Folkeskolen er udfordret af individualisering og fravalg, og den er ikke en samlende samfundsinstitution som tidligere, mener professor Lene Tanggaard.
Foto: Lisbeth Holten

Folkeskolen er udfordret af individualisering og fravalg, og den er ikke en samlende samfundsinstitution som tidligere, mener professor Lene Tanggaard.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lene Tanggaard: Lad os værne om de fællesskaber, der reelt udvikler skolens praksis

Folkeskolen er udfordret af individualisering, og derfor investerer mange kommuner i stærke fællesskaber. Men man kan ikke designe eller topstyre et fællesskab, skriver Lene Tanggaard.

Debat

Forleden trådte Michael Ziegler og Anders Bondo ud af forligsinstitutionen i en forbrødring. Forhandlingsforliget ved overenskomstforhandlingerne blev beskrevet som en ny start.

En ny start implicerer, at noget bliver fortid. Jeg gætter på, at denne fortid handler om detailstyring af folkeskolen. Der er i hvert fald løfter i luften om et nyt fællesskab mellem KL og Danmarks Lærerforening.

Folkeskolen findes endnu, og den er et fællesskab, som vi skal passe godt på.  Folkeskolen er imidlertid udfordret af individualisering og fravalg, og den er ikke en samlende samfundsinstitution som tidligere. Lærerne søger også andre græsgange.

Mange kommunale forvaltninger investerer derfor i disse år i initiativer, der sigter på at etablere stærkere og mere professionelle fællesskaber på folkeskolerne.

Dygtige lærere udvikler overraskende nok faktisk deres undervisning, uden at nogen kommer forbi med et udviklingsværktøj eller et forskningsprojekt

Man kan ikke fremtvinge et praksisfællesskab

Forleden blev der skrevet et debatindlæg i dette medie om, at man med stor sikkerhed ved, at de involverede deltagere i et forskningsprojekt med fokus på stærke, professionelle læringsfællesskaber, hvor man arbejder problemorienteret, også oplever øget samarbejde og trivsel.

Det er ikke en epokegørende iagttagelse. Vi får mere af det, vi giver opmærksomhed. Det sker i ethvert forskningsprojekt, som involverer mennesker, der iagttager og handler efter forskernes forskrifter. Det bør ikke rydde avisoverskrifter.

Tværtimod skal vi måske snarere værne om de fællesskaber, der er. Dem, der bærer skolen hver dag, ude i hver en afkrog af Danmark.

Sagen er nemlig, at man ikke kan designe et praksisfællesskab. Man kan, som ordsproget lyder, tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Der er ikke nogen stat, kommune eller noget forskningsprojekt, der kan fremtvinge et praksisfællesskab.

Man kan heller ikke fremtvinge et læringsfællesskab, for læreprocesser trives dårligt under tvang. Man kan skabe betingelser for, at mennesker lærer, og at praksisfællesskaber opstår. I et praksisfællesskab findes et fælles repertoire af redskaber, fortællinger, begreber, handlinger og symboler, der er udviklet over tid.

Fælles om at lære

Min egen og andres forskning har vist, at praksisfællesskaber i høj grad er selvorganiserede i den forstand, at de ikke er identiske med eksempelvis formelle team-inddelinger i en organisation.

De opstår netop og bindes sammen af fælles projekter, værdier og holdninger, og de er kun stærke, når de kan rumme uenighed og eventuelle konflikter. Når kommuner investerer i at udvikle professionelle læringsfællesskaber, så er det netop ikke det samme som et praksisfællesskab.

Der er ganske enkelt grænser for design. I et praksisfællesskab er man sammen om noget. I et læringsfællesskab er man fælles om at lære, men da det giver sig selv, at der skal være noget at lære, giver begrebet ikke mening. Lad os tale om praksisfællesskaber. De kan være langt stærkere end dem, der sættes igennem med et design.

Et fællesskab kan ikke designes eller topstyres

I forbindelse med vores igangværende rådgivningsarbejde om Fælles Mål i folkeskolen, afviklede vi skolemøder på ni skoler med deltagelse af 430 lærere og skoleledere.

De fortalte os, at Fælles Mål har givet anledning til flere substantielle, faglige samtaler om didaktik, men at de mange færdigheds- og vidensmål har været en spændetrøje for den professionelle dømmekraft og en barriere for elevinddragelse, spontanitet og kreativitet i undervisningen.

Underviserne fortalte os, at de glæder sig til igen at få plads, rum og tid til refleksion over den daglige undervisning i de faglige fællesskaber, som de er en del af. Dygtige lærere udvikler overraskende nok faktisk deres undervisning, uden at nogen kommer forbi med et udviklingsværktøj eller et forskningsprojekt.

Skolen er et fællesskab, og vi har brug for at værne om de praksisfællesskaber, der reelt udvikler skolens praksis. Når man forstår, at man ikke kan designe eller topstyre et fællesskab, men at man snarere nænsomt skal stille ressourcer og plads til rådighed for, at deltagerne i disse kan udvikle deres tænkning, kritiske sans, praktiske fornuft og kreative dømmekraft, så når man langt med faglig og professionel udvikling.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden