Foto: Pressefoto
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Debat: Målstyrede forviklinger

Professor Jens Rasmussen må stå ved sit ansvar for både reform og målstyret undervisning, mener Brian Degn Mårtensson. I en replik afviser Jens Rasmussen kritikken.

Debat

Debatten om problemerne ved skolereformen er på det seneste blevet intensiveret i forbindelse med lektor Keld Skovmands nyligt afholdte ph.d.-forsvar, hvor han viste, at et af reformlinjens centrale elementer – læringsmålstyringen – ikke baserer sig på solid viden. Det påstod man ellers, da reformen blev lanceret. Denne udvikling har sat reformlinjens hovedkræfter under pres, både de politikere, der stod bag vedtagelsen, men også de forskere, som rådgav dem. Af sidstnævnte fremhæver Keld Skovmand især Jens Rasmussen, der er professor på DPU og Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på VIA.

I et interview til Politiken Skoleliv den 31/1-2018 – foranlediget af Skovmands ph.d.-forsvar – anfører professor Jens Rasmussen følgende:

»Jeg har ikke haft det fjerneste at gøre med reformen. Absolut intet. Den var lige så ny for mig, som den var for alle andre borgere i landet. Den tilskrivning af, at jeg skulle være far til den, er simpelthen usand.«

Han har fuldstændig ret, hvis man med »at gøre« mener selve vedtagelsen af den. Jeg skal være den første til at medgive, at Jens Rasmussen ikke sad i Folketinget i perioden 2012-2013, da der blev stemt om reformen om læreruddannelsen, folkeskolereformen, Lov 409 og andre aktstykker med relevans for det samlede reformkompleks. Jeg er også ret sikker på, at han ikke var med til at formulere den juridiske ordlyd af selve lovteksten.

Dog bør man så også holde for øje, at der mig bekendt ikke er nogen, der har anklaget ham for ovenstående. Derimod er det gentagne gange blevet påpeget, at han sad i de udvalg, han nu engang sad i, at han med sin forskningsautoritet har støttet den bærende tænkning offentligt, og at han aktivt har bekæmpet kritikere af skolereformen. Rasmussen var en helt og aldeles central figur i den samlede reformproces.

Mål og reform hænger sammen

Problemet med Rasmussens argumentation er, at han fordrejer kritik og konsekvent reducerer alle betydende elementer til meningsløse størrelser. Tag f.eks. arbejdet med Fælles Mål, som Rasmussen selv angiver intet havde med reformen at gøre. Det synspunkt står han, så vidt jeg ved, helt alene med. Selv Undervisningsministeriet sammenknyttede i 2014 reformen og Fælles mål til »reformen« i udgivelsen Den nye Folkeskole – en kort guide til reformen:

»Fælles Mål for fagene præciseres og forenkles, så de bliver læringsmål, og så det står klart, hvad eleverne skal lære. Fordi undervisning, der planlægges og gennemføres med udgangspunkt i, hvad de enkelte elever skal lære, øger elevernes faglige niveau.« (UVM 2014).

Så hvordan i alverden kan Rasmussen påstå, at han intet havde med reformen at gøre? Mener han virkelig selve lovvedtagelsen? I så fald har han selvfølgelig ret, men ellers ikke.

Evidens for læringsmålsstyring

Interviewet byder også på en generel afvisning af Keld Skovmands hovedpointe – lidt efter samme mønster. Andreas Rasch-Christensen og Jens Rasmussen peger først på, at det er godt at have »mål for undervisningen«.

Det tror jeg egentlig også kan være fint i mange tilfælde, men Skovmands kritik går altså specifikt på en bestemt opfattelse af læringsmålstyret undervisning, ikke på mål i al almindelighed. F.eks. kan alle nok blive enige om, at det da er et fint mål, at alle børn overlever skoledagen med liv og lemmer i behold. Det er også en nobel målsætning, at børn opnår viden om verden eller husker at vaske deres hænder efter toiletbesøg.

Man kunne blive ved med sådanne generelle målbeskrivelser, men det er bare slet ikke det, vi diskuterer i disse dage. Vi diskuterer om en bestemt form for smalt defineret målstyring er et gode eller ej. Dette anerkender Andreas Rasch-Christensen da også senere i interviewet, hvor han medgiver, at der – præcis som Skovmand påpeger – ikke er evidens for den danske form for læringsmålstyring.

Derudover bør det afslutningsvis bemærkes, at Andreas Rasch-Christensen faktisk siger noget helt andet end Jens Rasmussen på et afgørende punkt: Rasch-Christensen påpeger nemlig, at man måske bør tage ved lære af forløbet:

»Mig bekendt er der ikke forskning, du kan hive ned fra hylderne og sige: Her har vi det mest ideelle grundlag. Alt pædagogisk forskning indeholder usikkerhedsmomenter, og det skulle jeg måske have været klarere på i de anbefalinger, som jeg var med til at give videre.«

Heri er jeg 100 procent enig med Rasch-Christensen, og hvis den opfattelse ville brede sig, tror jeg, at vi kan undgå lignende fejltagelser i fremtiden.

...

REPLIK FRA JENS RASMUSSEN:

Jens Rasmussen, professor DPU, svarer her på Brian Degn Mårtenssons indlæg.

Brian Degn Mårtensson påstår i sin kommentar til det interview, Politiken Skoleliv bragte med mig den 31. januar, at jeg fordrejer virkeligheden og på det nærmeste lyver, når jeg siger, og i øvrigt gentagne gange har sagt, at jeg intet har haft at gøre med folkeskolereformen.

Professor Jens Rasmussen

Professor Jens Rasmussen

Folkeskolereformen blev kendt i offentligheden og således også af mig, da Aftale mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Dansk Folkeparti om et fagligt løft af folkeskolen blev offentliggjort den 7. juni 2013.

Omkring samme tidspunkt nedsatte Undervisningsministeriet en såkaldt mastergruppe, der skulle forberede arbejdet med at forenkle og reducere Fælles Mål. Denne gruppe bestod af repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, Kommunernes Landsforening, Skolederforeningen, fagkonsulenter, ledende embedsmænd fra Undervisningsministeriet og en mindre forskergruppe. Den gruppe, som i øvrigt afgav sine anbefalinger i enighed, var jeg medlem af.

Mastergruppens arbejde baserede sig på aftalen om folkeskolereformen, og for nu at sige det så klart som muligt: Den aftale har jeg ikke på nogen måde haft noget at gøre med. Det siger jeg ikke for at lægge afstand til aftalen, som jeg havde og har sympati for. Jeg var og er stadig af den opfattelse, at folkeskolereformen tager fat på at løse en række væsentlige problemer i skolen.

Aftalenomet fagligt løft af folkeskolen afstikker den politisk vedtagne præmis for revisionen af Fælles Mål, nemlig at de skal forenkles, de skal være læringsmål, og de skal udgøre grundlaget for målstyret undervisning. Arbejdet hermed har jeg som først medlem af den omtalte mastergruppe og senere en forskergruppe, der superviserede arbejdsgrupperne, der skrev de konkrete mål, taget del i. Det skete under de præmisser, som aftaleteksten udstikker.

Så for nu at tage den endnu engang for Brian: Jeg har ikke haft noget at gøre med udarbejdelsen af folkeskolereformen, jeg har ikke siddet i forberedende grupper som f.eks. Ny Nordisk Skole, i udvalg eller så meget som talt med eller vejledt politikere eller for den sags skyld embedsværket. Jeg finder det upassende at blive iklædt sådanne lånte fjer.

Evidens for delelementer

Når det gælder diskussionen om belæg for målstyret undervisning, er det vigtigt at skelne mellem læringsmålstyret undervisning og læringsmål. Hvad det første angår, så har jeg ikke ved reformens lancering hævdet, at læringsmålstyring baserer sig på solid viden. Faktisk sagde jeg i et interview på Undervisningsministeriets hjemmeside i sommeren 2013, at »erfaringerne med læringsmålstyret undervisning endnu kun i begrænset omfang er dokumenteret«.

Og i et interview på folkeskolen.dk (15.03.16.) forsøgte jeg at forklare, at der af gode grunde ikke foreligger evidens for, at læringsmålstyret undervisning virker. Det er nemlig et alt for komplekst og forskelligartet arrangement at undersøge. Undervisningsministeriet peger f.eks. på én didaktisk model med et antal elementer i deres vejledninger, mens andre modeller med flere eller andre elementer findes i fag- og lærebøger, og praksis i skolerne gribes forskelligt an. For at kunne måle effekt, må man kunne isolere de elementer, man ønsker at se effekt af.

Men, tilføjede jeg, der er er evidens for, at den læringsmålstyrede undervisnings forskellige delelementer såsom læringsmål, tilpasning af undervisningen til elevernes forudsætninger, opstille tegn eller vurderingskriterier for elevernes læring, formativ evaluering og feedback virker.

Når man, som det er tilfældet hos Brian Degn Mårtensson, bedriver personfikseret skoledebat baseret på fjendebilleder, så er det vel forståeligt, at sandheden er ilde hørt, hvis den indebærer, at det møjsommeligt opbyggede fjendebillede smuldrer.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Forsiden