Oplevelsen af pres blandt i det mindste en mindre del af de danskere, som har direkte berøring med velfærdssektoren, bunder i noget meget dybere.
I velfærdsstatens natur i det hele taget, skriver Henrik Christoffersen.
Foto: Cepos

Oplevelsen af pres blandt i det mindste en mindre del af de danskere, som har direkte berøring med velfærdssektoren, bunder i noget meget dybere. I velfærdsstatens natur i det hele taget, skriver Henrik Christoffersen.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Cepos: Pres er en pris, vi må betale, hvis vi vil leve i en moderne velfærdsstat

Oplevelsen af pres blandt både børn og voksne bunder i velfærdsstatens natur, mener Cepos' forskningschef. Det giver hver af os to valgmuligheder; vi kan leve med presset som del af en moderne velfærdsstat, eller vi kan stå af ræset og gå egne veje.

Debat

En ny trivselsundersøgelse fra Børnerådet viser, at 12 procent af eleverne i 8. klasse oplever et stærkt pres på grund af skolen.

Jeg tror, at andelen ville have været højere, såfremt man havde spurgt mig og mine klassekammerater på Skolen i Slottensgade i Korsør i midten af 1960’erne, hvor der kun var afsat halvt så mange ressourcer per elev til at drive skolen, og hvor alle vi fra hjem med svagt uddannede forældre skulle præstere social opstigning. Men lad det nu ligge.

Pres er blevet et centralt tema i debatten om vores velfærdssamfund. De offentligt ansatte giver udtryk for, at de føler sig stadig mere pressede i jobbet, og brugerne af velfærdsydelserne - hvad enten der er tale om skoleelever eller voksne brugere - fortæller fra deres side også om et stadig større pres.

Debatten om de pressede velfærdsdanskere er meget instrumentel. Der er en forestilling om, at der findes nogle konkrete greb, som kan tage presset væk eller i det mindste moderere det. Afskaf karakterer i skolen, indfør en timebank på arbejdsmarkedet etc.

Men fix-løsninger er en illusion. Det vil under alle omstændigheder blive ved med at være en lige så hård kamp at komme ind på lægestudiet, uanset hvor mange karakterer der uddeles eller afskaffes.

Lighed og konkurrence følges ad

Oplevelsen af pres blandt i det mindste en mindre del af de danskere, som har direkte berøring med velfærdssektoren, bunder i noget meget dybere.

I velfærdsstatens natur i det hele taget. I den demokratiske tro på mere eller mindre absolut lighed og i troen på social engineering, så staten kan fremkalde en hvilken som helst ønsket social orden.

Den enkelte elev i skolen er blevet ansvarlig for, hvor vedkommende ender i tilværelsen – ikke som tidligere, hvor slutmålet var en given ting

Den enkelte elev i skolen er blevet ansvarlig for, hvor vedkommende ender i tilværelsen – ikke som tidligere, hvor slutmålet var en given ting, nemlig det samme som far for drengenes vedkommende og hjemme for pigernes vedkommende.

Og staten skal ideelt set give alle borgere de samme muligheder, ellers er det uretfærdigt og udtryk for borgerlig sparepolitik. Sådan har den demokratiske lighedsideologi udviklet sig på dansk.

Men alle kan ikke få plads på første række, så lighed og konkurrence er hinandens følgesvende.

Velfærdsstaten søger at dæmpe harmen over at blive udsat for denne konkurrence ved at søge at bilde de unge ind, at det er lige godt at ende alle steder.

Men de unge ved godt, at de bliver hurtigere slidt ned, får ringere livsindkomst og dør tidligere, såfremt de vælger en erhvervsuddannelse frem for en videregående uddannelse, så de hopper ikke på limpinden.

Pres er uomgængeligt i en velfærdsstat

Det giver ikke meget trøst at tænke over, hvad det er for udviklingsmuligheder, velfærdsstaten har.

Alle kan ikke få plads på første række

Der blev ikke snakket så meget om pres, da velfærdsstaten voksede, for på det tidspunkt kunne vi ty til, at vi blot lånte nogle flere penge i udlandet og brugte dem til at øge de offentlige udgifter, hvis pres og utilfredshed skulle imødegås.

Det er ikke længere en mulighed, og højere skatter bringer ikke ret mange flere penge i de offentlige kasser, da virksomheder så flytter til udlandet og danskerne giver sig til at arbejde mindre eller flytte til Schweiz.

Her i lyset af netop afsluttede offentlige overenskomstforhandlinger er alle vist klar over, at de offentligt ansatte skal have lønstigninger lige som de privat ansatte.

De privat ansatte øger produktiviteten, så der skal stadig færre privat ansatte til at præstere den samme produktion. Hvis den offentlige sektor ikke indretter sig på samme måde, så bliver de offentlige serviceydelser stadig dyrere sammenlignet med den private sektors ydelser. Derfor bliver der relativt set råd til stadig færre offentlige ydelser, såfremt de offentligt ansatte ikke leverer stadige produktivitetsfremskridt.

Vi kan tage presset i stiv arm som en side af den moderne velfærdsstat vel vidende, at vi bevarer en velfærdsstat, men at det ikke er gratis. Eller vi kan strunte på denne logik, stå af ræset og gå vores egne veje

Det er ikke et synspunkt, men en simpel logik. Og derfor er fortsat pres for effektivisering uomgængelig i de offentlige institutioner. Det er det eneste, som de offentligt ansatte og alle brugere af velfærdsservice med sikkerhed kan se frem til.

Det giver hver af os to valgmuligheder. Vi kan tage presset i stiv arm som en side af den moderne velfærdsstat vel vidende, at vi bevarer en velfærdsstat, men at det ikke er gratis. Eller vi kan strunte på denne logik, stå af ræset og gå vores egne veje.

I givet fald må vi tage konsekvenserne på godt og ondt. Hvis tilstrækkeligt mange gør det, så forlader vi velfærdsstaten. Og det er sikkert ikke så tosset. Men de, som ikke står ved et valg af vej i livet, bliver af gode grunde frustrerede. De føler sig presset.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden