I 2012 søgte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) opbakning hos Dansk Folkeparti i det regeringsindgreb, hun forventede ville komme, fortæller Kristian Thulesen Dahl (DF) i en ny bog om lærerkonflikten.
Foto: /ritzau/Lars Just

I 2012 søgte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) opbakning hos Dansk Folkeparti i det regeringsindgreb, hun forventede ville komme, fortæller Kristian Thulesen Dahl (DF) i en ny bog om lærerkonflikten.

Nyheder

Thulesen: Regeringens indgreb var planlagt et halvt år, før lærerkonflikten brød ud

I en ny bog om skolekonflikten fortæller Kristian Thulesen Dahl om et hidtil ukendt møde i Statsministeriet. Nu er det »åbenlyst«, at forløbet var politisk orkestreret, mener Anders Bondo Christensen.

Nyheder

Allerede et halvt år før lærerkonflikten var en realitet, planlagde SRSF-regeringen tilsyneladende at gribe ind.

Det fremgår af en ny bog, Søren og Mette i benlås, hvor Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, for første gang fortæller om et fortroligt møde, han havde med daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Mødet fandt sted i oktober 2012 - flere måneder før lukningen af landets skoler - og statsministeren havde ifølge Thulesen Dahl kun ét punkt på dagsordenen:

»Hun spurgte mig, om Dansk Folkeparti ville støtte det regeringsindgreb, de forventede blev nødvendigt til foråret, når der formentlig kom konflikt omkring folkeskolen. Jeg blev paf og afviste at forholde mig til spørgsmålet, og det var ikke det, jeg troede, mødet skulle handle om,« siger Kristian Thulesen Dahl i bogen.

»Så var samtalen slut, men fra oktober vidste jeg, at det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om,« udtaler han i bogen.

I dag mener DF-lederen, at når statsministeren søgte opbakning til et kommende regeringsindgreb hos et oppositionsparti allerede længe før, at der overhovedet blev udvekslet krav mellem KL og lærerne, var der »afgjort« tale om, at Thorning-regeringen styrede spillet i kulissen.

»Hvis man havde en ambition om, at man via forhandlingens vej skulle nå et resultat, ville man ikke i oktober ’12 havde stillet det spørgsmål til et parti, som slet ikke var inde i forhandlinger med regeringen - eller tæt på regeringen i øvrigt. Det gør man for at have sikkerhed for, at man havde ro på bagsmækken i alle henseender for at kunne køre det, som man ville,« siger Thulesen Dahl til Politiken Skoleliv.

Uforsigtigt af Thorning

I foråret 2013 var fronterne trukket skarpt op mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL), som ønskede at fjerne lærernes arbejdstidsbestemmelser. De kuldsejlede forhandlinger førte til en landsdækkende lockout af ca. 67.000 lærere, som efter 25 dage endte med et regeringsindgreb.

Efterfølgende har lærerne haft en nagende mistanke om, at lockouten var planlagt og styret af regeringen.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Dorthe Pedersen, der er ekspert i offentlig ledelse på CBS, er det svært at forestille sig, at regeringens planlagte indgreb handler om andet end lockout.

»Det ligner aftalt spil, hvor man har timet og tilrettelagt, hvordan processen skal være, fordi man har forudset, hvordan modparten vil reagere på kravet om at opsige arbejdstidsaftalen,« siger hun.

Arbejdsmarkedsforskeren undrer sig over, at statsministeren taler så åbent om et planlagt regeringsindgreb.

»Det overrasker mig, fordi det er lidt uforsigtigt af hende. Det er typisk noget, der foregår i regeringens Koordinationsudvalg for lukkede døre.«

Vilhelmsen: Regeringen besluttede lockouten

I bogen optræder også SF's tidligere formand Annette Vilhelmsen, der i oktober 2012 afløste Villy Søvndal som partileder og trådte ind i regeringen som erhvervs- og vækstminister.

»Lockouten af lærerne var regeringens beslutning,« siger Vilhelmsen i bogen.

Som regeringsmedlem blev hun indviet i de konkrete tanker om lockout af landets lærere.

»Villy Søvndal som SF's tidligere formand havde sagt ja, og den aftale var gældende i regeringen,« udtaler Vilhelmsen i bogen.

Med Thulesen Dahl og Vilhelmsens udtalelser er det nu »helt åbenlyst«, at forløbet var dikteret af regeringen, mener formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

»Man har bedt om at få dokumentation for, at det var politisk orkestreret, og det kan man nu se med al tydelighed. Når en statsminister begynder at kalde partiledere ind, før forhandlinger overhovedet er gået i gang, kan det vel ikke siges meget tydeligere,« siger han.

S: Et svært forløb

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt, men i en skriftlig kommentar siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, at det var regeringens ambition at skabe en bedre folkeskole med tid til undervisning, faglighed og bevægelse.

»Samtidig var både regeringen og KL optaget af arbejdstidsreglerne. Det er ingen hemmelighed. Det betyder dog ikke, at der var et ønske om at gribe ind i en konflikt på arbejdsmarkedet. Heller ikke selv om det senere viste sig nødvendigt,« siger han.

»Men det står vist klart for alle i dag, at der var tale om et svært forløb, som fortsat trækker dybe spor. Jeg håber, at vi alle kan lære af det og komme videre sammen,« siger Wammen.

Bogen 'Søren og Mette i benlås' er skrevet af journalist Anders-Peter Mathiasen på opfordring af Danmarks Lærerforening.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden