Tysk skal være obligatorisk for alle elever, foreslår Flemming Nygaard fra Tysklærerforeningen.
Foto: Markus Schreiber / Ritzau Scanpix / AP

Tysk skal være obligatorisk for alle elever, foreslår Flemming Nygaard fra Tysklærerforeningen.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Er det tyske og det franske sprog ved at uddø i Danmark?

Der er brug for hjælp til tysk- og franskfagene, mener Flemming Nygaard fra Tysklærerforeningen. Han foreslår, at tysk bliver obligatorisk for alle. Desuden skal alle skoler tilbyde fransk og spansk som valgfag.

Debat

Det er ikke nyt, at især fremmedsprogene tysk og fransk har trange tider i Danmark.

Både i 2003, 2011 og så sent som i år har ekspertgrupper gjort opmærksom på, at fremmedsprogene er truede i det danske uddannelsessystem.

For 13 år siden lærte ca. 41 procent af alle danske gymnasieelever tre fremmedsprog.

I folkeskolen var det indtil midten af 90’erne almindeligt, at eleverne havde engelsk som første fremmedsprog, tysk som andet fremmedsprog, og de sprogligt begavede elever valgte fransk fra 7.-9. klasse og latin i 10. klasse eller på den kommunale ungdomsskole.

Flemming Nygaard.
Foto: Privat

Flemming Nygaard.

Det gav eleverne gode valgmuligheder, når de kom på gymnasiet, der på det tidspunkt var parate til at bringe eleverne videre.

I dag kan eleverne vælge tysk eller fransk fra 5. klasse. Tysk skal tilbydes, og skolerne kan vælge at oprette fransk. Det indebærer, at ca. 85 procent af en årgang forlader folkeskolen med tysk og ca. 10 procent med fransk.

Kun få lærer tre fremmedsprog

Antallet af studenter med tre eller flere sprog faldt fra 28 procent i 2007 til 2 procent i 2016. Institutionerne kan tilbyde 3. sprogfag som valgfag, men kun få gymnasier prioriterer at gøre dette.

Det giver sig selv, at der er en klar sammenhæng mellem studenter, der ikke har haft tysk/fransk i 3.g, og det gigantisk manglende ansøgertal på universiteterne, hvor man på adskillige fakulteter har nedlagt sprogfag. Det samme gælder desværre for læreruddannelsen i tysk på professionshøjskolerne.

På landets 275 gymnasier er der i dag omkring 1.000 tysklærere og ca. 500 fransklærere. Omkring 1/3 af tysklærerne og ca. halvdelen af fransklærerne er over 60 år gamle.

Det forholder sig stort set på samme måde i folkeskolen.

Tysk er vigtigt

Dansk Industri har i flere undersøgelser peget på et markant behov for kandidater med fremmedsprog, og især efterlyser organisationen medarbejdere med tysk-kundskaber.

Interesserede kan i Lisbeth Verstraete-Hansen og Per Øhrgaards bog 'Sprogløse verdensborgere' få dokumenteret konsekvenserne af den manglende sprogpolitik og -strategi, der har været gennem de seneste 15 år.

Det kan derfor virke opmuntrende, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Altinget 8. juni udtaler: »Der er også behov for, at der er nogen, der har indsigt i især tysk og fransk, fordi de sprog forbinder os med Europa og vores fælles historie og kultur.«

Nu gør én svale ingen sommer: Hvis politikerne for alvor vil satse på, at flere danskere kan tale tysk, fransk eller spansk, så skal der politisk handling og penge til!

Forslag med effekt på længere sigt

Det er en kendsgerning, at kimen til al fremmedsprogsundervisning lægges i grundskolen.

Det er derfor uhyre vigtigt, at der prioriteres i folkeskoleforløbet. Er eleverne først kommet godt fra start, vil de med stor sandsynlighed også være motiverede til at vælge tysk eller fransk/spansk i det videre uddannelsesforløb. Den onde cirkel, der hersker nu, vil kunne brydes.

Tysklærerforeningen for Grundskolen (TLFG) ønsker med nedenstående sprogpolitiske forslag at ændre de små fremmedsprogs placering fremadrettet.

Mens engelsk ikke har problemer - faget har flere timer end de andre fremmedsprog, og eleverne opnår fine resultater ved de afsluttende prøver – forholder det sig helt anderledes for tysk og fransk.

TLFG foreslår derfor en model, der vil løse problemerne for fremmedsprogene:

  1. Engelsk beholder sin privilegerede status.
  2. Tysk bliver det obligatoriske 2. fremmedsprog for alle elever.
  3. Fransk og spansk styrkes som 3. fremmedsprog, som alle elever skal have mulighed for at vælge. Spansk skal 'udvides', så det omfatter alle tre kompetenceområder og kan afsluttes med 9.-klassesprøve, som i niveau og omfang svarer til prøven i tysk og fransk (så både tysk, fransk og spansk kan vælges som fortsættersprog i gymnasiet). For at alle elever reelt også har mulighed for at vælge et tredje fremmedsprog, skal det være obligatorisk for alle skoler at tilbyde fransk og/eller spansk som valgfag i rækken af valgfag i 7.-9. klasse.

Hvad angår afgangsprøverne foreslår TLFG, at prøven i 3. fremmedsprog er frivillig.

Tysk ligestilles rent prøvemæssigt med engelsk, således at den mundtlige tyskprøve bliver obligatorisk (den skriftlige tysk- og engelskprøve forbliver i udtræk). Begrundelse: Når der nu ikke generelt kan tilføres flere lektioner til tyskfaget, er prøverne det vigtigste organisatoriske håndtag, der kan skrues på, for at styrke tyskfaget.

Ændringen vil betyde en enorm saltvandsindsprøjtning for faget! Den holdning deles af samtlige tidligere fagkonsulenter i tysk siden 1975 og bekræftes af en underskriftsindsamling, der i 2017 blev bakket op af over 600 tysklærere i grundskolen.

Konklusion

TLFGs model giver flere fremmedsprog, og det er der brug for. Modellen styrker tysk som det naturlige 2. fremmedsprog, hvilket er rimeligt som nabosprog. Modellen styrker fransk, som i dag kun tilbydes i dele af landet, og den styrker spansk, som i dag stort set er ikke-eksisterende. Endvidere giver modellen mulighed for, at alle sprog kan vælges som fortsættersprog i gymnasiet.

Man kan glæde sig over, at sønderjyske kommuner (Tønder, Sønderborg og Aabenraa) allerede har set betydningen af tysk, idet man her har indført tidligere tyskundervisning – i Tønder fra 0. klasse og med obligatorisk mundtlig prøve efter 9. klasse efter dispensation.

Der er med andre ord muligheder, der kan være med til at løse problemerne for 2. og 3. fremmedsprog. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje, og hvor der er vilje, er der en vej, siger et gammelt ordsprog.

Deltag i debatten -  send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden