Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Vi ved, at skoler i kommuner, hvor skoleforvaltningen sætter mål, skaber klare rammer og lægger vægt på kompetenceudvikling, har bedre lærings- og trivselsresultater,« skriver forsker Lars Qvortrup.
Foto: Emil Kastrup Andersen

»Vi ved, at skoler i kommuner, hvor skoleforvaltningen sætter mål, skaber klare rammer og lægger vægt på kompetenceudvikling, har bedre lærings- og trivselsresultater,« skriver forsker Lars Qvortrup.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lars Qvortrup: Skolen er gjort til skydeskive i en kulturkamp forklædt som forskning

Alt for mange forskere strides med udgangspunkt i en kulturkamp, skriver Lars Qvortrup, der savner respekt for gyldige data, anerkendte metoder og gode argumenter i skoledebatten.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sidste år udkom en bog, der var vigtig for hele uddannelsessystemet: 'Pædagogikkens idehistorie', skrevet af Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen.

Bogen er velskrevet og giver indsigt i pædagogikkens idehistoriske epoker. Men den gør sig efter min mening skyldig i én fejl: Den adskiller to epoker, selv om de er samtidige.

På den ene side fasen fra 1750-1820: 'Oplysning og nyttige kundskaber'. På den anden side fasen fra 1776-1850: 'Nyhumanisme og dannelse'.

Som man kan se, falder de to 'epoker' tidsmæssigt næsten sammen. Derfor burde de have været anskuet under ét, for det, der skete i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, var, at det moderne samfund fandt sin modsætningsfyldte identitet.

På den ene side stod oplysningsfolkene med et rationelt syn på opdragelse og undervisning. Gennem udvikling af nye pædagogiske metoder, læreplaner og forsøgsskoler skal man reformere og modernisere undervisningen, så eleverne kan tilegne sig nyttige kundskaber, lød programmet.

På den anden side stod nyhumanisterne og fremhævede, at pædagogikkens anliggende er det, der kaldes en 'almen menneskedannelse', der giver plads til den frie, individuelle selvvirksomhed, og at faglig fordybelse er et mål i sig selv og ikke et middel til noget andet.

Pædagogikken skal favne begge sider

Så hvad er pædagogikkens opgave: Nyttige kundskaber eller selvdannelse? Hvad er dens virkemiddel: pædagogiske metoder eller åbne rammer for selvvirksomhed?

Svaret er, at pædagogikken skal favne begge sider.

Der er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og. På den ene side kan man ikke fungere som underviser uden at have et mål for undervisningen. På den anden side ved enhver underviser, at man uddanner frie individer til at blive frie borgere.

På den ene side vil man gerne kunne dokumentere sin indsats, fordi det er forudsætningen for at gøre den bedre næste gang. På den anden side kan langt fra alt sættes på tal og statistik.

På den ene side har fagundervisningen et formål. På den anden side er faget og den faglige fordybelse et mål i sig selv.

På den ene side er leg og bevægelse nyttige. På den anden side er det at lege værdifuldt i sig selv.

Kunsten at være lærer – og pædagogisk leder – er at kunne favne begge disse sider og at kunne håndtere dem som et pædagogisk dobbeltspil. Den gode time er den time, hvor eleverne bliver opslugt af emnet, samtidig med at hemmeligheden bag brøker, eller nytten ved at kunne regne med decimaler, går op for dem.

Men den dobbeltkunst får ikke meget støtte af tidens toneangivende uddannelsesforskere. For her graves der grøfter. Pædagogikken skal ikke være »ren,« men »uren,« det vil sige grumset og famlende.

Mål skal reduceres, ja allerbedst afskaffes. Enhver måling af trivsel eller læringsresultater mistænkeliggøres, næsten før den er lanceret.

Vi ved med stor sikkerhed, at eleverne gennemsnitligt trives og synes lige så godt om at gå i skole nu, som de gjorde for to år siden

Mål og klare rammer skaber læring og trivsel

Folkeskolereformen, som trådte i kraft i 2014, er blevet miskrediteret med alle midler og på en måde, der er dybt skadelig for de tusinder af lærere, pædagoger og ledere, der arbejder med at gøre den til virkelighed på landets skoler.

For »forskningen lever af uforsonlighed,« og »vi skal skærpe stridens karakter,« som det blev sagt af nogle af forskerne i en artikel fra Zetland i marts 2018.

Og naturligvis strides forskere. Det er jo forudsætningen for at blive klogere. Men de burde strides sagligt, med respekt for gyldige data, anerkendte metoder og gode argumenter. For forskning er ikke kulturkamp.

Her spiller gyldig viden faktisk en rolle. Vi ved med stor sikkerhed, at skoler i kommuner, hvor skoleforvaltningen sætter mål, skaber klare rammer for den enkelte skoles selvudfoldelse og lægger vægt på kompetenceudvikling, har bedre lærings- og trivselsresultater end skoler i kommuner, der bare udsteder frihedsbrev og lader skolerne passe sig selv.

Vi ved med stor sikkerhed, at brugen af relevante data og udviklingen af godt fagligt samarbejde styrker lærernes tillid til deres egen professionelle dømmekraft.

Vi ved med stor sikkerhed, at eleverne gennemsnitligt set trives og synes lige så godt om at gå i skole nu, som de gjorde for to år siden.

Men vi ved desværre også, at forældrene tillægger skolen mindre værdi og betydning i dag, end de gjorde tidligere.

Tilsyneladende ikke fordi skolen er blevet dårligere, men fordi den er blevet til skydeskive i en kulturkamp forklædt som forskning.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden