I en undersøgelse svarer 80 procent af alle elever, at de finder skoledagen "for lang" eller "alt for lang".
Foto: Magnus Fisker / Ritzau Scanpix

I en undersøgelse svarer 80 procent af alle elever, at de finder skoledagen "for lang" eller "alt for lang".

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Lange skoledage fører til skolevægring

Den stigende skolevægring blandt danske skoleelever skyldes først og fremmest skoledagens længde, mener Niels Christian Sauer, debattør og skolelærer.

Debat

Problemet med elever, der udvikler decideret skolefobi og ender i skolevægring, er stærkt stigende.

Der er naturligvis flere årsager til dette, men det er påfaldende, at den mest indlysende årsag hertil i nogen grad ryger under radaren.

En anspændt situation kan selv sagt være overkommelig i et kortere tidsrum, men ubærlig i et længere

Vi taler her om en gruppe af elever, der oplever skolen som en uoverkommelig udfordring, og det siger sig selv, at tid er en væsentlig faktor i denne sammenhæng.

Lange skoledage skaber mistrivsel

En anspændt situation kan selv sagt være overkommelig i et kortere tidsrum, men ubærlig i et længere. Skolereformen har gjort elevernes skoledag op til 50 procent længere, så danske skoleelever nu har verdens længste skoletid.

Navnlig de yngste elever, som ikke formår at protestere, har fået forlænget skoledagene, hvilket har muliggjort store besparelser på fritidsordningerne. Men det er her, filmen knækker for elever, som kun hænger på i skolen med det yderste af neglene.

En undersøgelse foretaget af Politiken i 2015 blandt alle landets børnehaveklasselærere viste, at fire ud af fem af dem mente, at reformens lange skoledage skaber decideret mistrivsel hos de mindste elever, der reagerer med amok-løb, ufrivillig vandladning etc.

Skoledagen er for lang

Det store flertal af eleverne angiver heldigvis over for skoleforskerne, at de stadigvæk er glade for at gå i skole, men ikke mindre end 80 procent af dem siger, at de finder skoledagen »for lang« eller »alt for lang«. Sidstnævnte gruppe er tilmed vokset til noget nær det dobbelte de sidste to år.

Undervisningsministeriet har spurgt forældre til elever, som har fået afkortet den lange skoledag, om de mener, at det var en rigtig beslutning. Hertil svarer 87 procent af forældrene ja, mens kun 2 procent mener, at de lange skoledage skulle have været bevaret. Det svarer nogenlunde til antallet af medlemmer hos de partier, der har gennemtrumfet nyordningen.

Spændende undervisning kræver forberedelse

De efterhånden ganske få stålsatte forsvarere af de lange skoledage hævder, at problemet ikke er skoledagenes længde, men deres indhold, idet undersøgelser viser, at hvis skolen er spændende nok, er de lange dage ikke noget problem. Men argumentet holder ikke.

Skolens mulighed for at lave spændende skoledage er nemlig omvendt proportional med deres længde.

Det siger sig selv, at når man veksler lærernes tid til at tilrettelægge intens, inspireret, spændende undervisning til længerevarende undervisningstid med uforberedte lærere, der hutler sig igennem på bedste beskub med pædagogisk halvfabrikata, så er resultatet mere kedelig undervisning.

I dag leverer 14 procent færre lærere omkring 25 procent mere undervisning end før reformen.

Resultatet er naturligvis derefter, og prisen betales først og fremmest af gruppen af svage elever fra skolefremmede hjem - stik imod reformens erklærede mål om at nedbringe den negative sociale arv.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden