Der er masser af fokus på unge talenter med naturvidenskabelig interesse, men hvad med eleverne der har andre interesser, spørger lærer Anders Thorsen.
Foto: Liselotte Sabroe /Ritzau Scanpix

Der er masser af fokus på unge talenter med naturvidenskabelig interesse, men hvad med eleverne der har andre interesser, spørger lærer Anders Thorsen.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Lærer: Hvad blev der af strategien for sprognørder, historienørder og alt-muligt-andet-nørder?

Der er en række konkurrencer for elever med naturfaglig interesse, og det er godt. Men burde vi ikke give samme muligheder til de elever, der har interesse i andre fag, spørger lærer Anders Thorsen.

Debat

Har du overvejet, om genbrugsplast kan blandes i cement for at mindske udledningen af mikroplast, samtidig med at cementen bliver stærkere og smidigere? Jeg har ikke, men det har nogle af mine skønne og nørdede elever fra 8. klasse, der deltager med et plastcementprojekt i den naturvidenskabelige konkurrence Unge Forskere.

Regeringen, med undervisningsminister Merete Riisager i spidsen, fremlagde for få dage siden sin naturfagsstrategi med en række initiativer for at styrke naturfagene i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Målet er klart: Flere skal tage sig en naturvidenskabelig uddannelse. Blandt midlerne er, at der skal være flere talentforløb for elever med særlig interesse for naturvidenskab.

Anders Thorsen

Anders Thorsen

Det undrer mig bare, at der netop er så stærkt fokus på flere talentforløb for netop naturvidenskab, for der er allerede virkelig mange! I skrivende stund kan jeg ud over Unge Forskere komme i tanke om Nordisk Matematikkonkurrence, Georg Mohr, Science Talenter, Akademiet for Talentfulde Unge, Lego Mindstorms og Kortdage. Der er sikkert endnu flere, som jeg ikke kender til.

Naturfaglighed er ikke det eneste, der tæller

På min skole, som både omfatter grundskole og gymnasium, har vi elever, der deltager i disse konkurrencer og talentforløb. Derudover har en af mine superdygtige kollegaer uddannet sig til talentvejleder, så han har til opgave at tage sig af og pleje talenterne. Han er et af mine faglige idoler, og han gør sammen med resten af lærerteamet et kæmpestort arbejde for disse talenter.

Jeg under virkelig mine elever, som er bragende dygtige til og interesseret i naturvidenskab, at de får lov til at give den fuld gas med de her mega spændende forløb, men hvad med de elever, som har talent for andre fag end de naturvidenskabelige? Hvorfor skal de ikke have samme tilbud?

Jeg har elever, som skriver som en drøm, som nørder romerrigets historie til mindste detalje, og som interesserer sig for politik og podcasts. For dem er mulighederne for talentudvikling og talentkonkurrencer meget små. Det er ikke rimeligt!

Det er brandhamrende ærgerligt, for med et ensidigt fokus på naturvidenskabelige talenter fortæller vi vores børn og unge, at det eneste, der tæller som rigtigvigtig faglighed, er den naturvidenskabelige faglighed.

Muligheder for sprognørder og historienørder

Jeg kan se på mine unge forskere, hvor meget fagligt blod på tanden, de får. De glemmer tiden, når de nørder igennem med deres plastcement. Tænk sig, at elever i 8. klasse kan gøre det. Tænke det. Helt selv. Fantastisk! Jeg elsker at arbejde med disse nørder hver eneste dag. Men Gud, hvor ville jeg også bare ønske, at mine sprognørder, historienørder og alt-muligt-andet-nørder får de samme muligheder for at fordybe sig i alle mulige spændende og udfordrende forløb, som naturvidenskabsnørderne har.

Så kære Merete Riisager, jeg håber, at vi ses til finalen i Forum til finalen i Unge Forskere. Jeg tænker, at du allerede har den i kalenderen. Så skal jeg introducere dig til mine elever, der udvikler plastcement, og så håber jeg, at vi kan tale om, hvad vi kan gøre for alle de andre skønne nørder, der ikke lige er naturvidenskabelige nørder. Vi kan sammen lave en strategi for dem!

Bland dig i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden