Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Det er i de helt unge år, at pædagoger og andre professionelle har mulighed for at præge små børn med den eventyrlige indsigt og den sanselighed, som naturvidenskaberne kan give, skriver Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Det er i de helt unge år, at pædagoger og andre professionelle har mulighed for at præge små børn med den eventyrlige indsigt og den sanselighed, som naturvidenskaberne kan give, skriver Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Stefan Hermann: Ambitionsniveauet i naturfagsstrategien er ikke højt nok

Vi skal ikke have mindre Grundtvig, men mere Ørsted i skolen. Men nærlæser man naturfagsstrategien, er der ikke lagt vægt nok på hverken læreruddannelse eller dagtilbud, mener Stefan Hermann, der kalder det »klassisk politisk undladelsessynd.«

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Regeringen fremlagde i foråret en naturfagsstrategi, som skal styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge. Et nødvendigt tiltag, hvis vi skal sikre lyse hoveder i fremtidens lægemiddeludvikling, ingeniørkunst og digitalisering.

Tiden er rigtig, og meget i strategioplægget er godt, skønt og sandt. Men min oplevelse er klart, at ambitionsniveauet i strategien kunne være højere, og at udspillet i mere udtalt grad kunne tale direkte ind i læreruddannelsen; ja i det hele taget orientere sig mod de fag og professioner, der er tættest på børn og elever.

Strategien fremlægger to nationale målsætninger: flere børn og unge skal interessere sig for naturfag – og i tillæg: flere børn og unge skal være meget dygtige, når det handler om natur, teknik og matematik.

Fem indsatsområder ridses op: styrket interesse for naturfag, dygtigere lærere i naturvidenskab, faglig fornyelse af naturvidenskabelige fag, styrket talentudvikling og lokal prioritering.

Det er ærgerligt, at man ikke viser en interesse i at investere i læreruddannelsesmiljøerne, som tværtimod støt og roligt bliver rundbarberet økonomisk

Naturfaglig dannelse i dagtilbud

Der er grund til at rose regeringen for anlægge et dannelsesperspektiv. Det er vigtigt, også når det omhandler naturfag og matematik. Men hvis et helhedsorienteret perspektiv for alvor skal give mening, bør regeringen i langt højere grad tænke hele det institutionaliserede barneliv med i et værdigt slag for naturvidenskaberne.

Det er i de helt unge år, at pædagoger og andre professionelle har mulighed for at præge små børn med den eventyrlige indsigt og den sanselighed, som naturvidenskaberne kan give.

Iskrystaller på et vindue, sand mellem fingrene på legepladsen, regnbuer og insektglas. Mange hverdagsfænomener kan bruges som en naturlig indgang til at vække interessen for magien i for eksempel matematik.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med undervisningsminister Merete Riisager (LA) fremlagde naturfagsstrategien, talte de netop om videbegærlige børn i dagtilbuddene.

Men nærlæser man det skriftlige oplæg, er der ikke lagt særlig vægt på hverken pædagoguddannelse eller dagtilbud. Det er en klassisk politisk undladelsessynd at lade dagtilbud og pædagoguddannelse være low politics.

Vi har altid med stor selvfølgelighed talt om dansk, historie og oldtidskundskab som dannelsesfag, men aldrig om matematik, fysisk og kemi som vigtige elementer i kulturarv, fællesskab og tegning af identitet.

Naturfag handler også om menneskets plads i verden. Om de filosofiske konsekvenser af den teknologi, vi omgiver os med, og som udvikler sig hurtigere, end vi kan fantasere os til. Vi skal ikke have mindre Grundtvig, men mere Ørsted kunne man sige. Og vi skal starte tidligt.

Lærerne er den afgørende faktor

Men lærerne er en altafgørende faktor, når det handler om at vække interessen for naturfag i et ungt menneske. Derfor kan det undre, at regeringen ikke sætter endnu mere ind på at styrke science-miljøerne på læreruddannelserne, men i stedet fremhæver behovet for en ny kandidatuddannelse – måske i fraværet af dem, der var engang, men som blev nedlagt.

Det er ærgerligt, at man ikke viser en interesse i at investere i læreruddannelsesmiljøerne, som tværtimod støt og roligt bliver rundbarberet økonomisk.

Vi skal på professionshøjskolerne, med aktivt politisk med- og modspil, stimulere de studerende til at vælge naturfagene på læreruddannelsen. Samtidig skal fagenes undervisere løftes til at blive endnu bedre både fagligt og didaktisk.

En naturfagsstrategi er nødt til at være økologisk, om man så må sige

Levende undervisning

Flere fonde har set potentialet. Lektor Thomas Dyreborg Andersen er underviser på Københavns Professionshøjskole, hvor han skaber dygtige, nysgerrige og begejstrede lærere.

Han blev i april 2018 hædret af Novo Nordisk Fonden for at gøre en særlig indsats med at uddanne landets naturfaglige grundskolelærere.

Novo Nordisk Fonden har desuden bevilget knap 28 millioner kroner over en femårig periode til Københavns Professionshøjskole, så vi kan udbyde et nyt talentprogram,Copenhagen Honours College, til særligt talentfulde og motiverede naturfagslærerstuderende.

Samtidig udklækker Københavns Professionshøjskole i dag særlige naturfagslærere, der tager en Advanced Science Teacher Education (ASTE) støttet af Lundbeck Fonden. Her bliver naturfagene nærværende og konkrete,  også ude i den virkelighed, hvor man får jord på knæene og vind i håret.

Det er gode eksempler, og mange flere kunne nævnes, men vi savner en politisk indsats, der insisterer på at tænke hele vejen rundt. En naturfagsstrategi er nødt til at være økologisk, om man så må sige.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden