»Det er umådeligt ærgerligt, at Sophie Løhde løber fra den aftale, som hun selv har indgået,« skriver Uffe Rostrup.
Foto: Presse

»Det er umådeligt ærgerligt, at Sophie Løhde løber fra den aftale, som hun selv har indgået,« skriver Uffe Rostrup.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Uffe Rostrup: Jeg troede, at kollektive aftaler var for alle

Sophie Løhdes tolkning af overenskomstaftalen og spørgsmålet om den betalte spisepause giver ingen som helst mening, skriver Uffe Rostrup.

Debat

20 små ord. Hvordan kan de skabe så megen tvivl og kiv? Det kan de, når de står i en overenskomstaftale mellem lønmodtagerne i staten og Moderniseringsstyrelsen. Det blev klart for nylig, da Moderniseringsstyrelsen meddelte, at overenskomstaftalen fra 2018 ikke sikrer lærerne på seks statslige institutioner retten til den betalte spisepause. En spisepause som ellers var et af de tre hovedudfordringer ved de i sommer overståede overenskomstforhandlinger.

Ord kan altid fortolkes og vrides. Men den tolkning, som Sophie Løhde vælger, giver bare overhovedet ingen mening

Ord kan altid fortolkes og vrides. Men den tolkning, som Sophie Løhde vælger, giver bare overhovedet ingen mening, og derfor ville det have klædt hende at arbejde for implementeringen af aftalen i stedet for at udfordre den.

I aftalen står der, at »Parterne er enige om, at retten til betalt spisepause ekspliciteres som en overenskomstmæssig ret, hvor en sådan består i dag«.

I fagbevægelsen var vi ikke i tvivl om, at det betyder, at på de overenskomstområder, hvor de ansatte tidligere har haft betalt spisepause, blev den ret overenskomstsikret, mens de grupper og områder, som eksplicit ikke tidligere har haft betalt spisepause, ikke fik den.

Sådan læste og læser vi teksten. Og formuleringen løste det problem, som vi stod med før overenskomstforhandlingerne begyndte: Vi var bekymrede for en sag om, at arbejdsgiverne ville fjerne frokostpausen med henvisning til, at det var et personalegode og ikke en ret.

Men arbejdsgiverne tolker tilsyneladende teksten helt anderledes. De mener, at »… hvor en sådan består i dag …« betyder, at spisepausen kun er en rettighed på de skoler og institutioner, som allerede havde spisepausen.

Det giver ganske enkelt ingen som helst mening. Og derfor må fortolkningen være forkert.

Vi vil sikre ens regler for alle

Hele ideen med centrale forhandlinger er, at man aftaler forhold, som gælder for samtlige ansatte eller alle ansatte på et særligt område eller en særlig overenskomst. Det styrker administrationen og forudsigeligheden for både ledelser og ansatte, at aftalen gælder hele overenskomstområdet.

Det er et system, som har fungeret i over hundrede år, og derfor har ingen forestillet sig, at diskussionen om betalt spisepause pludselig skulle gøres til genstand for et opgør med hele det kollektive aftalesystem. Men sådan kan det gå. Vi risikerer en situation, hvor ansatte, som arbejder på den samme overenskomst på tilsvarende institutioner, har forskellige vilkår.

Jeg vil gerne give et par eksempler:

Hvis det virkelig forholder sig, som arbejdsgiverne udlægger teksten, så vil det give kæmpestore konkurrenceforskelle på statens område. Vel at mærke forskelle, som ingen arbejdsgiver eller -tager har mulighed for at påvirke.

Den betalte spisepause handler om 2½ arbejdstime om ugen per medarbejder. På et arbejdsår svarer det til 115 timer per medarbejder. Hvis man har 17 medarbejder, så koster den betalte spisepause et årsværk. Så forskellen mellem en statslig institution, som har betalt spisepause, og en, som ikke har, kan løbe op i mange stillinger. Det vil give en helt urimelig og håbløs konkurrencesituation.

Netop derfor var det så vigtigt for fagbevægelsen at stå på mål for, at den betalte spisepause ikke var en kutyme, så arbejdsgiverne kunne inddrage den betalte spisepause uden at betale for den. Vi ville sikre ens regler for alle. Vi ville sikre fair konkurrence. Vi ville sikre en overenskomstmæssig velerhvervet rettighed.

Forpester samarbejdet

Et andet eksempel, som viser, at arbejdsgivernes fortolkning ikke giver mening, er ved etablering af nye statslige institutioner. Hvad gælder her? Kan en nystartet statslig institution selv bestemme, om den vil følge overenskomsten med eller uden betalt spisepause? Jeg tror, at de fleste kan regne ud, hvordan det vil ende.

Eller vil man sige, at da den nye institutions ansatte ikke havde retten før, får de den heller ikke nu. Igen: Det giver selvfølgelig ingen mening, at vi har en overenskomst, hvor man ikke ved, hvilke regler der gælder. Så ville vi stå i en situation, hvor vi har en kollektiv overenskomst, som ikke gælder for hele grupper af ansatte.

De statslige arbejdsgivere forpester igen samarbejdet mellem parterne på det statslige område

Det er umådeligt ærgerligt, at Sophie Løhde løber fra den aftale, som hun selv har indgået. Hun burde kunne se, at hendes tolkning er meningsløs. Derfor burde Sophie Løhde sætte sig ned og skrive til de seks skoleledere, hele konflikten handler om, og fortælle dem, at de skal rette ind. Punktum.

I stedet ser det ud til, at hun lader embedsværket køre sagen videre til faglig voldgift. Dermed forpester de statslige arbejdsgivere igen samarbejdet mellem parterne på det statslige område. Det har vi ikke brug for. Men det er det, som kommer til at ske.

Det er svært at glæde sig på aftalesystemet vegne, og det er den værst tænkelig optakt til den overenskomstperiode, hvor vi ellers skulle til at finde ud af, hvordan vi genopretter tilliden mellem arbejdsgivere og –tagere.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden