Der er mange fordele ved at sætte tysk tidligere på skoleskemaet, lyder det fra undervisningsassistent Morten Emil Jarlhøj.

Der er mange fordele ved at sætte tysk tidligere på skoleskemaet, lyder det fra undervisningsassistent Morten Emil Jarlhøj.

Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Tysk fra børnehaveklassen er vejen frem

Projektet Tidlig tysk kan være med til at styrke folkeskoleelevers fremmedsprogskompetencer i det hele taget. Særligt, hvis det indføres på landsplan, mener en undervisningsassistent fra Københavns Universitet.

Debat

I september besøgte jeg en skole i Tønder Kommune, hvor man underviser i tysk allerede fra børnehaveklassen. Projektet hedder 'Tidlig tysk' og er støttet af A.P. Møller Fondens folkeskoledonation. Ud fra forestillingen om, at jo før man begynder at lære et fremmedsprog, desto bedre er det for elevernes indlæring, er dette initiativ et skridt i den rigtige retning.

Eleverne i Tønder Kommune har en times tysk om ugen til og med 4. klasse. I 5. klasse begynder den formelle tyskundervisning som i resten af landet. Det er et stort skridt for faget, og tysk har på den måde faktisk overhalet engelsk, som jo først påbegyndes i 1. klasse. Det er i sig selv usædvanligt, men det afgørende her er, at man med initiativet viser, at man prioriterer tysk.

Fra politisk side har det hidtil været sparsomt med initiativer, der har kunnet fremme tysk i uddannelsessystemet. Det er ærgerligt, for behovet for at styrke tyskfaget har aldrig været større end netop nu: Elevernes faglige niveau i tysk er dalende, og udviklingen rækker ud over folkeskolen, da man også i gymnasiet og på universitetet oplever en forværring i det faglige niveau.

Pædagogiske fordele

En klar fordel ved projekt 'Tidlig tysk' er, at det kan implementeres i det eksisterende system, og på den måde kan man udnytte de ressourcer, der i forvejen er der. De lærere og pædagoger, der underviser i 'Tidlig tysk', har selvfølgelig skullet på kursus, og der har også været brug for at udvikle materiale til denne elevgruppe. Men bortset fra det har man forholdsvis hurtigt kunne påbegynde undervisningen i 'Tidlig tysk'. Man gør altså noget for tyskfaget dér, hvor det hele starter: I folkeskolen.

Der er mange pædagogiske fordele ved at introducere tysk så tidligt som i børnehaveklassen: På det tidspunkt er eleverne så små, at de endnu ikke har opbygget en skolekultur, der ellers ville kunne virke som en barriere mod at lære et sprog som tysk. Der er simpelthen mindre modstand, jo yngre eleverne er, og det kan man lige så godt udnytte.

Hvis eleverne får et godt indtryk af tysk på et tidligt tidspunkt i deres skoletid, kan det senere forhåbentligt resultere i, at eleverne også får et godt forhold til sproget. Måske kan det på længere sigt komme til at betyde, at eleverne simpelthen finder det mere naturligt at fortsætte med tysk senere i uddannelsessystemet. Så jo tidligere man kan sætte tysk på skemaet, desto bedre.

Tysk som en leg

Mit formål med at besøge Tønder Kommune var at hente inspiration til et kommende ph.d.-projekt. Jeg besøgte en klasse, der bestod af elever fra 0.-2., og jeg fik et klart indtryk af, at eleverne virkelig godt kunne lide undervisningen. Jeg hørte endda en elev sige som reaktion på, at læreren havde sagt til klassen, at de skulle pakke sammen, fordi de skulle have næste time lige om lidt: »Har vi haft time?!« Det må vist siges at være en succeshistorie.

En stor del af æren for, at eleverne havde det sådan, tilfalder læreren, for der var ingen tvivl om, at hun havde helt styr på, hvordan hun skulle gribe det an. Gennem lege med tal og farver fik hun aktiveret eleverne til at arbejde med tysk, og de både lyttede til og forstod tysk, kunne sige det tyske ords betydning på dansk og omvendt og svarede i det hele taget ubesværet på hendes spørgsmål.

Selvom fokus i undervisningen primært ligger på at lytte til og forstå talt tysk, var der altså flere eksempler på, at eleverne også selv sagde ord på tysk. Og timen lå endda om eftermiddagen.

Et sprogligt fundament

Det er en helt ny opgave for folkeskolen at undervise 0.-4. klasse i tysk, og projektet er kun på forsøgsbasis. Som det er i folkeskolen i dag, begynder tyskundervisningen først i 5. klasse. Hvis man skulle indføre tysk fra 0. klasse på landsplan, ville man skulle finde lærere, der både har tysk som linjefag, og som kan undervise i de små klasser.

I Tønder Kommune er man hjulpet af, at man befinder sig i grænselandet, hvor der findes både pædagoger og lærere, der er tosprogede. På landsplan kunne det løses ved hjælp af efteruddannelse af enten pædagoger og indskolingslærere eller af de nuværende tysklærere.

Jeg mener, der er mange fordele ved at sætte tysk på skemaet så tidligt som muligt. Det kan være et skridt mod at øge det faglige niveau i tysk og skabe et langt mere solidt og stærkere sprogligt fundament hos elever i folkeskolen og gymnasiet. På længere sigt vil det kunne forbedre Danmarks eksportmuligheder, øge befolkningens adgang til nabolandets kultur og i det hele taget lette kommunikationen med vores naboer.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden