Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
De voksne kan gå væk og tage en pause fra en klasse, der har et forstyrrende barn, men det kan de øvrige børn ikke, skriver skolepædagog og forælder Marianne Gaardsdal. (Arkivfoto)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De voksne kan gå væk og tage en pause fra en klasse, der har et forstyrrende barn, men det kan de øvrige børn ikke, skriver skolepædagog og forælder Marianne Gaardsdal. (Arkivfoto)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Forælder: Inklusion gør børn til brikker i et ludospil

Snart skal Marianne Gaardsdals børn starte i skole. Hun frygter, at de får en skoledag, hvor hver dag bliver et spil, de ikke har en chance for at vinde, fordi klassekammerater skal inkluderes uden tilstrækkelig tid og ressourcer.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I øjeblikket stilles spørgsmålet, om der er plads til alle i folkets skole, eller om prisen for at forsøge at drive en skole til alle er for høj i menneskelige omkostninger.

Det handler om, at lærere og pædagoger i høj grad oplever at blive udsat for vold fra børn, som bliver presset ind i en ramme, de ikke har ressourcerne til at agere i.

Jeg er skolepædagog, men jeg er også mor til tvillinger på fem år, som begynder i skole næste år.

Jeg så pludselig mine egne børn for mig som brikker i det ludospil, vi kalder en skoledag - et spil, hvor der konstant er en risiko for at blive slået hjem

Forleden skulle vi udfylde et skema til den første af to samtaler inden skolestart. Det blev pludselig meget virkeligt, at mine børn om otte måneder er skolebørn. Jeg mærkede pludselig mine øjne svie, og tårerne sad på spring.

Jeg så pludselig mine egne børn for mig som brikker i det ludospil, vi kalder en skoledag - et spil, hvor der konstant er en risiko for at blive slået hjem.

De går en virkelighed i møde, hvor børn skal kunne næsten alt selv. En virkelighed, hvor lærere og pædagoger løber stærkt i en presset hverdag, hvilket uundgåeligt har konsekvenser for både overskuddet og tolerancetærskelen.

Ingen pauser i inklusionen

Men det, jeg er allermest bekymret for, er risikoen for, at mine børn får en og måske endda flere klassekammerater, hvor skoledagen hver dag bliver et spil, som de ikke har en chance for at vinde. Det er børn, som skal inkluderes i klassen, men hverken tiden, ressourcerne eller rammerne er helt eller delvist til stede.

Marianne Gaardsdal
Foto: Privatfoto

Marianne Gaardsdal

Vi taler meget om lærerne og pædagogerne, som bliver udsat for vold i skolen. Mange af disse fagligt dygtige mennesker beretter, at børnene reagerer i afmagt over den virkelighed, de skal agere i.

Men de voksne kan gå væk, de kan tage en pause eller undervise i en anden klasse. Børnene, som går i klasse med et barn, der er meget udfordret, kan sjældent tage en pause.

Klassen er sammen hele tiden, måske endda også i fritidstilbuddet og kan ikke undslippe mulige reaktioner, som kan komme til udtryk både fysisk og verbalt.

Politikerne bærer ansvaret

Det er ikke skolernes skyld, det er ikke pædagogernes og lærernes skyld, og det er i hvert fald slet ikke børnenes skyld, at virkeligheden ser sådan her ud.

Det er politikernes skyld.

Politikerne vil have, at folkets skole er for alle, men de vil ikke betale det, som det koster i form af rette rammer og vilkår.

Det må alle børn betale prisen for.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden