Hvis samskabelse ikke blot skal reduceres til endnu en New Public Management-etikette, kræver det, at skoleledelsen reelt er klar til at slippe grebet om magten og invitere nye aktører indenfor, skriver ledelsesforskerne Manon de Jongh (til venstre) og Morten Fogsgaard.

Hvis samskabelse ikke blot skal reduceres til endnu en New Public Management-etikette, kræver det, at skoleledelsen reelt er klar til at slippe grebet om magten og invitere nye aktører indenfor, skriver ledelsesforskerne Manon de Jongh (til venstre) og Morten Fogsgaard.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Ledelsesforskere: Samskabelse giver muligheder i skolen - hvis ledelsen tør slippe magten

Hvis samskabelse ikke blot skal reduceres til endnu en New Public Management-etikette, kræver det, at ledere og politikere reelt er klar til at slippe grebet om magten og invitere nye aktører med i udviklingen, skriver to ledelsespsykologer.

Debat

Når regeringens højtprofilerede ledelseskommission gang på gang slår fast, at god offentlig ledelse er fundamentet for god offentlig service, lyder det ikke bare logisk. Det kalder også på en diskussion om fremtidens ledelses- og samarbejdsformer.

Selvom vi endnu ikke kender kommissionens anbefalinger, som præsenteres 12. juni, tør vi godt på forhånd give et bud på i hvert fald én dimension, som folkeskolen og andre uddannelsesinstitutioner fremover kommer til at forholde sig til: Samskabelse.

I vores forståelse handler samskabelse om, at offentlige aktører og borgere samarbejder og positivt udnytter de samlede aktiver og ressourcer. Det sker ofte på tværs af sektorer. Samskabelse er også et element i debatten om fornyelse af velfærdsstaten, og det er én af de mange metoder/idéer, som skal sikre omstillingsparathed, fleksibilitet og konstant udvikling af kernefaglighed og drift, sideløbende med at der skal spares, effektiviseres og styres.

Samskabelse betyder altså, at borgere og andre aktører meningsfuldt tager del i velfærdsopgaven. For eksempel ved at diskutere problemer og skabe løsninger på folkeskoleområdet. Det kunne knytte sig til spørgsmål om bevægelse i frikvarteret eller en anderledes lektiecafé.

Listen over krav til offentligt ansatte - både ledere og medarbejdere - kan synes uendelig lang. Men behovet for fundamentale forandringer og nye måder at tænke organisation og ledelse i den offentlige sektor på er reel.

Samskabelse kræver, at man tør dele med andre og slippe grebet om magten. Det kan offentlige ledere, medarbejdere og politikere have svært ved

For udfordringerne i det offentlige, også i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, går i dag ofte på tværs af organisatoriske enheder, og det sætter fokus på behovet for tværgående samarbejde og samskabelse. Og på en ledelse, der formår dette.

Mange kommuner har allerede i dag strategier for borgerinddragelse og samarbejde med frivillige organisationer. Her betragtes borgerne ideelt set som aktive medspillere i et plussumsspil, hvor nytænkning ikke er mulig uden alle parters deltagelse i samskabelsen.

Men samskabelse udfordrer også den traditionelle arbejdsdeling mellem det offentlige og civilsamfundet. Og samskabelse rokker ved den traditionelle forestilling om ledelse – og magt.

For hvordan kan den her type samarbejde mellem selvstændige aktører bedst styres i et offentligt regi, hvor kravet om effektiviseringer og besparelser nok kalder på nytænkning, men også fremkalder en mistanke om, at samskabelse blot er endnu en måde at få borgerne til selv at løfte endnu flere opgaver på?

Giv slip på magten

Lad os slå det fast med det samme: Vi ser mange muligheder i samskabelse – også i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner. Men tillad os alligevel at rejse et par kritiske spørgsmål. For naturligvis kan samskabelse også have uhensigtsmæssige konsekvenser. Og kan samskabelse ikke også, trods den pæne og sympatiske indpakning, blot være endnu en måde at spare og effektivisere på?

Svaret afhænger af, hvem man spørger: De begejstrede offentlige organisationer og konsulenter, der taler om ny innovation. Eller kritikerne, der blot lugter gammel sparevin på nye flasker.

Som både kritiske forskere og konsulenter vil vi gerne påpege, at samskabelse i hvert fald kræver andre samarbejdskompetencer end dem, de fleste i dag er trænede i – også i skolen.

Samskabelse kræver, at man tør dele med andre og slippe grebet om magten. Det oplever vi ofte i vores konsulentarbejde, at både offentlige ledere, medarbejdere og politikere kan have svært ved.

Vi må og skal blive dygtigere til at arbejde med bæredygtighed, kreativitet og diversitet

Forskydningen af magten bliver ofte en næsten uoverkommelig faktor, der skaber så mange benspænd undervejs i processen, at man med rimelighed kan spørge, om det overhovedet er muligt at etablere samskabelsesprocesser i en New Public Management-styringslogik? I den logik lever en vis portion mistillid nemlig i bedste velgående, sammen med en forventning om, at »vi i hvert fald i udgangspunktet ikke skal regne med, at 'de andre' gør det rigtige.«

Den indstilling påvirker naturligvis offentlige lederes og medarbejderes handlinger. Og fortællingen om samskabelse som det nye sort halter, når der samtidig skal spares tocifrede millionbeløb og mistanken om, at samskabelse blot er en fiks måde at få borgerne til selv at løfte endnu flere opgaver på, vokser.

I den kontekst risikerer samskabelse at blive reduceret til en etikette, der bare klistres på en ren New Public Management-praksis, hvor man nok foregiver at arbejde samskabende, men reelt har defineret målet på forhånd. Den slags er spild af alle aktørers tid.

Mere og bedre samskabelse

Samskabelse kræver nemlig et radikalt brud med den måde, vi tænker organisation og ledelse på, i en kompleks og ofte komplet uforudsigelig verden. Her skal man som skoleleder acceptere rollen som én, der har indflydelse på organisationen i kraft af det, man siger, gør og beslutter. Og på den anden side acceptere, at man ikke har kontrol over det, der kommer til at ske.

Den slags kræver åbenhed over for nye former for organiseringer og mod til at kaste sig ud i eksperimenter som eksempelvis samskabelse – uden garanti for resultatet.

Vi må og skal blive dygtigere til at arbejde med bæredygtighed, kreativitet og diversitet. Og organisationer, ledere, medarbejdere og politikere kommer, også i skole- og uddannelsesverden, til at krydse nye grænser.

Her er samskabelse en fremragende ide. Hvis man vel og mærke formår at slippe magten og reelt interessere sig for, hvad aktørerne, også dem uden for skolens og uddannelsesinstitutionernes vante rammer, har at byde på.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden