»Det er skolen og de professionelle, der er de vigtigste inklusions-aktører, dernæst elever og forældre,« skriver Gro Emmertsen Lund og Anne Søgaard. (Arkivfoto)
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

»Det er skolen og de professionelle, der er de vigtigste inklusions-aktører, dernæst elever og forældre,« skriver Gro Emmertsen Lund og Anne Søgaard. (Arkivfoto)

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Inklusion hviler først og fremmest på skolens professionelle

Hvis skolen ikke tager ansvaret for at skabe rammer for et inkluderende samarbejde, kan usikkerheden brede sig i forældregruppen og blive til afmagt - og den kan forplante sig blandt børnene, mener en forsker og en konsulent.

Debat

I Politiken Skoleliv skriver Lars Qvortrup, at vi i Danmark har en unik forståelse for eleverne som vigtige inklusions-aktører, - og henviser til Greve Kommunes projekt, Inklusion i børnehøjde:

»Grundideen var, at eleverne skal være aktive inklusions-aktører og ikke bare modtagere af lærernes inklusionsydelser. Sammen med eleverne blev der produceret videoer med gode eksempler på elev-elev inklusion. Eleverne lavede inklusionsretningslinjer. De drøftede inklusions-etik.«

Gro Emmertsen Lund
Foto: Privatfoto

Gro Emmertsen Lund

Qvortrup trækker eleverne frem som dem, der holder inklusionsfanen højest. Eleverne forstår, at inklusion ikke blot er en praktisk foranstaltning, men at det (også) er en grundlæggende kvalitet i et demokratisk samfund, hvor vi lytter til hinanden og anerkender hinanden til trods for den ene eller anden forskel.

Inklusion er et samfundsanliggende

Det er både vigtigt og væsentligt, men ikke hele historien. Det er skolen, der sætter rammerne for eleverne. Det er politikerne, der sætter rammerne for skolen. Det er lærerne og pædagogerne i samarbejde med forældre, PPR, vejledere, m.m., der håndterer de problemer, som opstår i skolen, og som kan føre til eksklusion.

Anne Søgaard
Foto: Privatfoto

Anne Søgaard

Netop eksklusion er noget, der optager os, og vi har begge et kig ind i skolen, som hhv. forsker og konsulent. Vi ser begge, hvordan eksklusionsprocesser udspiller sig i skolen, og kan ramme alle børn – også velfungerende familiers børn, og altså ikke de såkaldte 'inklusionsbørn', som Qvortrup omtaler.

Vi har en skole i verdensklasse og 75 procent af eleverne siger, at de trives i skolen. Desværre siger 21 procent at de ikke har det så godt i skolen, mens fire procent siger, at de har det meget dårligt i skolen. Samtidig ved vi, at mellem 9 og 15 procent af alle børn og unge i dag er marginaliserede, dvs. ekskluderede af fællesskaber.

Det er klart, at forældre ikke kan gøres ansvarlige for problemer i skolen, endsige løse skoleproblemer fra hjemmet

Halvdelen af denne gruppe er vokset op i velfungerende ressourcestærke middelklassefamilier. Det er altså ikke familiebaggrund, der forårsager marginalisering af disse børn og unge, men noget, der sker uden for familien i dagtilbud og skoler.

Ustyrlige eksklusionsprocesser

Når konflikterne buldrer derudaf, kan skolen mene, at det er forældrenes ansvar; mens forældrene mener, at det er skolens ansvar. Det er klart, at forældre ikke kan gøres ansvarlige for problemer i skolen, endsige løse skoleproblemer fra hjemmet.

Samtidig kan forældre med god grund blive meget usikre på, hvad der forventes af dem i skolen, og hvad de kan gøre, når en elev i klassens fællesskab er i risiko for at blive ekskluderet.

Tager skolen ikke ansvaret for at skabe rammerne for et inkluderende samarbejde, kan usikkerheden brede sig i forældregruppen og blive til afmagt. Afmagten skaber og legitimerer konfliktoptrappende handlinger og udsagn, som kan forplante sig i børnegruppen - og hermed opstår en optrapning af eksklusion i begge grupper.

Derfor ser vi, at når der er dårlig trivsel i en klasse, og skolen ikke håndterer det hurtigt og hensigtsmæssigt, så er der risiko for, at forældregrupper samles i enighed om, at det er en bestemt elev og dennes forældres skyld, at der er dårlig trivsel. Der laves fakkeloptog og køres hetz på mail, om at denne elev skal ud, og 'vi holder vores børn hjemme, til han er ude'. Typisk går skolen ikke ind i det og har heller ikke sat rammen for, hvordan de handler på konflikter, dårlig trivsel eller mobning af forældre og børn. Ofte er fortilfældet også, at skolen har signaleret mobning af familien.

Hvad er skolens opgave, når eksklusionen truer?

De samspilsproblemer i skolen, som kan medføre eksklusion, har skolen ansvaret for at løse og gerne inden, de forplanter sig til ustyrlige eksklusionsprocesser både i skolen og i forældregruppen. Hvis opgaver, økonomi og rammer hænger sammen og det ikke er her, problemet ligger, så er en vej at gå, at skolen får skabt en kultur, hvor hjælpsomhed og blik for hinanden er i højsæde.

I en kultur, hvor mobning og eksklusion er yt, hvor alle hjælper alle, og hvor skolen kan håndtere konflikter og samspilsproblemer hurtigt og hensigtsmæssigt, sættes også rammerne for inkluderende samarbejde med forældregrupper. I sådan et miljø giver det god mening at tale om alle som inklusions-aktører. Det starter ikke med eleverne, men slutter med dem. Det er skolen og de professionelle, der er de vigtigste inklusions-aktører, dernæst elever og forældre. Alle må banen. Inklusion er et samfundsanliggende.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden