

Det er ikke kun den enkelte unge, der vil få gavn af individuel vejledning. Jeg er overbevist om, at vi som samfund vil kunne få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, som politikerne og erhvervslivet så gerne vil have.

Uddannelsesjunglen

En konsekvens af den alt for sparsomme vejledning er nemlig, at for mange unge vælger det, de anser for det sikre uddannelsesvalg – nemlig gymnasiet. At vælge ungdomsuddannelse er en sand jungle.

Der findes fire boglige ungdomsuddannelser, 102 erhvervsuddannelser og én enkelt, der kombinerer det erhvervsfaglige og det boglige. Som ung og forælder er det uoverskueligt at holde styr på en uddannelsesjungle, der konstant er under forandring. Derfor er der ikke noget at sige til, at det mest sikre bliver at vælge det klassiske og velkendte gymnasium.

Der er ingen tvivl om, at vi som samfund presser de unge mega hårdt – og det mærkes

Jeg forsøger virkelig at udfordre elevernes automatiske valg af gymnasiet, men det er simpelthen umuligt som lægmand at have overblikket over uddannelsesjunglen. Derfor er der brug for, at en professionel vejleder udfordrer dem på en meget mere kvalificeret måde, end jeg og deres forældre kan.

Heldigvis har vi ikke et samfund som i De hvide mænd, hvor kun de med et tilpas højt karaktersnit får lov til at overleve. Men der er ingen tvivl om, at vi som samfund presser de unge mega hårdt – og det mærkes. Den nationale sundhedsprofil fra foråret viser da også, at 25,1 procent af unge mellem 16 og 24 har et højt stressniveau. Tallet for de unge kvinder i aldersgruppen er hele 40,5 procent.

Jeg siger ikke, at en grundig og individuel uddannelsesvejledning vil være en mirakelkur for, at unge ikke længere vil være stressede og frygte fremtiden, men det mindste vi kan gøre, er da at tilbyde dem en ordentlig vejledning. Lad det være et skridt på vejen til, at fremtiden igen bliver til noget, unge glæder sig til. Det fortjener de!

Bland dig i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden