Alexander von Oettingen: Gå i kirke og oplev noget nyt

Hvert år må skolerne rundt om i landet finde ud af, om de vil gå i kirke til jul.

Det spørgsmål kan dele vandene. Gribskolen i Græsted har f.eks. valgt at droppe den traditionelle kirketur af hensyn til de ikke-protestantiske børn.

Det synes undervisningsministeren er »helt skævt«, og statsministeren synes, at det er »en ommer«. Man burde i stedet invitere børn ind i de traditioner, vi nu engang har, ellers ender vi i traditionstab osv.

Skolelederforeningens formand og formanden for Skole og Forældre mener, at det er op til den enkelte skole. Det kan man ikke bestemme centralt, og de kan egentlig ikke se, at det er skolens opgave. Med mindre altså man bestemmer sig for det lokalt.

Andre igen slår fast, at det med kirken og troen er en privat sag, som derfor ikke hører hjemme i skolen. De er især bange for, at børn bliver udsat for forkyndelse i skoletiden.

Skolens betydning

Diskussion om juleafslutningen deler vandene og afspejler på en måde også, at vi mere og mere taber fornemmelsen for skolens betydning i det offentlige rum. Det viser, at vi ikke rigtig kan håndtere forholdet mellem skolen og kirken.

Godt nok siger man, at skolen og især folkeskoleloven er samfundets trosbekendelse og vigtigste institution, men når det kommer til spørgsmålet om tro og undervisning, religion og pædagogik eller kirken og skolen, så ryster vi på hånden. Formelt set er det rigtigt, at skolen ikke må forkynde. Formelt set er det også rigtigt, at skolen og kirken er skilt ad. Og det er også et faktum, at der er andre religioner i klassen end kristendommen.

Men alle disse argumenter er egentlig ikke begrundelser for ikke at gå i kirke eller til juleafslutning, men tværtimod begrundelse for at gå i kirke.

Fordi man ikke skal forkynde, skal børn stadig lære om kirken eller moskeen. Fordi vi har andre religioner i klassen, skal vi vise børn, hvordan religionerne leves og erfares uden for skolen. Fordi skolen og kirken er skilt ad, skal vi skabe sammenhænge for at synliggøre deres adskillelse og ikke-adskillelse.

Skolen skal ind i kirken og moskeen for at vise børn deres 'egen religion', den 'fremmede religion' og den offentlige kommunikation om religion. Bare at blive hjemme og begrunde det med, at religion og tro er en privat sag, at man ikke må forkynde, eller at der er forskellige religioner i klasseværelset, er at snyde børn for religiøsdannelse. De samme argumenter ville vi næppe acceptere, når det drejer sig om den politiske og demokratiske dannelse eller den digitale dannelse!

Skolen skal udnytte muligheden

Diskussionslinjen mellem skolen og kirken handler for mig at se ikke om forkyndelse eller ikke-forkyndelse. Det er heller ikke et spørgsmål om de ikke-protestantiske børn eller frygten for traditionstab eller historieløshed. Problemstillingen er snarere den, at børn er fremmede over for deres egen religion og deres religiøse spørgsmål, fordi deres forældre også er det, og fordi det ikke leves i familien og uden for skolen.

Det religiøse sprog, de kirkelige samværsformer og ritualer er trængt ud i det private rum og bliver derfor mere og mere fremmed for os selv og for de andre. Så af hensyn til den problemstilling og fordi skolen skal vise og undervise i det, som man ikke mere ser og ikke mere erfarer, så skal man udnytte de muligheder, der byder sig.

Derfor: Gå i kirke, fordi børn endnu ikke ved, hvad der venter dem.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link