Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Mobiltelefoner skaber et nyt rum, som vi også skal tage ansvar for

Forbud mod mobiler er ikke vejen frem. I stedet må vi hjælpe med at guide børnene i det nye virtuelle landskab, som mobiltelefonen giver adgang til, skriver Katja Gottlieb.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er det, jeg siger til mine Elever: vor Tid har ophævet Rummet...«

Sådan siger den lille skolelærerinde frk. Jensen, da et telegram tikker ind på stationsforstander Bais kontor i Herman Bangs fremragende fortælling Ved Vejen fra 1886.

Og netop det ophævede rum er interessant at dvæle ved i forlængelse a

f debatten om et eventuelt forbud mod mobiltelefoner i skolen. En debat, der blussede op herhjemme i forbindelse med, at den franske nationalforsamling med udgangen af juli vedtog et totalforbud mod mobiltelefoner i landets skoler.

Herhjemme har mange skoler heldigvis allerede lokalt tilpassede retningslinjer for brug af mobiltelefoner, og mange lærere gør deres bedste for at håndtere og undervise i og med den nye teknologi ude i de klasser, der gennem mobiltelefoner, tablets og computere er blevet til udvidede rum, hvor det, der foregår, ikke altid er synligt for det voksne øje.

Som lærer kan man ind i mellem stille sig selv det spørgsmål, om voksne er helt klar over, hvad det er for et land, men giver sit barn en nøgle til, når man forærer dem deres første mobiltelefon?

Paradoksalt nok ved de fleste af os forældre lige præcis, hvor vores poder befinder sig fysisk hvert minut på dagen, men hvad der sker i det virtuelle børneværelse, medieudviklingen har sluppet nutidens børn løs i, er overraskende mange forældre blinde over for.

Måske fordi vi ikke selv har været børn i cyberland? På en gang er vi bekymrede for den ny teknologi og laver skærmtider og taler om forbud. På den anden side kan vi være bange for, at vores børn står tilbage på perronen og ser efter et tog, der er kørt, hvis de ikke har adgang til den teknologi, vi har en diffus forestilling om, er vejen frem.

Et nyt landskab

Jeg fik min første mobiltelefon et par dage før, jeg dimitterede fra seminariet. Det var en grøn Siemens med antenne. Den kunne ringe. Og sende sms’er. Det var en telefon næsten i ordets oprindelige betydning. Man kunne ikke engang spille snake på den.

Det virker absurd, at det ikke er længere tid siden, når jeg i dag sidder med min iPhone, der fungerer som alt fra socialt medie og videokamera til spillekonsol og betalingsmiddel. Det samme apparat, som mange helt små børn får foræret nogenlunde samtidig med, at de starter i skole. Formentlig fordi, det er på denne tid, barnet begynder at bevæge sig rundt på egen hånd, og det er rigtig praktisk at kunne få fat i hinanden i en travl hverdag.

Og de finder hurtigt vej i det nye landskab: Der bliver ringet og lavet legeaftaler, ringet og aflyst legeaftaler, set videoer på YouTube og optaget videoer, der efterligner det, man lige har set på YouTube. Og der bliver sendt snaps på Snapchat og liket videoer på apps som musical.ly og Instagram.

Vi er i dag er mere bevidste end nogensinde før om at strukturere og tilrettelægge vores børns fysiske liv og udstyrer dem med alt fra cykelhjelme til legeaftaler, så de kommer sikkert igennem livet.

På samme måde har børnene også brug for, at vi guider dem i det virtuelle rum, teknologien giver dem adgang til. Ikke fordi mor behøver at lære floss-dansen, eller at far skal sende snaps til barnets venner, men et slag counterstrike med teenageren, at se en taste-test på YouTube med tweenen, eller få en snak med indskolingsbarnet om det signal, der ligger i at like (eller måske nærmere aldrig at like) en klassekammerats videoer på musical.ly, ville være et godt sted at starte.

Nationale forbud er ikke vejen frem

I skolen har mange lærere favnet de nye genrer og medier, præcis som vi gennem årene har taget andet til os, der har været nyt, ikke mindst i danskfaget, hvor tegneserier, kortfilm og computerspil engang var nyt stof.

Og lærerne arbejder også på livet løs med trivsel og sætter fokus på en række af de udfordringer, som de nye medier giver i forhold til elevernes samspil med hinanden og verden omkring dem.

Der er ingen tvivl om, at mobiltelefoner på godt og ondt griber grundigt ind i hverdagen på en dansk skole, og der brug for, at voksne tager ansvaret for, hvordan og hvor meget teknologien skal fylde i hverdagen.

Men det er ikke et nationalt forbud eller en one-size-fits-all løsning, der er vejen frem. Det er skolerne selv, der skal udstikke rammerne for det fysiske rum, vi er sammen med eleverne i, både når vores undervisning er online, og når vi vil trække stikket og fordybe os i et andet rum. I den forbindelse kan Herman Bangs Ved vejen anbefales...

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden