Lærere, som tør rejse sig og give deres mening til kende, er guld værd på et hvilket som helst lærerværelse  skriver lærer Marie Elmegaard.
Foto: Privatfoto

Lærere, som tør rejse sig og give deres mening til kende, er guld værd på et hvilket som helst lærerværelse skriver lærer Marie Elmegaard.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Sagen om Erik Schmidt er langt fra tilfældig

Erik Schmidts sag handler ikke kun om ytringsfrihed – den stikker langt dybere og fortæller historien om en virkelighed, hvor det er umådeligt svært at skabe et godt skoleliv for eleverne, skriver en lærer.

Debat

I 2003 gav min mor mig En sten i skoen. Bogen udløste voldsomme avisoverskrifter i retning af præsten, der fornægtede sin tro og måske i virkeligheden var et menneskes forsøg på at være troværdig i sit embede.

Jeg har mange gange spurgt mig selv, hvorfor jeg dog i himlens navn skulle have den bog? Forleden greb jeg den fra hylden og huskede en kort stund den reaktion, som bogen vakte i mange kredse – ikke mindst i Thorkild Grosbølls egen kreds. Jeg opfattede ikke kun de overtilspidsede overskrifter og angreb mod Grosbøll som kirkens angreb mod én af sine egne og medier brugt som det medie, de nu engang er. Nej, frygten stak dybere.

Hvilken betydning ville Grosbølls udfordring af professionens eksistensgrundlag få? Og straks må jeg lave en kobling til sagen om Erik Schmidt, der på ingen måde har oplevet kritik fra sine egne, men derimod fra dem, der har politisk indflydelse på folkeskolen. For når læreren på bedste vis slår et slag for et godt skoleliv for elever og lærere – hvordan opfattes så dette slag? Som en irriterende sten i skoen, der bør ryddes af vejen? Som en sønderlemmende kritik af skolens ledelse og forvaltning? Eller som lærerens forsøg på at udfordre og udleve sin profession på troværdig vis?

Kritiske lærere er guld værd

Sagen om Erik Schmidt handler om ytringsfrihed og om retten til eksternt og internt at tilkendegive, når skolelivet ikke fungerer optimalt for dem, der er de vigtigste i skolen – børnene. Men sagen fra Odense – og særligt det politiske efterspil, hvor kommunens skolechef har afvist, at sagen handler om ytringsfrihed – vidner for mig også om, hvor svært det er at lave det gode skoleliv i dag.

Vi skal passe godt på de lærere, der tør rejse sig og give deres mening til kende. De er guld værd på et hvilket som helst lærerværelse og i en hvilken som helst kommune, fordi de ikke udtaler deres faglige vurdering som en sønderlemmende kritik af al ledelse, men fordi de vil det gode skoleliv. Og med deres uddannelse og erfaringsgrundlag har de et blik for virkeligheden mandag morgen kl. 8.15. De er i den hver dag - og kan der så findes et mere troværdigt og autentisk grundlag at tale skole ud fra?

Hvad er så det gode skoleliv? Ja, først og fremmest er et godt skoleliv betinget af gode vaner, men også vanebrud, som Tanggaard kalder det. Og med varsomhed og tilpas vovemod at ville en skole, der først og fremmest baserer sig på åndsfrihed. Hvis man som lærer ikke må bruge sin frihed til at tænke, danne og ytre sine egne meninger med det gode skoleliv som formål, hvordan kan man så på nogen som helst måde være den gode rollemodel for sine elever?

Efterspillet

Sagen om Erik Schmidt og Odense Kommune er på ingen måde en tilfældig sag. Odense Kommune må have tabt blikket for det gode skoleliv – eller også er der blevet for langt mellem det politiske liv og den virkelighed, som politik skal navigere i.

Skærmen på forvaltningens kontor og excel-regneark sikrer en kontinuerlig kontrol af skolen, og når virkeligheden banker på med lærerens kritiske stemme, ja så enten negligerer vi indholdet, eller også opruller vi de mulige politiske våben. Måske fordi markante holdninger fra én af dem, der har skolen helt inde under huden, må betyde ændringer og nye politiske beslutninger. Og det koster.

Jeg håber, at efterspillet vil bringe lys over en lærer, som forsøgte at gøre en forskel for sine kolleger, elever og skolen

Sagen er afsluttet, men jeg håber, at efterspillet vil bringe lys over en lærer, som forsøgte at gøre en forskel for sine kolleger, elever og skolen. Og dem har vi i disse år stærkt brug for. Dem, der tør rejse en kritik med skolens formål for øje. Dem, der ved, at ånd og dannelse, og en skole på mangfoldig vis afspejlet i sine elever og lærere, koster. Dem, der tør være stenen i skoen, som minder os om, at uden et troværdigt åndsvidenskabeligt ståsted, så holder vi skole for ingenting.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden