Forsker: Det er ikke nok at lære at lære - man skal også lære noget

Et forsøg med en skemafri-skole har rejst en debat om hele meningen med at gå i skole. Skal eleverne lære at lære, eller skal de også lære noget, spørger forsker Brian Degn Mårtensson.

Debat

Skoleleder Rasmus Andreassen har i debatindlægget ”Skemafri er et middel – ikke et mål” d. 18. august 2017 svaret på den kritik, jeg fremsatte i indlægget ”Gør man skolen til et jobcenter?” bragt d. 15. august.

Andreassen skal have ros for at bidrage til en fortsat debat om samfundets vigtigste institution, nemlig folkeskolen. Imidlertid vil jeg mene, at hans indlæg bærer præg af et stort udviklingspotentiale, hvilket jeg kort vil redegøre for.

Først og fremmest ville det løfte både debatten og skolen, hvis han udviklede en stærkere forståelse for kritikkens substans.

Brian Degn Mårtensson

Brian Degn Mårtensson

Det er ikke det samme som at være enig, men det kunne bringe diskussionen videre til nye og interessante spørgsmål. Andreassen mener i sit svar, at jeg »stiller spørgsmålstegn ved, hvordan Sønderskov-Skolens lærere underviser, og hvordan de ca. 700 elever lærer. Svaret er, at skolen gennem LEAPS-modellen bryder ud af skoleskemaets fængsel, og det giver en række fordele.«

Det lyder da fint, men i mit indlæg kritiserede jeg hans offentligt fremsatte argumenter for at gøre, hvad skolen gør. Jeg påpegede især, at selve synet på både skole og pædagogik var instrumentelt, arbejdsmarkedsfokuseret og forsimplet. Andreassen har i sit indlæg meget svært ved at svare herpå, og forfalder derfor til en fortsat salgstale for den såkaldte LEAPS-model. Af respekt for skolelederen vil jeg her trække svarets stærkeste momenter frem:

Andreassen skriver, at »eleverne lærer at reflektere over egen læring og oplevelse gennem projekterne. De får en øget bevidsthed om egne styrker og måder at lære på, og det vil netop gavne dem i den uforudsigelige fremtid.« Her viser han med sit sprogbrug, at han er helt og aldeles indskrænket af den problematiske reformideologi, der har hærget landet siden 2013. Han gentager reelt blot det, jeg oprindeligt kritiserede, bortset fra, at han nu anerkender, at fremtiden er uforudsigelig.

Problematisk er det især, at han slet ikke synes at forstå, at eleverne måske i højere grad burde reflektere over selve sagen (altså verdens beskaffenhed) frem for deres egen »læring« (dvs. progression i forhold til på forhånd fastsatte læringsmål). Jeg så gerne, at børnene primært lærer noget, mens Andreassen vil have dem til »at lære at lære«, hvis man skal optegne en markant forskel.

Man skal lære noget

Når denne forskel er vigtig, skyldes det, at Andreassens tilgang baserer sig på en grundlæggende fejlantagelse, nemlig at læring er en nærmest neutral markør, der ingen bestandig forbindelse har til noget substantielt. »At lære« er i denne optik bare noget, man skal lære at gøre. I virkeligheden forholder det sig sådan, at mennesket fra fødslen er skabt til at lære – eller erkende –, og i skolen bør man derfor mest koncentrere sig om at lære noget. Man skal som elev først og fremmest reflektere over sagen, ikke på navlepillende vis botanisere over ens egen tilpasning til statslige eller kommunale mål.

Dernæst skriver Andreassen, at »eleverne lærer, at det er nemmere at være herre i eget liv, hvis man er i stand til at begå sig på arbejdsmarkedet og i højere grad selv tage styringen end at være underkastet andres styring«. Første del af sætningen bekræfter blot min fremsatte kritik af arbejdsmarkedsfokuseringen, og anden del er næsten værre: På arbejdsmarkedet er langt de fleste da i den grad underlagt andres styring! Sådan er det i øvrigt i vældig mange sammenhænge, og det hjælper da ikke stort på det, at man allerede i skolen fokuserer så enøjet på de præmisser, der aktuelt afstedkommer ens position i styringskæden. Uanset hvor meget skolen gør dette, vil der jo billedligt talt altid være nogen, der skal indtage chefstolen, mens andre må feje gulvet.

Endnu værre er det, at man ved at følge den fremsatte logik i skolen, lader den blive styrende for hele elevens verdensanskuelse. Skal vi endelig diskutere spørgsmålet om arbejdsmarkedsdeltagelse (som bestemt er vigtigt), tror jeg faktisk, at det er vigtigere at vide noget end at have »lært at lære« på intellektuelt indskrænket vis.

At lære noget i en undervisningssammenhæng er potentielt frisættende, da man herved kan begive sig ud i verden med indsigt og udblik. Især hvis undervisningen sigter på sagen og elevens efterfølgende frie omgang med den. »At lære at lære« – eller som Andreassen skriver: »at reflektere over egen læring« – i en reformideologisk kontekst er blot systembaseret tilpasning. Og tilmed blot en tilpasning til en løsrevet logik, der knytter sig til de videnskabeligt set dybt problematiske fremtidsforestillinger, Andreassen så passioneret præsenterede i sit første bidrag til denne vigtige debat.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Forsiden