Foto: UC Syd
Debat

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Alexander von Oettingen: Vi må tilbage til en undervisning, der er mere formålsorienteret end målstyret

I stedet for at værne om undervisningens dybereliggende kvalitet og betydning for børns dannelsesproces, er vi havnet i et hysteri og tyranni om tid, effekt, mål og styring, skriver Alexander von Oettingen.

Debat

Der er kamp om skolen og skolens undervisning. Ikke kun en kamp om arbejdstid, ressourcer og hvem, der ejer folkeskolen, men om noget meget mere grundlæggende og alvorligt. Det er kampen om undervisningen. Eller rettere om meningen med og betydningen af undervisningen. I det lærende og digitale samfund, hvor alle skal lære og helst lære hele livet, mister undervisningen mere og mere af sin kraft. Med nye teknologier og medier bliver det uklart, hvorfor børn egentlig stadig skal gå til undervisning? Når nu de kan lære overalt og hele tiden?

Men kan man forstille sig en skole, hvor der ikke foregår undervisning? Hvor der ikke er en lærer, foran en tavle med et stykke kridt, der tegner og fortæller? Eller hvor der ikke findes fag, skoleskemaer, timer og lærerbøger? Og måske heller ikke en klasse, en klassefest eller en skoleudflugt? Tja, nogle vil måske sige nej og andre ja. Nogle vil håbe på, at den kedelige undervisning endelig stopper og andre holder fast i, at det er den, der udgør skolens kerne. Det kommer an på øjnene, der ser, eller måske rettere det syn, man har på fænomenet ’undervisning’.

Kan vi undvære undervisning? Er undervisning bare en aktivitet, der sker i skolen, og som stopper, når det ringer ud? Eller er undervisning noget dybereliggende i vores kultur, historie, tilværelse og i vores samvær med hinanden? Og hvad har undervisning med dannelse at gøre? Ingenting eller netop det hele? Bliver vi mere dannede af meget undervisning og udannede af for lidt undervisning?

Det er ikke et under

Alle, der har prøvet at undervise, ved, hvor svært det kan være: Kedeligt eller kaotisk, men også livsbekræftende og smukt. Vi har alle erfaring med og en mening om undervisning, fordi vi alle selv er blevet undervist. Ingen kommer gennem livet uden undervisning. På godt og ondt.

Undervisning handler ikke om at vise et under. Men om at vise det, der ligger under. Det, der gemmer sig bag ved, og som børn ikke umiddelbart ser og erfarer, men gerne skulle opdage for at forstå verden.

Børn lever i sprog og tekst, men de forstår ikke bogstaverne, fortolkningen og grammatikken. De lever i musikken og kunsten, men kender intet til genre, stil, rytmer og perioder. De bevæger sig i naturen, men ved endnu ikke noget om naturfænomener og videnskabelige forklaringer. De oplever politiske og demokratiske processer, men vil ikke kunne forklare, hvad demokrati går ud på. De bruger digitale medier og teknologier, men ved meget lidt om den digitale verden. Og de ved, hvor museet, kirken, købmanden, sportspladsen ligger, uden helt at vide, hvad historien, menigheden, arbejdslivet og fritidslivet er for betydningsfulde fællesskaber.

Børn lever og deltager i verden, men forstår endnu ikke de store sammenhænge. De er umiddelbart optaget af livet og følger med, så godt de kan. I familien og sammen med vennerne. Men hvad det ’hele’ går ud på, hvad de skal i fremtiden eller ’lige om lidt’, det aner de ikke noget om. Og derfor er svaret undervisning!

Målets hysteri og tyranni

Men i stedet for at værne om netop undervisningens dybereliggende kvalitet og betydning for børns dannelsesproces, er vi havnet i et hysteri og tyranni om tid, effekt, mål og styring. Vi har i stigende grad tømt undervisningsfænomenet for indhold og mening.

Fælles Mål, kompetence- og færdighedsmål, nationale mål, klare mål, synlige mål, effekt mål, målpile osv. ’Mål’ er blevet til læringens omdrejningspunkt, og det undervisning må handle om. Det drejer sig ikke om forståelse, erkendelse, fortolkning, tvivl, gentagelse, undersøgelse, holdning og kundskaber, men kun om mål, der kan synliggøres og styres.

For godt 2000 år siden var undervisning en sokratisk samtale, hvor læreren og eleverne var fælles om deres søgen efter sande svar. På markedspladsen i Athen gik Sokrates rundt og »tvang ungdommen til at tænke frit«. I dag er undervisning en styringsproces med målrettet og kalibreret feedback, som mere og mere kan overtages af robotter og dokumenteres i læringsplatforme.

Tilbage til undervisning

Men behøver det at være sådan? Kan man forestille sig en undervisning, der mere er formålsorienteret end målstyret? Hvor mål er en integreret del af undervisningsprocessen, og hvor de er orienterende og oplysende i stedet for styrende?

Jeg tror, at det er muligt, men det kræver en didaktisk opmærksomhed og frem for alt en skarphed på undervisningens betydning for børns opvækst og dannelsesproces. Det er ikke ligegyldigt, hvad undervisning handler om, og det er ikke ligegyldigt, hvordan den foregår.

Bare at kritisere og lukke ned for mål og effekt for så at håbe på, at fagligheden af sig selv indfinder sig i klasselokalet, er i bedste fald naivt og i færreste fald et dannelsessvigt. Børn har ret til en god undervisning, der viser dem verdens opbygning, naturens gang, sprogets klang og meget mere. Børn har krav på at blive fordret og udfordret og hjulpet der, hvor de har det svært, og også når det tager tid. Så det afgørende spørgsmål til lærere, ledere og forvaltninger er ikke mere styring, data og flere test, men mere didaktik, der støtter op om undervisningen i skolen og i barnets dannelsesproces.

Men ikke bare en didaktik, vi kender fra de gode, gamle dage, og som ikke findes mere. Det handler om at komme tilbage til undervisningen og til en didaktik, der fremmer en undervisningskultur, der har blik for både det ’lærende barn’ og den ’faglige verden’. Hvor der er blik for undervisningens input og output, og hvor det ikke bare handler om læring, men om at eleverne lærer det, som er nyttigt og vigtigt for, at de kan komme videre i deres dannelsesproces. Derfor er undervisning skolens vigtigste dannelsesbidrag.

Alexander von Oettingen er aktuel med bogen 'Undervisning er dannelse', der udkommer på Aarhus Universitetsforlag den 22. februar i serien Pædagogisk rækkevidde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden