Foto: Emil Kastrup Andersen
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lars Qvortrup: Vi kan være stolte af vores inklusion i børnehøjde

Mange europæiske lande arbejder med inklusion, men i Danmark har vi et særligt blik for, hvad klassekammeraterne betyder for inklusionsarbejdet, mener Lars Qvortrup. 

Debat

18. og 19. oktober afholdt det franske undervisningsministerium en storstilet, international konference om inklusion og inkluderende undervisning.

I Frankrig har de sat fokus på at sikre, at specialundervisning ikke udskiller det stigende antal elever i skolen, som har fået den ene eller anden af de efterhånden mange diagnoser, der findes. Naturligvis skal man sikre, at alle elever får den undervisning og støtte, der gavner dem mest. Men det skal som hovedregel ske inden for rammerne af den fælles grundskole.

Denne problemstilling kender vi i Danmark. Den er et grundtræk ved den moderne velfærdsstat. Allerede i 1923 slog Den Store Skolekommission i sin betænkning fast, at de børn, der ikke havde, som det hed, noget virkeligt udbytte af den almindelige undervisning eller virkede »så hæmmende på undervisningen, at det er uforsvarligt at beholde dem i klassen«, skulle overføres til andre tilbud end normalskolen. For hvis de fik en undervisning, der var tilpasset til deres standpunkt og, som der står, »særlige ejendommeligheder«, ville de kunne nå en »udvikling, som ellers ikke var tænkelig«.

I 1958 blev særundervisning for folkeskolens elever med særlige vanskeligheder lovpligtig, og året efter blev der indført undervisnings- og oplæringspligt for såkaldt udviklingshæmmede børn. Alt dette kan læses i den danske grundskoles ’bibel’: Charlotte Appel, Ning de Coninck-Smith med fleres store skolehistorie.

Ud af fællesskabet

Først i 1990’erne fik man for alvor øjnene op for bagsiden af denne velfærdstriumf: At 'særundervisning' segregerer. Af lutter omsorg for det enkelte barn giver man det et stempel og sender det ud af fællesskabet.

Siden da har vi på forskellig måde søgt at sikre, at flest mulige elever fastholdes i den fælles skole: De forældede ord 'særundervisning' og 'specialundervisning' er blevet erstattet med det moderne ord 'inkluderende undervisning'. Men dilemmaet er ikke forsvundet: Hvordan kombinerer vi, at hver enkelt elev undervises og støttes efter behov, samtidig med at vi sikrer, at alle inkluderes? Hvordan undgår vi, at nogle af eleverne ganske vist går i skole sammen med de andre, men samtidig får et stempel i panden, hvor der står 'inklusionsbarn'?

Mange løsninger

I mange år var Danmark et af de førende lande på dette område, nok fordi den velfærdsstatslige tradition er så gammel og rodfæstet, og fordi vi så mange år har arbejdet med inkluderende undervisning. Men sådan er det ikke længere. De fleste europæiske lande forsøger at håndtere præcist de samme udfordringer, og det vrimler med løsninger: tolærerordninger, koordinerede indsatser, ressourcecentre i kommuner og distrikter, specialister der samarbejder, differentierede undervisningsmaterialer, efteruddannelse af lærere osv. osv.

Men på ét punkt er vi stadig i spidsen. Alle har blik for lærerne, specialisterne, systemerne, forvaltningerne, forældrene – men næsten ingen nævner eleverne. Og det til trods for at den måske vigtigste inklusions-aktør er eleverne. Det er dem, der inkluderer de andre i klassen. Det er dem, der danner grupper og indgår i venskaber og dermed inkluderer nogle og ekskluderer andre. Mig bekendt er det ikke blevet målt, men jeg tror, at vi på det punkt er verdensmestre.

I øjenhøjde

Den styrke bør vi følge: For få år siden gennemførte Greve Kommune et projekt med titlen 'Inklusion i børnehøjde'. Grundideen var, at eleverne skal være aktive inklusions-aktører og ikke bare modtagere af lærernes inklusionsydelser. Sammen med eleverne blev der produceret videoer med gode eksempler på elev-elev inklusion. Eleverne lavede inklusionsretningslinjer. De drøftede inklusions-etik.

Det stod hurtigt klart, at de, der holder inklusionsfanen højest, er – eleverne. De forstår, at inklusion ikke blot er en praktisk foranstaltning, men at det (også) er en grundlæggende kvalitet i et demokratisk samfund, hvor vi lytter til hinanden og anerkender hinanden til trods for den ene eller anden forskel.

Her spidser vores udenlandske kolleger ører. For den ressource har de ikke haft blik for, i hvert fald ikke i det omfang, vi ser i Danmark. I mange år har vi pisket os selv med skorpioner, selv om vi faktisk har grund til at være stolte over vores folkeskole – blandt andet på inklusionsområdet. Der er ikke mange lande, hvor elever og elevorganisationer spiller så stor en rolle som hos os. Her kan vi gøre en forskel.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden