0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Carolina Magdalene Maier (Pressefoto)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk


Alternativet: Fremtidens læreruddannelse er 5-årig, praksisnær og forskningsbaseret

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Debatten om fremtidens læreruddannelse raser i disse tider. Flere partier har været ude at støtte ideen om en 5-årig læreruddannelse, og dette fører straks til… ja, hvad mon? En kamp mellem universiteterne og professionshøjskolerne om, hvem der skal udbyde læreruddannelsen.

Nuvel, her er Alternativets syn på sagen: For det første er vi enige i de røster, der mener, at læreruddannelsen skal være 5-årig. Lærerne er – sammen med pædagogerne - en af vort samfunds allervigtigste erhvervsgrupper, da det er dem, der varetager den helt utroligt vigtige – og svære! – opgave at uddanne vores børn til at blive kommende samfundsborgere.

Se til Finland

Derfor skal vi naturligvis prioritere læreruddannelsen (såvel som pædagoguddannelsen). Det gør vi ved at forlænge uddannelsen, så den bliver 5-årig.

Men en ting er længden, noget andet er indholdet i uddannelsen. Det er naturligvis af afgørende betydning. Og her kan vi lære virkeligt meget af Finland. I Finland, hvor uddannelsen er en forskningsbaseret universitetsuddannelse, læser man enten til primary school-lærer eller secondary school-lærer. Skellet ligger mellem 6. og 7. klasse.

Lærere, som skal undervise i op til 7. klasse, uddannes primært i klasseledelse. Det vil sige, at de ikke bliver faglærere (de kan dog læse et enkelt fag som sidefag). De undervises derimod i filosofi, pædagogik og didaktik.

Secondary school-lærerne uddannes til at undervise fra 7. klasse og til og med gymnasiet. Og i denne uddannelse er der først og fremmest fokus på den dybe faglighed i de fag, den enkelte vælger. Så altså: klasseledelse, pædagogik og didaktik til de mindste børn; dyb faglighed til de største børn og unge.

Og dertil kan vi endda lade os inspirere af den finske læreruddannelses tredeling af uddannelsens genstand, nemlig 1) de studerende skal have en bred og solid vidensbase, 2) de skal opbygge kompetencer i at generere nye, innovative ideer og 3) de skal udvikle kompetencer med henblik på udvikling af både deres egen dygtighed og af skolens kultur.

Fokus på praksis

Men denne opdeling og det tredelte fokus gør det ikke alene. Noget af det, der virkelig rykker i den finske læreruddannelse, og som vi med fordel kan lade os inspirere af i Danmark, er det stærke fokus på praksis. I Finland har man såkaldte 'Teaching Schools’, som fungerer som almindelige folkeskoler, men som er ejet af universitetet, og hvor de lærerstuderende kommer i praktik under kyndig vejledning af erfarne lærere. Disse skoler har altså ekstra ressourcer, idet de både har de uddannede lærere samt lærere i praktik. Og 1:1-vejledning af de studerende på vegne af erfarne lærere er indbygget i modellen.

Med andre ord formår Finland altså at koble den dybe forskningsbaserede undervisning med et stærkt praksisfokus. Imellem og efter praktikperioderne skal de studerende skrive opgaver, hvor de formår at forene disse to elementer.

Så fremtidens læreruddannelse i Danmark er egentlig ikke så svær at koreografere: Vi kan bare kigge til Finland. Der er, i vores optik, ingen fingre at sætte på den finske model.

Hvem skal stå for uddannelserne?

Så kommer spørgsmålet om ressourcer og placering – hvad må det koste, og hvor skal uddannelsen foregå? Til det første: Vi må tildele læreruddannelsen de ressourcer, som det koster at imødekomme de målsætninger, vi politisk sætter os. Længere er den sådan set ikke. Hvis vi vil have dygtigere lærere, koster det penge. De er til gengæld godt givet ud.

Til det andet – og lidt ømfindtlige – spørgsmål: For os kommer det sig faktisk ikke så nøje, og vi kan spørge os selv, hvorfor vi overhovedet har den debat om, hvorvidt læreruddannelsen skal placeres på universitetet eller professionshøjskolerne?

I sidste ende er det eneste, der betyder noget, at de institutioner, der byder ind på uddannelsen, skal kunne løfte opgaven. Det vil sige tilbyde en 5-årig, forskningsbaseret og praksisnær uddannelse. Hvis et universitet mener at kunne det, så værsgo! Kan en professionshøjskole, så værsgo!

I stedet for at puste til en kamp mellem institutioner, så må vi klarlægge for institutionerne, hvad der kræves af dem, og de kan så byde ind, hvis de har de faglige kvalifikationer. På den måde kan vi også få en række læreruddannelser med forskellige profiler – afhængigt af forskningsprofilerne på de enkelte institutioner.

Af samme grund er det også vigtigt, at institutionerne ikke får lagt for snævre kriterier ned over sig i forhold til, hvordan de vælger at sammensætte den mere konkrete undervisning. Den frihed må vi give institutionerne. Præcis som de gør i Finland.

Deltag i debatten om fremtidens læreruddannelse - send dit bidrag til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden