Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Sarah Bender
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Danmarks Lærerforening: Lærere skal være kandidater i didaktik

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dygtige og engagerede lærere er den væsentligste forudsætning for elevernes udbytte af undervisningen. Derfor er det vigtigt, at lærere i folkeskolen har en solid uddannelsesbaggrund.

Det kræver stor faglig viden, praktisk øvelse og teoretisk grundlag at være lærer. De faglige og pædagogiske valg, der træffes i skolen, skal kunne begrundes over for elever, kolleger, forældre osv. Læreruddannelsen har en vigtig opgave i forhold til at medvirke til, at lærere kan varetage skolens undervisnings- og dannelsesopgave på professionel vis.

I en tid med store udfordringer med rekruttering, optag på uddannelsen og frafald på både uddannelsen og i de første år af lærerjobbet, er der helt essentielle grunde til at kigge nærmere på læreruddannelsens formål såvel som indhold. Der er behov for at få løst de grundlæggende udfordringer, og det forudsætter gennemtænkte og langtidsholdbare løsninger.

De senere års overstyring af lærerprofessionen har medført fare for reel afprofessionalisering

De senere års overstyring af lærerprofessionen har desuden medført fare for reel afprofessionalisering, hvilket gør, at vi må stille skarpt på formålet med læreruddannelsen.

Behov for kvalitetsløft af læreruddannelsen

Lærere og ledere skal sammen udvikle undervisningen og skolen i tæt kontakt med eleverne og skolens brugere. Læreruddannelsen må have til formål at sikre, at der er afstemt balance mellem skolens formål og undervisningens funktionalitet, så skolens værdier udgør en rød tråd med sigte på, hvilke myndige og demokratiske borgere der skal komme ud af skolen.

Et primært formål er fortsat at sikre eleverne faglige, personlige og sociale udvikling og forberede til videre uddannelse. Ikke mindst må læreruddannelsen have til opgave at sikre og fremme lærernes status og anerkendelse som profession.

Et kvalitetsløft af uddannelsen er helt afgørende. Læreropgaven bliver mere og mere kompleks og omfattende med mange krav til lærere i nutidens folkeskole. Så mange forskelligartede krav, at det er svært at se, at disse kan fyldes ind i den nuværende uddannelse.

Udgangspunktet for en god læreruddannelse må bygge på forståelsen af og idealet om, hvad der er den gode folkeskole, og hvad god undervisning er.

Forskning som afsæt for læreruddannelsen

Lærerne skal være eksperter i undervisning. De skal være kandidater i didaktik, altså eksperter i at under­vise i deres fag. De kommende læreres viden inden for almen- og fagdidaktik skal have rod i såvel national som international forskning på området, så de mes­trer og kan reflektere over det didaktiske fagområde på et videnskabeligt grundlag.

En af forudsætningerne for, at eleverne kan blive dygtigere, er, at vi har lærere, som formår at anvende den nyeste viden. Det kræver et grundigt kendskab til såvel kvalitativ som kvantitativ metode, hvis man som lærer skal kunne vurdere og vælge blandt fagområdernes teorier og metoder. Forskning skal være afsættet for en læreruddan­nelse på kandidatniveau.

Færdiguddannede skal fra første dag varetage lærerjobbet på lige fod med erfarne kolleger.

Det kræver stor faglig viden, men det kræver også praktisk øvelse og løbende professionsfaglige drøftelser af den konkrete udførelse af arbejdet. Det er afgørende, at den pågældende uddannelse er af høj kvalitet.

Faglig viden og refleksionsevne

Hvis eleverne skal dannes til et aktivt og engageret liv i et demokratisk samfund, er det afgørende, at de møder lærere, der som vidende, engagerede og oplyste mennesker fremstår som rollemodeller for eleverne. Det skal afspejles i læreruddannelsen.

Lærere skal opleve, at de har indflydelse på udviklingen af undervisningen og skolens organisering, når de er i lærerjobbet. Det kræver professionelle lærere, der har fast grund under fødderne, stor faglig viden, refleksionsevne og evnen til at koble teori til praksis.

Danmarks Lærerforening ønsker en læreruddannelse, hvor de studerende bliver kandidater i didaktik.  Vi får brug for engagerede og professionelle lærere i fremtiden, der vil påtage sig den vigtige samfundsopgave. Vi har alle et ansvar for, at lærere kan lykkes med deres opgave, og at professionen fortsat udvikles – til gavn og glæde for folkeskolen.

Bland dig i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden