Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Anders Bondo: Problemet er ikke lærermangel, men at lærerne vælger folkeskolen fra

KL melder om omfattende problemer med at rekruttere lærere til folkeskolen. Samtidig har vi 17.000 lærere, der har valgt skolen fra. Det viser, at lærerne ikke mangler, men at lærerne fravælger folkeskolen, skriver Anders Bondo Christensen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er omfattende mangel på folkeskolelærere i hele landet. Det konkluderer Kommunernes Landsforening i en ny undersøgelse blandt 79 kommuner. Fra Bornholm til Nordjylland melder skolerne om problemer med at rekruttere lærere, og udfordringerne er så store, at samtlige otte landsdele i KL’s opgørelse falder i den mest alvorlige kategori.

Det er den kommende generations grunduddannelse, der er på spil. På trods af dette alvorlige perspektiv halter det desværre hos KL med viljen til at gøre noget ved den massive udfordring.

Kommunernes Landsforening konkluderer, at der er tale om lærermangel i en »overskuelig periode« frem til år 2028, hvor børnetallet og antallet af nyuddannede lærere vil løse problemet af sig selv. Det vil betyde, at en elev, der begynder i børnehaveklasse til sommer, kan nå at gå ud af 9. klasse, uden problemerne er blevet håndteret. Det kan vi selvfølgelig ikke vente på.

Og så overser KL helt, at problemet ikke er lærermangel, men derimod at lærerne vælger arbejde uden for folkeskolen. Talrige undersøgelser viser, at såvel erfarne kræfter som nyuddannede lærere i højere grad vælger skolen fra. I december viste en rapport fra VIA University College eksempelvis, at 26 procent af de nyuddannede overvejer at forlade folkeskolen i løbet af et år. Sagt med andre ord løser det ikke problemerne blot at få flere gennem uddannelsessystemet.

Det handler om kvaliteten i elevernes undervisning

Det er helt afgørende, at vi aktivt tager hånd om udfordringerne og får vendt udviklingen. For det går ud over kvaliteten af elevernes undervisning, når der er problemer med at rekruttere kvalificerede lærere til skolerne.

Al forskning viser, at lærernes kvalifikationer er den vigtigste faktor for det udbytte, eleverne tager med sig fra undervisningen, og derfor er det katastrofalt, når en sjettedel af dem, der underviser i folkeskolen i dag, ikke har en læreruddannelse. Det er ikke en kritik af de vikarer, der i dag hjælper til i skolen, men en kritik af de politikere, der ikke tager udfordringen alvorligt.

Den nyeste følgeforskning til folkeskolereformen bekræfter, at rekrutteringsproblemerne har konsekvenser for undervisning på skolerne. 37 procent af de adspurgte skoleledere i VIVE’s rapport oplever, at skolens muligheder for at levere kvalitetsundervisning i høj, temmelig høj eller nogen grad hæmmes af manglen på kvalificerede lærere.

Udviklingen kræver øjeblikkelig handling. Vi risikerer, at situationen kommer helt ud af kontrol som i Sverige, hvor man i dag mangler titusindvis af lærere. Skal vi handle kvalificeret, er det nødvendigt at se på årsagerne.

Lærerne vælger skolen fra

Mere end 17.000 lærere arbejder i dag uden for skolen. Og en ny opgørelse blandt Danmarks Lærerforenings medlemmer viser, at 42 procent overvejer at søge væk fra folkeskolen og over på privatskolerne – vel vidende, at lønnen generelt er lavere på dette område. Lærerne peger selv på manglende mulighed for at løse opgaverne – manglende mulighed for at give eleverne den undervisning, de har krav på – som den væsentligste barriere i folkeskolen.

Det er den problemstilling, vi skal løse her og nu, hvis vi vil gøre os håb om at vende udviklingen. Skal vi kunne tiltrække og fastholde lærerne, kræver det, at de i deres daglige arbejde oplever, at folkeskolen er et sted, hvor man som lærer har mulighed for at skabe god undervisning og nå rundt om sine elever.

Lærerarbejdet er verdens bedste job, hvis vi har mulighed for at lykkes med den utroligt vigtige opgave, vi har, i forhold til eleverne og samfundet. Det er her vi skal lægge vores fokus.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden